debat

Dannelse på det moderne universitet er en saga blot

Økonomisk lavlandstænkning og tværfaglig overfladiskhed ødelægger den nødvendige dannelse på universiteterne, skriver professor fra Aarhus Universitet.

Af - 10. december

Mange vil sikkert helt afvise, at universitet og dannelse har noget med hinanden at gøre. For dannelse er ikke sådan comme il faut længere.

Dannelse har i dag en aura af arrogance, bornerthed og støvet fortid over sig, og er kun noget man lejlighedsvis, og gerne i højtidelige sammenhænge, besynger.

Men kan man i grunden ud-danne, hvis ikke man har en forestilling om dannelse?

Det mener jeg ikke. Og derfor vil jeg gerne slå et slag for den dannelse, som i vid udstrækning er blevet en saga blot på det moderne universitet, hvor en økonomisk ramme med dertilhørende incitament til fastholdelse af alle studerende overtrumfer alle andre hensyn.

Dannelse og intellektuel akrobatik må vige for infantilisering og lavlandstænkning. Ja, jeg vil sætte det på spidsen. Vi er gået fra dannelse over uddannelse til u-dannelse. Hverken mere eller mindre.

Man kan selvsagt ikke danne nogen, hvis ikke man har en idé om, hvad de skal uddannes til.

Det står i skarp kontrast til det, der egentlig var universitetets mål og med. Sproget er i sig selv betegnende. Det er ikke kun på dansk, vi ud-danner unge mennesker til livet og arbejdsmarkedet. Det gør man tilsvarende på alle europæiske hovedsprog som f.eks. engelsk og tysk.

Den grundlæggende tanke er, at de ikke er færdigformede, men i mødet med kultur og lærdom foldes eller vikles de ud, som man siger på hollandsk (ontwikkeling). De formes (italiensk formazione og fransk formation). Det kan de kun, hvis man har en klar vision om, hvad målet eller figuren for denne formning er. Man kan selvsagt ikke danne nogen, hvis ikke man har en idé om, hvad de skal uddannes til.

Menneskedyret
Goethe skrev et epigram, som i min oversættelse lyder: “Den som ikke ved at føre sit regnskab over 3000 år, forbliver uerfaren i det dunkle, og formår kun at leve fra dag til dag.” Hans tanke kredser om dannelse. Kender man ikke sin historie, kan man hverken tænke eller handle fornuftigt i nutiden, men famler i blinde. Man bliver offer for egen vanetænkning og samtidens falske forestillinger.

Der ligger imidlertid mere i det klassiske dannelsesideal end blot dét at kende sin historie, skønt det i sig selv allerede er en væsentlig begyndelse.

Den grundlæggende tanke er, at mennesket er et dyr, som alene gennem kulturel påvirkning og dermed dannelse lader sig forandre. Det kan lyde meget altmodisch (og nedladende over for andre dyr), men der er faktisk en mening i galskaben.

Andre dyr har også kultur, men ikke den form for akkumuleret kultur, som har gjort det muligt for os at skrive sonetter som Shakespeare, komponere kvartetter som Beethoven eller sende mennesker til månen.

Som mennesker har vi forvandlet os igennem en periode, der strækker sig ca. 40.000 til 25.000 år tilbage i tid, hvor kultur i sammenstillingen mellem gener og kultur har vundet overhånd i grundlæggende indflydelse. Vi er i modsætning til alle andre dyr kulturelle væsener par excellence: animal symbolicum eller dobbeltmenneske, som Émile Durkheim kaldte os: homo duplex, både dyr og menneske, kultur og natur.

Andre dyr har også kultur, men ikke den form for akkumuleret kultur, som har gjort det muligt for os at skrive sonetter som Shakespeare, komponere kvartetter som Beethoven eller sende mennesker til månen. Kategorialt adskiller vi os ikke fra andre dyr, men graduelt er vi afgørende forskellige. Det har i høj grad med dannelse at gøre forstået som løbende kulturel påvirkning, der holder aben i os i ave.

Tværfaglig overfladiskhed
Tilbage til det moderne universitet, hvor et stadig mere øget fokus på et efterfølgende arbejdsmarked for kandidater med dertil hørende introduktion af sælsomme kurser truer kernefagligheden i de enkelte discipliner.

Misforstå mig ikke. Jeg er stor tilhænger af interdisciplinaritet og ønsket om at kultivere både kolleger og studerende til at tænke på tværs af enkeltfag og videnskabsområder.

Men jeg er omvendt grundlæggende modstander af tværfaglig overfladiskhed, der består i at bringe to eller tre fagområder sammen, uden at de enkelte discipliners udøvere i fornøden grad har sat sig ind i forudsætninger og præmisser for de andres tænkning. Det har intet med dannelse at gøre, lige så lidt som betydeligt svækkede krav til studerendes sprogfærdigheder – såvel i skriftlig som mundtlig dansk samt i udenlandske sprog.

Er det en jammer og klage skrevet af en Jeronimus, der drømmer sig tilbage til det gamle universitet? Så langt fra.

Kultur og dannelse har gjort os til dem, vi er – vor abenatur til trods. Skal vi fortsat sigte mod stjernerne, er der kun en vej frem: Fortsat dannelse og kultivering. Det sker ikke ved at slække på kravene til studerendes færdigheder og indrette universitetet, som var det en grisefarm, hvor kun produktionsvolumen og udgiftsreduktion står i centrum. Vejen frem for homo sapiens hedder fortsat dannelse − også på universitetet.

Klummen er skrevet af Anders Klostergaard Petersen, professor ved Religionsvidenskab på Aarhus Universitet

samfund

Digitalisering er kommet op af værktøjskassen

Beslutningsansvarlige for en række af de danske universiteter ser tilbage på forskningsåret 2017 og perspektiverne for fremtiden. I dag er det rektor på IT-Universitetet i København, Mads Tofte.