debat

Intellektuel eller blot universitetsansat

Alt for mange forskere er spændt så hårdt for publiceringsvognen, at de glemmer den daglige deltagelse og debat

Af - 15. april

For få år siden var jeg til ansættelsessamtale med en tidligere dekan. Jeg spurgte i den forbindelse, om dekanen mente, at min deltagelse i den offentlige debat var et aktiv for fakultetet og noget som pågældende gerne så mig fortsætte. Spørgsmålet var retorisk ment. Jeg tog for givet, det var noget, institutionen værdsatte. Stor var derfor min overraskelse, da jeg fik at vide, at det var der ingen grund til at forfølge, og at det på ingen måde var noget, mit fakultet kunne se en pointe i.

Skandaløs forvaltning af skattemidler
Jeg tillader mig at udstøde et hjertesuk. Alt for få universitetsansatte tager i dag del i den offentlige debat, endsige opfatter det som en del af deres forpligtelse at bidrage til diskussionen af kultur og samfund i Danmark. Introduktionen af et peer-review system i snæver sammenhæng med publish or perish-maksimen og et dertil hørende stigende pres på den enkelte forsker for at publicere internationalt har gjort det til en dårlig forretning, hvis ikke ligefrem et selvmål, at skrive i f.eks. danske aviser. Det er efter min mening ikke alene en stor skam, men også en skandaløs forvaltning af skattemidler.

…hvad får den danske skatteborger ud af det, hvis ikke indsigterne herfra udbredes og bringes i anvendelse også i debatter i danske medier og formidles i mere tilgængelige sammenhænge på dansk?

Jeg har ofte givet min fagligt funderede mening til kende i en række forskellige sammenhænge, hvor jeg har fundet det nødvendigt at bidrage med enten et korrektiv eller en øget indsigt i verserende diskussioner om kultur, samfund, uddannelsespolitik og videnskab. Det er der flere grunde til. En er nok personlig. Jeg kan ikke rigtig lade være. En anden og argumentativt mere tungtvejende er en overbevisning om, at danske skatteborgere, som nu en gang betaler for det gilde, der gør det muligt for mig at have det arbejde, jeg har, helt rimeligt kan kræve, at de får noget for pengene. Det er fint nok, at jeg skriver i Journal for the Study of Judaism, Religion, Numen og andre lignende tidsskrifter mit Fussnoten und Anhang, men hvad får den danske skatteborger ud af det, hvis ikke indsigterne herfra udbredes og bringes i anvendelse også i debatter i danske medier og formidles i mere tilgængelige sammenhænge på dansk? Jeg har svært ved at se det. Det er rigtigt, at jeg gennem min forskning og undervisning bidrager til den løbende uddannelse af unge danske kvinder og mænd; men hvis man heller ikke bibringer dem et indtryk af, at de efter endt uddannelse har en forpligtelse til at tage del i diskussionen og dermed tage deres borgerskab på sig, kan det vel være lige meget. Det er i al fald kun noget, som den almindelige samfundsborger får begrænset udbytte af.

Den intellektuelles død
Det øgede fokus på forskningsproduktion, som det så lyrisk hedder, og markant større international gennemslagskraft, et andet poetisk udtryk, truer i den grad med at udrydde den intellektuelle og forøge afstanden mellem bjerg og by. Vi har måske nok universitetsansatte, men ikke intellektuelle. Det lyder hårdt, for er den universitetsansatte ikke netop intellektuel? Det mener jeg faktisk ikke, medmindre vedkommende har forstået, at hun eller han har en forpligtelse til at også at bringe sin viden i anvendelse i den offentlige debat. Men lad os først imødegå en mulig misforståelse.

Den intellektuelle er, som Jean Paul Sartre pointerer det, den, som blander sig i ting, det ret beset ikke tilkommer ham at blande sig i.

Intellektuelle findes selvsagt ikke kun i den universitære verden. De findes også andre steder. Intellektualitet er heller ikke nogen garanti for, endsige et udtryk for en uomtvistelig position. Den intellektuelle må som alle andre stå til regnskab for sine argumenter. Alt for hyppigt har også intellektuelle ladet sig spænde for grimme ideologiske vogne som f.eks. fascisme og nazisme i 30’erne og begyndelsen af 40’erne og kommunisme fra 20’erne og et pænt stykke op i 70’erne. Intellektualitet er således ikke i sig selv nogen garant for et standspunkts etiske bonitet eller legitime krav på sandhed, hverken i dag eller tidligere.

Alligevel har den intellektuelle en betydning for samfundet og kulturen. Det er hans eller hendes opgave ud fra en fagligt funderet viden løbende at forholde sig kritisk, spørgende, undersøgende til det samfund og den kultur, vedkommende befinder sig i og søge løsninger på kulturens og samfundets aktuelle problemer samt afsløre de falske forestillinger, som en kultur er forblindet af. Det er måske nok en anden, men ikke desto mindre væsentlig form for checks and balances, hvor forskellige grupperinger og systemer også er sat i verden for at holde hinanden i skak med det mål for øje at søge den bedst mulige form for samfundsdannelse og sikre, at samfundet holder sig inden for de fælles normer og værdier. Begynder f.eks. politikere at renoncere på overholdelse af landets love, eller sker der i den enkelte nation en udglidning i forhold til internationale konventioner, er det den intellektuelles pligt at rejse kritik og holde politikerne fast på det fælles forpligtende.

Bland dig!
Den intellektuelle er, som Jean Paul Sartre pointerer det, den, som blander sig i ting, det ret beset ikke tilkommer ham at blande sig i. Det kan vedkommende gøre, fordi hun eller han har en solid viden inden for et eller flere felter, som sætter hende eller ham i stand til at se verden i et større perspektiv, afsløre noget af den vanetænkning, som præger enhver kultur, og sætte spørgsmålstegn ved det kollektive hysteri, som har grebet det aktuelle samfund. Det er faktisk en meget væsentlig grund til, at vi har institutioner som universitetet. Her giver man en gruppe mennesker mulighed for for en stund at trække sig tilbage fra verden for i ensom majestæt at hellige sig refleksionen over kultur og samfund, både den nutidige og fortidige. Tanken er ikke, at disse mennesker skal forblive i isolation og afskærmethed fra verden. De skal give verden tilbage, hvad verden har betalt for. Netop derfor er det afgørende, at flere universitetsansatte annammer budskabet. Se at komme på barrikaderne og tag i kraft af viden og indsigt del i den offentlige debat. Tag den intellektuelles rolle og læg den universitetsansattes beskyttende puppe bag jer.

 

Klummen er skrevet af Anders Klostergaard Petersen, professor ved Religionsvidenskab på Aarhus Universitet

samfund

Horizon 2020-afløser mødes med stor optimisme

Både Dansk Industri og Rektorkollegiet er positive og lægger op til et større samspil mellem erhvervslivet og universiteterne i hjemtaget af EU-midler, på baggrund af EU-Kommissionens forslag til Horizon Europe