debat

“Hvorfor skal vi lære netop det?”

Beslutningstagere har sjældent den fornødne viden, om hvad det pædagogiske personale i f.eks. en kommune mangler, viser forskning. Konsulent og forsker har fem simple spørgsmål til magthavere og ledere.

Af - 26. november

Der er et evigt krav om kompetenceudvikling og opstart af nye metoder og koncepter i dagtilbud, skoler eller blandt andre undervisere. De virker bare ikke altid efter hensigten. For hvornår giver det mening at arbejde pædagogisk på et bestemt fagligt grundlag frem for et andet i dagtilbud og skole; ja- vel egentlig i enhver pædagogisk praksis?

Det virker ikke
Filmen knækker, når politikere, eller ledere for den sags skyld, beslutter sig for at rulle koncepter ud over alle professionelle i f.eks. en hel kommune. Der er en underlig forståelse af, hvordan professionelle lærer og en stensikker måde at forhindre, at nogen lærer noget.

Man har næsten garanteret, at det samlede arbejde bliver en fiasko

Man har næsten garanteret, at det samlede arbejde bliver en fiasko, fordi de professionelle bliver tvunget til at deltage i noget, som fratager dem et professionelt handlerum og ikke giver mening i forhold til deres praksis og behov.

Pædagogisk personale er ikke ”varer der skal flyttes”
Fra 2013 og 3 år frem forskede jeg i, hvordan og på hvilke måder lærere og pædagoger lærer som led i kompetenceudviklingsforløb. Mange lærere og pædagoger deltager hvert år i forskellige forløb, men et relevant spørgsmål er, hvad de egentlig oplever at få ud af det. I forskningsprojektet skulle de lære principperne fra en bestemt læringsteori og metode.

Resultaterne fra forskningsprojektet er simple. Det er kun betydningsfuldt for de professionelle at bruge en bestemt læringsteori eller metode, hvis de faktisk selv ønsker det. Dette ønske bæres af en faglig vurdering, om det faglige indhold på sigt vil kunne hjælpe den enkelte i at håndtere krav og udfordringer i den konkrete hverdag. Hvis ikke – hvorfor så bruge tid på det?

Det bliver komplekst, fordi det slet ikke ser ud til, at beslutningstagere forholder sig til denne præmis for professionelles læring og udvikling.

Pointen er, at denne vurdering foretages af professionelle, som udfører deres praksis i bestemte sociale sammenhænge, som igen er under indflydelse af historiske og kulturelle ting og sager. Derfor giver det stort set ingen mening, at mennesker uden for den sociale sammenhæng træffer afgørelser om, hvad alle professionelle i en hel kommune skal lære. Denne opdagelse er på samme tid simpel og kompleks. Den er simpel, fordi det er indlysende, at et fagligt indhold ikke kan overføres til professionelle i dagtilbud og skole på samme måde, som varer fragtes fra a til b med et godstog.

Det bliver komplekst, fordi det slet ikke ser ud til, at beslutningstagere forholder sig til denne præmis for professionelles læring og udvikling. Ja, i hverdagen taler man mange steder om at ”rulle noget ud” over de professionelle.

Sådan her bør vi gøre
Giver det så slet ikke mening at gøre brug af metoder, modeller eller koncepter? Jo, det kan det gøre. Det er i hvertfald mit ståsted. Det afgørende er nemlig ikke selve metoden eller konceptet; det afgørende er de sociale begivenheder, som leder frem til beslutningen om ”det er det her, som vi skal arbejde med”. En metode kan rammesætte og organisere en kompleks og omfattende klase af viden. En metode kan give et klart og fælles sprog om erfaringer, oplevelser og begivenheder. Men man skal holde sig for øje, at det, som fremhæves som potentialer, på samme tid er faldgruberne, hvis det rent faktisk ikke er noget, det pædagogiske personale kan se pointen i eller ønsker at vide. Derfor skal enhver metodebruger huske at stille sig kritisk an, og spørge sig selv og andre: Hvad udelukker denne metode mig og os fra at beskrive og forstå?

På baggrund af min forskning vil jeg gerne invitere alle beslutningstagere til som et mindstemål at give svar på disse fem spørgsmål, inden de igangsætter udviklingsarbejder med nye metoder eller koncepter indenfor det pædagogiske område:

  1. Hvorfor skal vi lære netop dette, og ikke noget andet?
  2. Hvilke spørgsmål er metoden eller konceptet svar på?
  3. Hvilke udfordringer vil vi i praksis bedre kunne imødegå med denne metode end uden denne metode?
  4. For hvem er dette meningsfuldt?
  5. Hvis vi skal blive gode til at gøre dette, hvad skal vi så droppe?

Klummen er skrevet af Micki Sunesen, chef for forskning, pædagogik og læring ved Axept – konsulenthus med speciale i uddannelse og udvikling.