samfund

Mindre virksomheder har få muskler til at leve op til dataregler

Af - 9. marts

Den 25. maj træder EU’s nye persondataforordning (på engelsk: General Data Protection Protection Regulation, forkortet: GDPR) i kraft som lov i hele EU og dermed også Danmark. Forordningen sætter fokus på at sikre bedre håndtering af persondata og databeskyttelse og giver bedre muligheder for at sanktionere virksomheder, der ikke lever op til forordningen, skriver Alexandra Instituttet i en pressemeddelelse.

Persondatalovens regler gælder bl.a. for behandling af personoplysninger, hvis behandlingen foretages i videnskabeligt eller statistisk øjemed.

En undersøgelse baseret på interviews som Alexandra Instituttet har foretaget blandt ti store og mellemstore virksomheder samt fem mindre virksomheder viser, at der er stor forskel på, hvor godt forberedte og hvor godt rustede virksomhederne er til at håndtere de krav, som forordningen stiller.

Hvor de store og mellemstore virksomheder har væsentlige ressourcer sat af til implementering og har en plan for, hvad de skal gøre, ender opgaven i mindre virksomheder ofte hos en enkelt person. De er derfor i større risiko for forsinkelser.

De mindre virksomheder ser forordningen som noget uigennemskueligt og krævende, der i sidste ende kan betyde, at man må rulle digitale projekter tilbage. De ser datareglerne som overdrevne, og mener, at det er i højere grad er de store virksomheder, der trænger til opstramningen.

Du kan læse rapporten “GDPR i praksis – Når forordningen rammer virkeligheden” her.

 

Tags: