kultur

Statue af Eske Willerslev måske på vej

Kunstneren Kristian von Hornsleth har fået Hørsholm kommune til at donere plads til statuen, som han nu vil forsøge at crowdfunde.

Af - 6. juni

-Min plan var at sælge ti andele a 200.000 kroner til virksomheder for at finansiere statuen. Det har ikke været muligt,” fortæller Kristian von Hornsleth til Ugebladet i Hørsholm

Efter at have været rundt til en række virksomheder og modtaget en række høflige afslag, går han derfor andre veje i sine bestræbelser på at få rejst statuen. Statuen koster 2 mio. kroner og skal ende med at stå foran gymnasiet i Hørsholm.

Oprindelig skulle Eske Willerslev statuen stå ved Københavns Universitet, men ifølge Kristian von Hornsleth takkede universitetet nej med den begrundelse, at universitetet ikke ønsker statuer af nulevende forskere.

Den tre meter lange, to meter høje og én meter brede bronzeskulptur skal ifølge kunstneren:

-lære de unge at læse Willerslev i stedet for at se på iPad” fordi, “det er cool at være klog.

Hvis det altså lykkes at skaffe pengene.

Da forsøget med virksomhedsfinansiering ikke har vist sig levedygtigt, vil kunstneren nu i stedet forsøge at få Hørsholms borgere til at punge ud. Det skal foregå ved, at von Hornsleth sælger større og mindre statuetter af originalen, som gør køberen til medejer af den endelige statue – blandt andet ved et arrangement i midten af juni, hvor Willerslev selv dukker op:

-Eske kommer og fortæller om, hvor vigtigt det er, at vi får udviklet gode hjerner, forklarer Hornsleth

Eske Willerslev er kendt for sine store videnskabelige afdækninger af menneskets udvandring fra Afrika, de store dyrs uddøen og Amerikas befolkning af mennesker – blandt meget andet.