Ny viden

Papyrus blæks hemmeligheder afsløret

Danske forskere har fundet en metode til at identificere samhørende fragmenter af papyrus spredt over hele verden

Af - 9. januar

To af de mest vidtrækkende teknologiske landvindinger i den menneskelige historie var skabelse af blæk og papyrus, som det blev opfundet i Egypten for ca. 5.000 år siden. Med det kunne man dele viden over tid og afstand. Helt frem til idag. Og papyrus fra fortidens Egypten rummer stadig mange overraskelser:

-Vi satsede på en ting, men fik noget andet, som det så ofte er med videnskab, fortæller Poul Erik Lindelof. Han er både arkæolog og tidligere professor i fysik, og har været en af drivkræfterne i det tværfaglige projekt om at undersøge blæk flere tusinde år efter, det tørrede i den egyptiske ørkenvind.

– Vi har analyseret alt fra skattekvitteringer til religiøse dokumenter, fortsætter Thomas Christiansen, der er Phd i Egyptologi fra Københavns Universitet, om deres undersøgelser, der for nylig blev publiceret i Scientific Report. Han er for tiden kurator på Fondazione Museo delle Antichità Egizie i Torino.

Målet med forskningsprojektet var at undersøge, om man geografisk og tidsmæssigt kunne se forskel på blækket på papyrus. Hvis det var tilfældet, ville man kunne bruge papyrus til at stedfæste papyrus, der i dag er spredt som fragmenter over hele verden.

-Vi ville undersøge den såkaldte proveniens af papyrus. Det ville være fantastisk spændende, fordi papyrus har været en handelsvare i de sidste 200 år og handlet fra den ene antikvitetshandler til den anden, og derfor ved man ikke, når man står med et stykke papyrus, hvor det stammer fra.

For af finde ud af om man kunne bruge blækket til stedfæstning, sammenlignede forskerne to typer papyri. Den ene type kom fra det sydlige Egypten. Det stammer fra soldaten Horus’ private samling og er fra 1. og 2. århundrede BC. Horus var stationeret i en militærlejr godt 30 km syd for Luxor. Lejren blev ødelagt i år 88 før vores tidsregning, men 51 af hans papyri overlevede og lå gemt under sandet frem til deres fund i 1900 tallet. I 1924 blev de solgt på antikmarkeder i Egypten og spredt over kloden – nogle også hjemtaget til Papyrus Carlsberg Samling på Københavns Universitet.

Den anden type testet papyrus stammer fra det eneste større bibliotek, der har overlevet fra det forhistoriske Egypten – Tebtunis Tempel Biblioteket. Det indeholder 400-500 manuskripter, fra 1. og 2. århundrede AD, som dog alle er i dårlig stand. De har ligget begravet godt 1000 km nordligere end Horus’ papyrus.

Dermed havde forskerne papyri, der var adskildt både af godt 3-4 århundreder og godt 1000 km. Spørgsmålet var så bare, om der var forskel på de to typer.

Synkrotronens komme
Projektet CoNeXT ved Københavns Universitet var fra starten støbt som et tværfakulært projekt. Papyrus undersøgelserne havde deltagelse af Humaniora og Science. Det skulle vise sig at være en god model til at vride ny viden ud af papyrusblækket.

Et af de store problemer ved at lave undersøgelser af papyrusblækkets kemiske bestanddele er, at det ofte er ødelæggende for den prøve, hvorfra det bliver taget. Projektet havde med sin tværfakultære opbygning bl.a. også Poul Erik Lindelof, der er mangeårig professor på NBI, på holdet.

Derfor kendte han også den fysisk verden godt og kunne søge om beamtid på synkrotronen i Grenoble:

-Vi tog ned til ESRF (European Synchrotron Radiation Facility, red.) i Grenoble, for at finde ud af præcis hvilke kemiske forbindelser, der var tale om – uden at ødelægge prøven vel at mærke. Det var den helt, helt afgørende forudsætning for at vi kunne lave undersøgelserne – og det kunne synkrotronen. Selv om den ikke fortæller så meget om, hvor store mængder der findes i prøven, så siger den hvilke kemiske forbindelser, der findes i blækket. Vi undersøgte det for alle mulige kemiske stoffer og urenheder som sandkorn eller jernpartikler, og i det sorte blæk var der altid en ting – nemlig kobber.

Det gav ideen om at sodet, som gav blækket sin sorte farve, blev produceret på en helt bestemt måde:

-Vi har været i stand til at spore denne her særlige type blæk, som noget der stammer fra metaludvindingen, og det giver en social kontekst til fremstillingen af blæk – det har været knyttet til en industriel proces, konkluderer Thomas Christiansen.

Det gav en sejr, om end kun halv, da undersøgelserne også viste, at det sorte blæk fra de to lokationer og tidsperioder var meget ens:

-…Vi håbede at være i stand til at se en variation i mellem tid og sted, men det var vi ikke i stand til at observere. Til gengæld ved vi nu, at blækket blev fremstillet på samme måde over hele Egypten, – så det må have været en velprøvet teknologi på det her tidspunkt, fastslår Thomas Christiansen.

Dermed kunne det sorte blæk ikke bruges til at bestemme proveniens.

Håbet er gemt i det røde blæk
Men der er stadig håb forude. Ikke så meget når det gælder den sorte blæk, men andre karaktertræk ved papyrussen. Fx de grundstoffer der ellers var tilstede i de geografisk forskellige papyrusfragmenter:

-Hvis man i stedet for at kigge på blækket, kigger på den jord, der stadig er indlejret i papyrussen, vil man kunne finde ud af, hvor de stammer fra.

Desuden vil det måske være muligt at lave kort over, hvor de enkelte skrivere har arbejdet, ud fra de små forskelle der er i den røde blæk:

-Vi arbejder nu på at analysere data for rød blæk, som egypterne også brugte. Det vil sige, at vi måske kan identificere forskellige fragmenter som i dag er spredt over kloden som værende skrevet at samme skriver eller ud fra samme blækblanding og dermed tilhøre samme oprindelige dokument. Og der kan jeg helt klart se, at to fragmenter som vi ellers ikke vidste hørte sammen har så karakteristiske signaturer i den røde blæk at de må stamme fra samme manuskript, fortæller Thomas Christiansen til slut om endnu upublicerede data, som de håber at publicere i foråret 2018.

samfund

Professor vil have H. C. Andersen på finansloven

Der er brug for væsentlig større investeringer i Danmarks H. C. Andersen-forskning, hvis ikke vores største eventyrforfatter skal miste sin relevans. Det mener Johs. Nørregaard Frandsen, som for nylig tog sagen hele vejen til Christiansborg