Ny viden

Der kan ligge milliarder gemt i den danske tang

Danmark har altid være en søfartsnation, men begrebet har kun dækket, det der sker på overfladen. Nu mener forskere, at tang kan blive en ny “guldmine” for Danmark.

Af - 27. september

Tang har potentiale til at revolutionere flere brancher, men ingen tør sætte tal på omfanget af en mulig indtjening

I Danmark har vi haft landbrug i cirka 6.000 år. Det gik sin adstadige gang, indtil der begyndte at komme skub i udviklingen i 1700-tallet. Her begyndte man at forædle kornsorter og intensivere opdyrkningen, og i dag er 62 pct. af Danmarks areal landbrugsjord.

Men havet har aldrig været kultiveret.

På trods af at Danmark siden Vikingetiden har kunnet kalde sig en søfartsnation, var det først efter Anden Verdenskrig, at man begyndte at kigge under havoverfladen efter ressourcer.

– Det er ikke forkert at sige, at vi er på niveau med den viden, man havde i 1700-tallet, hvis man sammenligner med landbrug. Men hvis vi bliver i den sammenligning, har vi samtidig flyttet havbruget mere end 5.000 år frem de sidste årtier, men især inden for fiskeopdræt, siger Susan Løvstad Holdt. Hun er lektor ved Forskningsgruppen for Bioaktive Stoffer – Analyse og Anvendelse under DTU Fødevareinstituttet.

Tang menes at have potentialet til at revolutionere flere brancher – om end ingen dog tør sætte tal på omfanget af en mulig indtjening. Der er lavet forsøg, der viser, at tang kan bruges i behandling af kræftpatienter. Det vil kunne bruges i kosmetiske produkter, og i landbruget håber man bl.a., at tang-beriget foder kan reducere og på sigt måske helt eliminere brugen af antibiotika til smågrise.

Vi har knækket koden med to arter. Det vil sige, at vi nu ved, hvornår det er bedst at sætte sporerne ud

Derfor forskes der massivt i tangbrug verden over, og her er dansk forskning med helt fremme. Bl.a. med et projekt ved navn MAB4, finansieret af Innovationsfonden, hvor målet er at dyrke og udnytte tang i form af brunalger i og fra danske og færøske farvande. Brunalgerne indeholder forskellige stoffer såsom antioxidanter, protein, polysakkarider og mineraler, som kan benyttes inden for produktion af ingredienser til foder, fødevarer og hudcremer. Projektet ledes af Teknologisk Institut og involverer flere danske universiteter, bl.a. DTU og Aarhus Universitet. Der er også flere private selskaber men, herunder Fermentation Experts, Nordisk Tang, Mellisa og den hollandske tangavls og dyrkningsvirksomhed Hortimare Ltd.

Ikke intuitivt – og meget kan gå galt
Den mest dyrkede afgrøde i Danmark er vinterhvede, og den sås om efteråret. Næstmest dyrkede afgrøde er vårbyg, som sås om foråret, jf. navnet. Det er nærmest børnelærdom. Men hvad med tang? Intuitivt er der her ikke meget at komme med for lægfolk, og selv forskerne skulle for få år siden starte helt fra bunden med deres forskning i de danske arter og forhold.

– Vi har knækket koden med to arter. Det vil sige, at vi nu ved, hvornår det er bedst at sætte sporerne ud – det vil sige at så tangen, og hvornår det er bedst at høste den, siger Susan Løvstad Holdt.

Det optimale tidspunkt for såning er nemlig i det tidlige efterår. Her er vandet tilpas koldt, det vil sige ca. 10 til 15 grader celcius.

Det betyder, at man kan høste tangen i juni. Venter man længere, vil tangen begynde at blive tilgroet af bl.a. andre alger, muslinger, mosdyr og andet. Her opstår allerede et af problemerne. Det betyder nemlig, at tangen skal sås i det tidlige efterår, hvis man vil have et godt udbytte.

Men tang sætter først sine sporer naturligt i december, januar og februar måned. Bl.a. derfor er forskerne nødt til at tage sporerne fra og gemme dem i kolber i laboratoriet, hvor de kan kontrollere den mængde lys, tangen får, og temperaturen.

– Og alligevel kan der gå meget galt. Sporerne ligger i det, man bedst kan kalde en sporesuppe. Men der kan gå mug i den, eller også var det bare en dårlig såsæd, man fik fat i, og så skal man starte forfra, siger Susan Løvstad Holdt.

Den rene suppe
Siden 4.000 f.kr. har man pløjet jorden herhjemme forud for såning af korn. Det blev i første omgang gjort med en ard – en primitiv plov, som nogle børn måske har prøvet at bygge i en projektuge i folkeskolen. Den teknik er siden blevet raffineret, for at bruge en dansk underdrivelse.

Men hvordan forbereder man såning af tang? Det er der flere metoder til.

Fælles for dem er, at man sprayer sporesuppen på reb, der sættes ud i havet. Men skal man opskalere dette, skal man finde de bedste dyrkningssystemer. Hvordan rebene er placerede i forhold til hinanden, er nemlig vigtigt.

Vi håbede at få et større udbytte i åbent hav – og det lader til at holde stik.

Nogle vælger at have én lang hovedline. Andre har små reb med påsprøjtede sporer, som sidder fast på hovedlinen. Begge måder har fordele og ulemper i forhold til vandets gennemstrømning.

– Og for at få sporerne til at sidde fast på rebet er der udviklet en slags lim. Men hvad den består af, kan jeg ikke komme nærmere ind på. Det er en forretningshemmelighed fra de udenlandske firmaer, siger Susan Løvstad Holdt.

Indtil nu er dyrkning af sukkertang afprøvet i større skala i Limfjorden og Horsens Fjord. Her har forskerne opnået 1-2 kg tang per meter line. Sukkertang trives bedst i mere åbent hav, og derfor har forskere fra Aarhus Universitet etableret et forsøgsanlæg i Kattegat udfor Grenå. Resultaterne fra den første spæde sæson ser ifølge seniorforsker Annette Bruhn lovende ud:

– Vi håbede at få et større udbytte i åbent hav – og det lader til at holde stik. Men det er et noget mere udfordrende miljø at arbejde i, siger Annette Bruhn.

De kan i Asien – hvorfor kan vi ikke endnu?
Mere end 99 pct. af verdens tangproduktion foregår i Asien. Og der har mennesker – næsten bogstaveligt talt – levet af det i flere hundrede år. Hvorfor kan vi så ikke blot “kopiere” metoderne?

Arbejdskraft er ikke billig herhjemme, sammenlignet med Asien. Og det er også en af forklaringerne,

– En af grundene er, at de har et mere afslappet forhold til invasive arter derovre. Derfor kan man se samme tang-art i det nordlige og sydlige Kina, bare i en anden, avlet form, som er tilpasset vejr- og vandforholdene. Sådan har vi det ikke her. Hvad ville der ske, hvis vi introducerede en ny art, som ville udkonkurrere de eksisterende danske? spørger Susan Løvstad Holdt retorisk.

Når man dyrker tang, skal den også af og til passes, udtyndes og vendes, alt efter arten, og det skal gøres ved håndkraft – lige som arbejdet med at høste.

– Arbejdskraft er ikke billig herhjemme, sammenlignet med Asien. Og det er også en af forklaringerne, siger hun.

En mejetærsker i vand?
Grundet prisen på arbejdskraft, må man bruge den danske metode: at forske sig ud af problemerne. Her er et andet projekt skudt op af vandet. Det hedder Nordic Algae, og bag det firma står tre studerende fra DTU, der alle studerer Proces og Innovation.

– Vi forsøger populært sagt at udvikle en høstmaskine til tangproduktion. Her er kultiveringen af tang stadig på et stadie som før selvbinderen, siger Oscar Schmeltzer.

Men udfordringerne er mange. Alene det at få høstmaskinen til at holde sig på samme position i vandet, desuagtet strømforhold, er en udfordring. Men forsøg med prototyper har vist, at en stor effektivisering af høsten er mulig, og de er iflg. Oscar Schmeltzer på rette vej. Der ér også andre, som tror på projektet, og derfor har de studerende modtaget knap 200.000 kr. til udvikling fra forskellige fonde.

De tilladelser, man får, kan kun udstedes for fem år ad gangen. Derefter skal hele processen gå om, og det gør fremtidsudsigterne meget usikre. Og hvem tør investere i det?

– Vi har ikke lagt os 100 pct. fast på en tidshorisont endnu, men vi håber at have en næsten køreklar høstmaskine i 2020, siger han.

Det rækker 200.000 kr. ikke til, og derfor er planen løbende at søge flere fondsmidler.

Men hvem vil investere?
Men selv om der er flere selskaber med i projekter, som også indbefatter bl.a. Innovationsfonden, er listen af interesserede, private selskaber relativt kort.

At begynde på tangbrug kræver for det første, at man får tilladelse fra Kystdirektoratet. Samtidig skal man have investeret i en motoriseret båd, man skal købe bøjer og systemer, så tangfarmen kan ses på GPS. Det er dyrt, og så skal man naturligvis kunne begå sig på vandet. For ikke at tale om udgifter til at dyrke “sporesuppen”, som nævnt ovenfor.

– Det er godt, der er skrappe krav til miljøet. Det siger sig selv. Men de tilladelser, man får, kan kun udstedes for fem år ad gangen. Derefter skal hele processen gå om, og det gør fremtidsudsigterne meget usikre. Og hvem tør investere i det? spørger Susan Løvstad Holdt.

Og det er et problem, efter som mere end 60 pct. af alle danske forskningsmidler kommer fra private selskaber og fonde.

– Men tænk på potentialet. Det var i 1700-tallet, at man begyndte at forædle kornsorterne. Det er vi kun lige begyndt at snuse til med tang, siger hun.

DI efterlyser en langsigtet forskningsstrategi

Danmark har brug for en ambitiøs og langsigtet forskningsstrategi, mener Mette Fjord Sørensen. ”Det er jo ét eller andet sted en Globaliseringsstrategi 2.0., vi beder om”, siger hun og giver DI’s bud på, hvad dén skal indeholde

samfund

Geografisk nærhed giver bedre forskningssamarbejde

Der er gevinster at hente, hvis virksomheder og forskere ”flytter sammen”, når de samarbejder, viser nyt studie. For eksempel en større udveksling af tavs viden og bedre adgang til netværk og forskningsfaciliteter