Ny viden

Velfærdsteknologier bliver til spild af penge

Ny undersøgelse viser, at teknologierne i flere tilfælde ikke bliver brugt. Skal man løse problemet, kræver det bedre samarbejde mellem udviklere og brugere, lyder konklusionen.

Af - 27. april

Birgit er sosu-assistent på et plejehjem for ældre demensramte. Hun har en travl hverdag, for tiden er knap, og arbejdet med demens er udfordrende: Demensramte kan have meget omskifteligt humør, det er tungt at løfte de ældre i – og ud af deres seng, og mange af dem sover uroligt om natten. For at aflaste Birgit og hendes kollegaer køber Birgits afdelingsleder en ”velfærdsteknologi” – en vippeseng, som gerne skulle give den demensramte en mere rolig nattesøvn.

Men intentionen svarer ikke altid til resultatet. I flere tilfælde kommer velfærdsteknologier som vippesengen nemlig til at samle støv på de danske plejehjem – det viser en ny undersøgelse.

Velfærdsteknologier går til spilde

-Meget personale er positive over for teknologierne, men de oplever, at de tager ekstra tid at bruge – tid, personalet ikke har. Derfor opgiver de at bruge dem, og dét betyder, at der er en masse uudnyttet potentiale – og rigtig mange penge – der går til spilde.

Det fortæller videnskabelig assistent ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet, Simone Felding. Hun er kvinden bag en ny undersøgelse om brugen af velfærdsteknologier på danske plejehjem.

For lidt fokus på personalets behov

Når velfærdsteknologier som vippesenge, loftslifte eller vasketoiletter skaber problemer for personalet, har det flere årsager. For det første tænker produktets udviklere ikke altid nok på brugerne. Dét oplevede Simone selv, da hun i forbindelse med sin undersøgelse var på feltarbejde på tre danske plejehjem:

-Da jeg var på plejehjemmene, var det som om, at der var et skel mellem teknologiudviklerne, som var dem, der ”vidste noget om teknologien” og så personalet, som ”slet ikke vidste noget om teknologien”. Men dét er et problem – for udviklerne ved ikke altid nok om den komplekse hverdag, som plejehjemspersonalet skal arbejde i, og derfor ved de heller ikke nok om, hvordan de kan lave det mest brugervenlige produkt.

Man mener selv, at produktet bliver smartere og smartere – men nogle gange skyder man nok lidt over målet, fordi man ikke sætter sig ordentligt ind i, hvad brugeren har brug for

Når så personalet oplever, at det er svært at bruge teknologien, så stopper de med at bruge den, fordi de har så meget andet, de skal holde styr på, fortsætter Simone Felding, og kommer med et eksempel:

-På et af plejehjemmene havde man fx købt tre vippesenge. Men en af de ting, der viste sig at være et problem, var at plejeren var nødt til at tage sine handsker af for at betjene sengen – og fordi dét er en tidskrævende detalje i en i forvejen presset hverdag, betød dét, at sengene ikke blev brugt.

Simones observationer vækker genklang hos lektor og uddannelseskoordinator i Velfærdsteknologi ved Syddansk Universitet Palle Hermansen – som selv er en begejstret ingeniør:

-Jeg ved af erfaring, at man godt kan blive grebet, når man udvikler en ny teknologi. Man mener selv, at produktet bliver smartere og smartere – men nogle gange skyder man nok lidt over målet, fordi man ikke sætter sig ordentligt ind i, hvad brugeren har brug for. Og her handler det ofte om at ”keep it simple”.

Det er dog ikke kun ingeniørens tekniske ambitioner, der kan være en hæmsko, fortsætter Palle Hermansen:

-Når man gerne vil tage hensyn til brugerne, så er det ikke altid lige nemt: der er ofte rigtig mange aktører, man som ingeniør skal have med i betragtning: personale, plejekrævende borgere og det offentlige system, som ofte er køberen af teknologien. Så det handler om at finde en balance, så alle bliver tilgodeset, forklarer han.

For hurtig implementeringsproces

Men det er ikke kun når velfærdsteknologien udvikles, at balancen er skæv. Også når den skal implementeres på plejehjemmene, er forholdet mellem teknologiudvikler og bruger ude af trit med personalets behov. Som regel kommer udvikleren kun én gang ud på plejehjemmet for at sætte personalet ind i, hvordan teknologien fungerer. Og spørger man Simone Felding, er dét slet ikke nok:

-Når man ikke har en løbende opfølgning med udvikleren, er det svært at løse de problemer, personalet oplever med teknologierne. Og selvom den lokale leder, som var ansvarlig for implementeringen, virkelig prøvede at holde personalet op på at bruge sengene, så havde hun bare pludselig rigtig mange andre projekter, hun også skulle tage sig af – og det er ofte dét, der sker.

Skab bedre samarbejde

Det hele er nu ikke så skidt, som det ser ud til: Der er også steder, hvor velfærdsteknologier opnår den ønskede effekt: En måling offentliggjort i 2017 viste, at 88 af landets kommuner på to år har sparet 521 millioner kroner på velfærdsteknologier – penge, der kan bruges på ekstra tid til at drage omsorg for de ældre.

Skal plejehjem som dem, Simone Felding besøgte, blive en del af den gode statistik, så kræver det, at kommunerne sætter flere ressourcer af til implementering:

-Både kommuner og virksomheder bør være opmærksomme på, at det altså koster nogle penge at implementere. Jeg tror, de ville kunne spare mange penge ved måske at købe lidt færre teknologier men så til gengæld lave en god implementeringsproces, mener Simone Felding, som tilføjer et konkret forslag:

-En løsning, vi diskuterede i projektet, var at virksomhederne kunne sælge nogle ”pakkeløsninger” med forskellige grader af ansvar for implementering. På den måde ville kommunen kunne købe sig til, at udviklerne løbende kommer ud og sikrer, at teknologien bliver brugt som den skal.

Også under produktudviklingen bør udvikleren være en hyppig gæst på plejehjemmet. Det mener i hvert fald Palle Hermansen:

– Udviklere af velfærdsteknologi skal i højere grad ud i situationen og se, hvad det er, der foregår: hvilke problemstillinger er der; hvordan er arbejdsgangen på stedet og så videre. Og jeg tror også, at hvis brugeren er inddraget i hele udviklingsprocessen, så vil implementeringen glide meget lettere – for så er brugerne i den grad klar til at modtage produktet og afklaret med, hvad de kan forvente sig af det.

Som uddannelseskoordinator gør Palle Hermansen selv en dyd ud af at give de studerende kompetencer til at inddrage brugerne i deres udviklingsprojekter. Det kan Simone Felding kun bakke op om:

-Der skal være en meget større anerkendelse af, at det er personalet, der kender til den komplekse praksis, de indgår i. Derfor er det dem, der ved, hvad de har brug for fra en velfærdsteknologi – og hvordan den kan fungere i hverdagen, slutter hun.

Du kan læse mere om Simone Feldings undersøgelse her

debat

Viden er samfundets drivkraft

I 2019 vil Dansk Magisterforening sætte ekstra fokus på vigtigheden af, at politiske beslutninger træffes på et solidt vidensgrundlag, skriver formanden