Ny viden

Vildt og ureguleret: Biohackere ændrer i egne gener

I løbet af 2017 fik metoden CRISPR endnu mere vind i forskningssejlene. ”Almindelige mennesker” er så småt begyndt at lege med den nye metode

Af and - 8. januar

Josiah Zayner er biohacker. Han bruger biologiske metoder til at ændre på sin egen biologi. Han har flere gange gennem efteråret – også live på scener til konferencer – sprøjtet en væske ind under huden, der indeholder et enzym, som klipper DNAet et helt bestemt sted. På den måde bliver et gen, der står for at lave myostatin, som hæmmer muskeltilvæksten, slået ud. Kort sagt skal det give ham større muskler. Kinesiske forskere har gjort det samme på hunde, hvilket fordoblede deres muskelmasse, uden negative sideeffekter – i hvert fald i den tid forsøget forløb.

Zayner har med over 69000 dollars i crowd funding startet sit eget firma – ODIN. Efter den store succes med crowdfundingen sagde han sit job op hos NASA, hvor han arbejdede med at modificere organismer, så de kunne leve på Mars. På ODIN laver han i dag gør-det-selv sæt med CRISPR til den billige penge af 1400 dollars.

Så metoden er allerede ude blandt almindelige mennesker, der måske nok ikke har lyst til at vente på forskningens fodslæbende og sikkerhedsorienterede tempo. Spørgsmålet er hvor det efterlader os, og hvordan forskerne mener, vi bør bruge metoden?

Når man spørger danske forskere fra hver sit område – henholdsvis naturvidenskab og etik, er de ikke helt enige om, hvordan vi bedst klæder os på til tage stilling til de nye muligheder.

Ro på – CRISPR er ikke nyt

Kristian Helin har fingeren på pulsen og leder en gruppe forskere på BRIC, der udgør eliten indenfor forskningen i medicinsk bioteknologi på Københavns Universitet. De benytter metoden for at finde de gener, der får kræftceller til at vokse ukontrollabelt og bruger CRISPR til at slukke for generne ét for ét for at se, hvad det gør ved cellernes vækst. Spørger man ham, er der ikke den store bekymring at spore.

– Vi har længe været i stand til at redigere i generne hos både planter, dyr og mennesker, så mange af de etiske spørgsmål i den forbindelse, har vi faktisk allerede taget stilling til. Det betyder, at lovgivningen på området efter min bedste overbevisning allerede er på plads, mener Kristian Helin.

Med CRISPR er der sket en revolution, som Helin sidestiller med dengang man gik fra at skrive gammeldags postbreve til at sende emails i ekspresfart. Så selv om vi har lavet genmanipulation i årevis med andre metoder, er det her noget helt andet. Hvor det førhen måske lykkes på én ud af tusind celler, får forskerne det ønskede resultat i 80 % af cellerne, når de bruger CRISPR.

Der er altid en idiot….

Hovedparten af forsøgene med CRISPR er indtil videre lavet i laboratorierne på mus eller på celler fra planter eller humant blod. Men alle regner med, at fx kinesiske forsøg på behandling af lungekræft kun er den spæde start på implementering af CRISPR i mennesker på en række forskellige områder. Men der er kæmpe forskel på hvor metoden bruges.

– Hos os laver vi grundforskning i reagensglas på celler, der aldrig kommer til at interagere med menneskekroppen – de forbliver i laboratoriet. Så snart CRISPR-redigerede celler er indeni kroppen, så er sagen en helt anden, siger Kristian Helin

Risikoen ved metoden afhænger bl.a. af, hvor og hvornår man begynder at blande sig i individets genetik. Helt overordnet er der tre scenarier

1.Ex vivo (udenfor kroppen): Her tager man celler, fx fra blodet, retter deres gener med CRISPR og sender dem igen i omløb i kroppen med nye egenskaber. Det afprøves for tiden i Kina, som beskrevet i starten af artiklen, hvor en gruppe patienter med aggressiv lungekræft får lavet en CRISPR-makeover på T-cellerne fra deres immunforsvar. Hvis noget går galt, er det nemt at stoppe forløbet og undlade at injicere cellerne i patienterne igen.

2.In vivo (inden i kroppen): Her forsøger man at rette celler i væv, der sidder i kroppen, fx i leveren. CRISPR-værktøjet får derfor tilføjet en guide, der skal sørge for, at det kun aktiveres i leveren og ingen andre steder. Hvis noget går galt, kan det blive kritisk, fx hvis metoden ved en fejl fx også klipper gener i andre organer én uheldig mutation et hvilket som helst sted i kroppen kan gøre en rask celle til en potentiel kræftcelle, at man ikke effektivt kan stoppe CRISPR igen, når man har opnået den ønskede effekt.

3.Køns- og fosterceller: Her bliver ændringerne i generne permanente og nedarves til kommende generationer. Det siger sig selv, at en fejlmutation her kan få uoverskuelige konsekvenser. Engelske forskere har som nogle af de eneste i verden fået tilladelse til at arbejde med humane fosterceller i fosterets første syv dage. Derefter skal de slå cellerne ihjel. Kina er også godt i gang. Med tilladelse fra den Videnskabsetiske komité kan tilsvarende studier laves i Danmark.

Helin er ikke i tvivl om, hvor langt han synes, vi skal gå:

– Efter min mening går der en skarp grænse mellem genmanipulation af køns- og fosterceller og behandling af mennesker med genteknologi. I dag er studierne på fostre jo noget, man kun gør i forskningsøjemed, og sådan skal det også være. Jeg tror til gengæld ikke, der er stor fare for, at der sker noget uhensigtsmæssigt, når det gælder genterapi. Det er jo stramt reguleret, og vi er nødt til at tro på, at folk følger loven, siger Kristian Helin.

Men historien har vist, at der ind imellem dukker mennesker op, der ikke respekterer lovgivningen.

– Der skal nok være en eller anden idiot, der på et tidspunkt bryder reglerne. Men der bliver jo også begået mord… Jeg tror, der sidder mange fornuftige mennesker og er med til at regulere det her. Der skal selvfølgelig være vandtætte skotter imellem dem, der godkende forsøgene og dem der tjener penge på resultaterne, understreger Kristian Helin.

Grænserne flytter sig hele tiden

Graviditeter i reagensglas var til stor diskussion, da det blev muligt i slutningen af 1970’erne. I dag er det jo helt accepteret hjælp til barnløse. Så hvad der er no-go i dag mht. redigering af gener, bliver måske alment accepteret om nogle år, og den udvikling er i rivende fart pga. af CRISPR. Det er ikke usandsynligt, at vi snart står med en realistisk mulighed for at redigere i generne efter behov både hos fostre og hos os, der allerede er født.

Det starter med korrektion for alvorlige sygdomme. Men er det så ikke også en lidelse at være ekstremt uintelligent? Det fikser vi måske også lige, når nu muligheden er der – er vi godt på vej ud på den berømte og berygtede glidebane, der ender med produktionen af specialdesignede børn?

– Vi skal selvfølgelig bruge teknologien, når den er til behandling af alvorlige sygdomme, og hvis man snart skal dø, tør man nok lidt mere. Men grænserne flytter sig forhåbentlig, fordi vi bliver klogere, og ikke fordi nogen presser på, siger Kristian Helin.

Og her bakker Mickey Gjerris op. Han er lektor på KU, forsker i bioetik og er tidligere medlem af etisk råd, bl.a. deltog han da rådet skulle tage stilling til CRISPR:

– Man skal altid passe på med glidebaneargumentet, for så begrænser vi vores muligheder for udvikling. Når der er tale om menneskelig lidelse må vejen frem være at bruge metoderne og kontrollere, om det går rigtigt til.

Ja, vi kan, men vil vi?

Men hvad vil det sige at blive klogere? For Helin er forskning og fakta det mest afgørende – det er Gjerris ikke nødvendigvis enig i.

– Fakta er ikke altid nok, vi er nødt også at inddrage andre aspekter. Jeg mener, at genredigering i det omfang, som CRISPR lægger op til risikerer at instrumentalisere mennesket og på den måde have en utilsigtet og uheldig indflydelse på vores menneskesyn. Det kan vi ikke undersøge os ud af, men vi kan inddrage argumentationen i debatten, mener Mickey Gjerris.

Det er altså ikke nok at kunne gøre det – vi skal altid også overveje, om vi bør. Gjerris mener, at der i forbindelse med CRISPR er en uudtalt frygt eller nærmest religiøs forestilling om, at vi tager evolutionen i egne hænder og tillader os for meget.

– Som jeg ser det, kan vores rolle ikke altid være at lave om på verden, så den passer til os. Vi er nødt til som mennesker også at tilpasse os den verden, vi lever i.

 

Han mener, det er risikabelt at lade debatten udelukkende dominere af forskningsresultater, der redegør for, hvor stor risikoen er for sundheden af det enkelte menneske.

– Det er som en vildt god hammer. Hvad er det for et samfund vi får, hvis vi bare slår løs med den uden at tænke os ordentlig om? Det er ikke udelukkende en videnskabelig diskussion, understreger Mickey Gjerris.

Så der er ingen tvivl om, at crispr cas9 står foran en endnu større fremtid, end den nutid den allerede har ændret.

Status i Danmark
Den Nationale Videnskabsetiske Komité oplyser, at der i Danmark endnu ikke er givet tilladelse til forskningsprojekter, der omhandler forskning i kønsceller, hvor CRISPR anvendes. Komitéen har givet tilladelse til ét projekt, der involverer CRISPR til modificering af celle-linjer og -kulturer, men ingen af dem er kønsceller.

 

debat

En stilethæl i en øm tå

Bibliotekschef og professor mener, at vi bør lære af Frankrigs tilgang til offentliggørelse af forskningen, hvis der skal gøres op med de magtfulde forlag

samfund

Flere humanister kommer i job

Siden 2010 er antallet af beskæftigede humanister steget med næsten 40 procent – men færre beskæftiger sig med forskning og udvikling