penge & Navne

DIIS får stort millionbeløb til forskning i jihadisme

Mona Kanwal Sheikh har fået 11.3 mio. kr. til at undersøge, hvorfor al-Qaeda og Islamisk Stat vinder frem i nogle områder frem for andre

Af - 7. august

Foto: DIIS

Seniorforsker Mona Kanwal Sheikh fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) er blevet tildelt en bevilling på 1,5 millioner euro (11,3 millioner kroner) af det prestigefyldte European Research Council (ERC) til et femårigt forskningsprojekt om transnational jihadisme.

Projektet skal bidrage til at skabe en ny tilgang til hvordan den internationale jihadisme og jihadistbevægelser kan inddæmmes.

– Jeg er meget begejstret over at modtage den store anerkendelse fra ERC og kan ikke vente med at komme i gang med forskningsprojektet. Personligt er det en kæmpe ære, men jeg tror også, at selve projektet kan blive banebrydende og kan få stor betydning, for transnational jihadisme er en af de største udfordringer på den globale agenda for fred og sikkerhed i dag, siger Mona Kanwal Sheikh.

Mona Kanwal Sheikh og hendes hold vil i det nye projekt bla. studere mekanismerne bag eskalering og deeskalering af konflikter i Asien, Mellemøsten og Afrika, der involverer jihadistiske grupper – med særlig fokus på Islamisk Stat og al-Qaeda.

– Vi ved stadig ikke, hvorfor de jihadistiske grupper har held med at udnytte lokale konflikter, hvorfor de har succes med at udbrede sig nogle steder frem for andre, og hvordan man holder dem ude af konflikterne, når de først er en del af dem, forklarer Mona Kanwal Sheikh.

Ambitionen med projektet er at skabe synergi mellem religionssociologi, sikkerhedsstudier og freds- og konfliktforskning. Derfor skal projektet bringe topforskere med forskellig baggrund fra hele verden sammen, når DIIS lancerer projektet i januar 2019. Direktør for DIIS, Kristian Fischer, er stolt over ERC’s anerkendelse af DIIS som en platform for ambitiøs forskning.

– Dette er DIIS’ første bevilling fra ERC og viser DIIS’ fremtrædende position i det internationale forskningsmiljø. Det er også en vigtig anerkendelse af Mona Kanwal Sheikh som en fremragende forsker på sit felt, og jeg har store forventninger til, hvad der kommer ud af det spændende projekt, siger Kristian Fischer.

FAKTA OM ERC:

ERC er en officiel EU-institution og er en af de førende bevillingsgivere til banebrydende forskning. Formålet med bevillinger som den, DIIS nu har fået, er at give talentfulde forskere mulighed for at sammensætte deres eget hold og udvikle deres egne forskningsprogrammer.

Tags:

samfund

Professor vil have H. C. Andersen på finansloven

Der er brug for væsentlig større investeringer i Danmarks H. C. Andersen-forskning, hvis ikke vores største eventyrforfatter skal miste sin relevans. Det mener Johs. Nørregaard Frandsen, som for nylig tog sagen hele vejen til Christiansborg