samfund

Ånd eller erhvervsuddannelse

Professor Anders Klostergaard Petersen anmelder ny bog om den danske uddannelsespolitik af blandt andre RUC rektor Hanne Leth Andersen. Han uddeler både klapsalver og verbale håndmadder til bogen..

Af - 8. januar

KULTUR: I bogen Til dannelse eller nytte? Universitetsuddannelser mellem forskningsbaseret faglighed og relevans for arbejdsmarkedet gennemgår rektor for Roskilde Universitet, Hanne Leth Andersen, og privatkonsulent, Jens Christian Jakobsen, de seneste års uddannelsespolitiske diskussion om mål og med for danske universiteter.

De beskriver vilkårene i jernindustrien efter Bologna-aftalen og kursorisk den historiske baggrund for det aktuelle universitet. Begge har − ud over at have været eller være universitetsadministratorer − en baggrund i uddannelsespolitisk forskning. De har derfor alle forudsætninger for at løfte debatten.

Lidt for meget listefødder
Bogens målgruppe er imidlertid ikke klar. Universitetsfolk kender diskussionen. For dem er der næppe nyt i beskrivelsen, ligesom de antagelig forventer grundigere analyser og klarere stillingtagen til emner som uddannelsernes rammebetingelser og kvalitet. Er bogen tiltænkt politikere og embedsværk, kunne barren også hæves. Den er med enkelte undtagelser skrevet i et let tilgængeligt sprog, men løfter sig sjældent over et beskrivende niveau. Men man kan vel, trods alt, tillade sig at forvente et lidt højere abstraktions- og analyseniveau, også i denne gruppe. Og hvorfor behøver forfatterne at gå så meget på listefødder? Betyder den afbalancerede fremstilling frygt for at tage bladet fra munden?

Det tager kort tid at ødelægge en kultur, men 500 år eller en reformation at genopvække den, hvis overhovedet muligt.

Forbilledet for universiteterne har fået en umiskendelig lighed med industrielle svinefarme præget af høj produktivitet og lavt omkostningsniveau på bekostning af solid faglighed, kritisk stillingtagen og original tænkning. Det kan hverken politikere, arbejdsgivere eller skatteborgere være tjent med. Tværtimod. Det truer universitetskulturen. Det tager kort tid at ødelægge en kultur, men 500 år eller en reformation at genopvække den, hvis overhovedet muligt.

Det nye dyr i åbenbaringen
Diskussionen er sober og afbalanceret, ligesom bogen kommer fint rundt om de fleste betydningsfulde felter. Selvfølgelig har samfund og skatteborgere et berettiget krav til universitetet om, at der uddannes kvalificerede og relevante kandidater til arbejdsmarkedet. Det manglede bare. Hvis ikke universitetet er til samfundsmæssig nytte, kan institutionen lige så godt lukke; men er nytte og dannelse nødvendigvis modsætninger, og er det politiske fokus på afkast og nytteværdi i virkeligheden ikke udtryk for sofismens genkomst: Visdom for penge, faglighed som kræmmervare? Sofismen har ikke givet os de landvindinger, som hører en akkumulativ kultur til. Det har en tusindår gammel universitetstradition funderet på tro videregivelse af viden, opøvelse i radikal kritik og træning i at tænke og skabe nyt i forlængelse af traditionen.

…fremtiden kan skabes med uddannelse, men vi kan ikke via Excel-ark beregne os frem til hverken kvantitetsspring eller dannelse

Employability eller ansættelighed hedder det nye dyr i åbenbaringen. Man kunne kalde det arbejdsmarkeds- eller ansættelsesduelighed. Det er kønnere end at skrive, at studerende skal gøre sig ’employable’ og at tale om employability-strategi, ouput-enden, rigor, logisk progredierende undervisningsforløb, og at dynamisere og transferere, etc. Det papegøje- og managementsprog, hvis varme luft forfatterne ellers har klart blik for (fx s. 137), kan de heller ikke selv sige sig fri for.

Men tilbage til spørgsmålet. Hvordan kan vi sikre ansættelsesduelighed hos kandidater og løfte forskning og uddannelse mod nye højder? Som samfund og universitet er vi forpligtet på begge.

Slutter med bid
Selvom bogens kritik af det aktuelle uddannelsessystem sine steder fremstår tandløs, får fremstillingen navnlig mod slutningen bid: “Hele uddannelsessystemet er i dag gennemsyret af et princip, som handler om at opsætte fælles formulerede mål og at kunne dokumentere deres opfyldelse. Systematik har overtrumfet frihed og kreativitet.

Dermed ender vi med at opdrage børn og unge til at gengive viden og indsigt i stedet for at forholde sig kritisk, konstruktivt og kreativt til den” (s.150f.).  Jeg kunne ikke være mere enig i, at “fremtiden kan skabes med uddannelse, men vi kan ikke via Excel-ark beregne os frem til hverken kvantitetsspring eller dannelse” (s.152).

Forskningsmæssige nybrud kan ikke forudsiges. Allerede Kierkegaard vidste, at den, der gifter sig med tidsånden, hurtigt står som enkemand. Det paradoksale er, at når man politisk tror sig i stand til at formulere en uddannelsespolitik, som modsvarer håbet om nobelpriser eller andre attråværdige udmærkelser og et arbejdsmarked i bevægelse, ender man med at skikke sig sin egen nutid alt for lig.

Vanetænkning og fordomsfuldhed erstatter nytænkning og nyskabelse. Det har vi solid dokumentation for fra såvel evolutionspsykologi som biologi: perspektiver, jeg savner i bogen, der afstår fra at præsentere en læringsteori med dertilhørende historisk og matematisk evidens, ligesom den kun i begrænset omfang differentierer mellem uddannelser og videnskabsområder.

Summa summarum. Bogen er uden at løfte sig til intellektuel akrobatik en tiltrængt modstemme til politisk lavlandstænkning. Må den være politikere og embedsværk til lyst og fromme.

samfund

Professor vil have H. C. Andersen på finansloven

Der er brug for væsentlig større investeringer i Danmarks H. C. Andersen-forskning, hvis ikke vores største eventyrforfatter skal miste sin relevans. Det mener Johs. Nørregaard Frandsen, som for nylig tog sagen hele vejen til Christiansborg