samfund

Innovationsfonden ændrer retningslinjer for ansøgninger

Mange ansøgninger er overfladiske og gentager sig selv flere gange, siger vicedirektør for Innovationsfonden

Af - 4. februar

Hvis forskere skal have succes med deres ansøgninger hos Innovationsfonden, er det en god idé at finde nogle elevatorer at køre op og ned med, så man får præsenteret sit projekt kort og præcist i en såkaldt elevator-pitch.

Innovationsfonden har opslået midler til årets første opslag under Grand Solutions. Der er afsat 495 mio. kr. i første runde til projekter inden for grøn vækst, bedre sundhed og klinisk forskning samt nye teknologiske muligheder.

Kend din pitch
I samme forbindelse har fonden justeret lidt på sine retningslinjer. En af ændringerne i forhold til ansøgningerne er, at der skal være et meget tydeligere referat af projektet – et pitch summary.

– Jeg bruger tit eksemplet med elevatorpitch, når jeg er ude og fortælle om ansøgningsproceduren ude på universiteterne, siger Tore Duvold, vicedirektør i Innovationsfonden med ansvar for fondens Grand Solutions. Han har mere end 17 års erfaring fra den farmaceutiske og bioteknologiske industri.

– Det er min erfaring, når jeg er ude på universiteterne, at det giver rigtig god mening for forskerne. Og det er jo også nødvendigt for de andre partnere, som indgår i projektet, at forstå, hvad det i det hele taget drejer sig om og lave en klar og tydelig ramme for ens projektidé, fortsætter Tore Duvold.

Overfladiske ansøgninger
Han oplever, at de klassiske referater i de ansøgninger, som Innovationsfonden modtager, mange gange er overfladiske. Derfor er det vigtigt for fonden, at der bliver arbejdet på at lave en pitch, som alle parter forstår.

– Vi tror sådan set, at hvis man allerede fra start beskriver projektet meget klart og tydeligt i forhold til vores vurderingskriterier, så er det også lettere for ansøgeren selv at forstå hele projektet ,og det er lettere for os at forstå essensen i det. Det gælder om ret hurtigt at komme til sagen og være meget konkret.

Med Grand Solutions investerer Innovationsfonden i forsknings- og innovationsprojekter med et højt ambitionsniveau inden for værdiskabelse og konkrete løsninger på samfundsudfordringer. Derfor lægger fonden vægt på, at ansøgningerne konkret beskriver, hvordan projekterne skaber værdi.

– Jeg vil egentlig anbefale, at ansøgerne også læser Innovationsfondens investeringsstrategier. For de giver ofte mere mening end selve opslagene, påpeger Tore Duvold og lægger igen vægt på, at ansøgningens tekst bliver meget konkret:

– Jeg har set rigtigt mange ansøgninger, hvor man gentager sig selv flere gange. Ansøgningen er delt op i flere emner. Derfor skal man ikke bruge tid og plads på noget, man allerede har beskrevet, for pladsen er trods alt begrænset.

Dialog med fonden

-Det som er enormt vigtigt i ansøgningen er, at man giver en rigtig god beskrivelse af det værdiskabende element. Det kan være en samfundsværdi, den konkrete værdi eller en overført værdi. Værdiskabelse skal forstås bredt som nye værdiskabende løsninger som f.eks. nye attraktive produkter, udnyttelse af data, effektive produktionsprocesser, renere miljø, bedre kvalitet  i undervisningen eller en forbedret kvalitet for patienter i  sundhedssystemet, påpeger Tore Duvold.

Generelt anbefaler Tore Duvold, at ansøgerne på et meget tidligt tidspunkt i fasen går i dialog med Innovationsfonden om ansøgningen.

– Man skal sætte sig godt ind i retningslinjer og opslagstekst. Her er det en god idé at hive fat i en Scientific Officer i fonden og få en snak om det og nogle gode råd og vejledning. Innovationsfonden er meget dialogbaseret. Hvis man undervejs har kontakt med os, kan vi ud fra erfaring se, at ansøgningerne bliver meget bedre, slutter Tore Duvold.

Info:
Grand Solutions
Med Grand Solutions investerer Innovationsfonden i forsknings- og innovationsprojekter med et højt ambitionsniveau.

Der bliver lagt vægt på, at forsknings- og innovationsprojekterne kan være med til at løse samfundsudfordringer, og/eller hvor offentligt-privat samarbejde om strategisk og udfordringsdrevet forskning kan bidrage til at skabe nye innovative virksomheder og styrke dem, der allerede eksisterer.

Der er ansøgningsfrist for midler under Grand Solutions den 20. februar 2018 og 2. runde af Grand Solutions har ansøgningsfrist den 14. august.

samfund

Professor vil have H. C. Andersen på finansloven

Der er brug for væsentlig større investeringer i Danmarks H. C. Andersen-forskning, hvis ikke vores største eventyrforfatter skal miste sin relevans. Det mener Johs. Nørregaard Frandsen, som for nylig tog sagen hele vejen til Christiansborg