samfund

Ny rangliste: Det går fremad for de hårdere videnskaber i Danmark

Allerbedst klarer Sundhedsvidenskab og Medicin på KU sig. Det viser en ny ranglistemåling.

Af - 17. marts

Et universitets omdømme har stor betydning for dets levedygtighed. Det har betydning for, hvor meget opmærksomhed, universitetets forskning får; hvor godt det lykkes at tiltrække udenlandske forskere; og hvor interesserede studerende er, når de skal vælge, hvor de vil tage deres uddannelse.

Derfor holder mange universiteter vejret, når de bliver vejet og målt på internationale ranglister. Men nu kan visse forskningsfelter i Danmark ånde lettet op: En ny ranglistemåling viser bl.a., at det går fremad for de hårdere videnskaber, mens humaniora i det store hele sakker bagud.

De hårdere videnskaber vinder frem – humaniora går tilbage

Den nye rangliste er baseret på data fra QS overordnede rangliste, som udkom i juni 2017. Én gang om året måles på 959 universiteter i verden, og ranglisten tager udgangspunkt i bl.a. universiteternes omdømme blandt forskere og arbejdsgivere; antal citationer i videnskabelige tidsskrifter; og grad af internationalisering. Data fra denne måling er nu blevet sammenfattet på baggrund af forskningsfelter – og den nye rangliste viser, at der er tre felter, hvor alle danske universiteter går frem: Naturvidenskaberne, Socialvidenskaberne og Ingenørvidenskab & Teknologi. Anderledes ser det ud for humaniora: Her går det ned af bakke for de fleste universiteter, dog ikke SDU og AU.

Sundhedsvidenskaberne & Medicin har den bedste internationale placering

Det forskningsfelt, der samlet set klarer sig allerbedst på den nye rangliste, er Sundhedsvidenskaberne og Medicin på KU: med en placering som nummer 27 er KU her blandt de 3 procent bedste i verden.

KU tager førertrøjen

Da den overordnede rangliste udkom viste den, at KU placerer sig på en 73. plads på listen. Det betyder, at selvom universitetet går fem pladser tilbage i forhold til det forrige års liste, beholder det sin skandinaviske førsteplads. KUs nærmeste konkurrent er det svenske Lund Universitet, som på listen halter 5 pladser efter KU.

I Danmark klarer DTU sig næstbedst med en 116. plads, tæt efterfulgt af AU på plads 119. I den anden ende af skalaen ligger AAU og SDU med hhv. en 379. og 384. plads på ranglisten.

Kigger man på tværs af europæiske universiteter, så har Danmark 3 universiteter med i top 50: KU, DTU og AU. Det er samme resultat som året før – selvom de tre universiteter alle er gået nogle pladser tilbage på listen.

Den næste overordnede rangliste forventes at udkomme i juni i år.

 

Du kan læse mere om den internationale undersøgelse her.

 

debat

Viden er samfundets drivkraft

I 2019 vil Dansk Magisterforening sætte ekstra fokus på vigtigheden af, at politiske beslutninger træffes på et solidt vidensgrundlag, skriver formanden