Tyske universiteter står fast: lavere priser på tidsskrifter

samfund


Tyskerne er trætte af evigt stigende priser på videnskabelige tidsskrifter. De forsøger for tiden at presse prisen. Hvis det lykkes dem, er der måske skabt en model, der kan presse forlagene til lavere priser på videnskabeligt arbejde andre steder i verden. Fronterne er trukket skarpt op.

– Vi forhandler stadig, men det går ikke rigtig fremad, fortæller stemmen i telefonen.

Den tilhører Frank Scholze, der er talsmand for projektDEAL – det tyske forsøg på at nå en fælles aftale med de videnskabelige forlag. Han sidder med i de forhandlinger, der i øjeblikket er i gang mellem 68 tyske universiteter og Elsevier, der er et af de største forlag i verden indenfor videnskabelige tidsskrifter.

– Den største forhindring for at nå et resultat er i øjeblikket Elseviers modstand mod at lave en aftale, hvor man både kan læse og publicere til en fælles og rimelig pris.

Der har gennem de senere år været stor utilfredshed med de stigende priser som forlagene, der udgiver videnskabelige tidsskrifter, tager. Allerede i 2012 var der røre om de øgede udgifter, hvor tusindvis af internationale forskere skrev under på, de ikke ville bruge de dyreste tidsskrifter, fx fra forlaget Elsevier, med mindre priserne faldt.

Det viste sig ikke at have den store effekt – i hvert fald er forlagenes priser fortsat steget langt mere end den øvrige prisudvikling siden. Men vreden er ikke blevet mindre, fortæller Frank Scholze. I Tyskland er det samlede marked for videnskabelige tidsskrifter i omegnen af 30 mia. kr. værd, så der er store indsatser på bordet.

Lukning af tidsskrifter virkede ikke
Der er tale om en langstrakt konflikt. Allerede ved årsskiftet lukkede Elsevier for adgangen til videnskabelige tidsskrifter for de tyske universiteter, der ikke havde fornyet deres aftale med forlaget. Forlaget havde håbet, det ville sætte en stopper for forskernes fælles fremfærd, men forskerne fandt relativt nemt andre veje til at få adgang til de vigtige artikler.

– De artikler forskerne behøvede, lånte de på de biblioteker, der havde adgang, fik dem fra kollegaer og andre sider, så efter 6-7 uger, da Elsevier så, det ikke havde den formodede effekt, åbnede de igen for de 68 universiteter, sigerFrank Scholze.

Dermed viste Elseviers vigtigste våben sig ikke at være så virkningsfuldt, som de havde håbet. Og sådan har stillingskrigen stået lige siden, han fortsætter:

– Elsevier har sagt, de ikke er interesserede i en storstilet konflikt, men hvis de ikke flytter sig, tror jeg, det ender med konflikt, siger Frank med henvisning til en stor grad af determinering blandt de tyske forskere.

De virker til at være klar til en ”No- deal”, frem for en dårlig aftale. Og spørgsmålet er så, hvor forhandlingerne ender.

Stor utilfredshed
Det er langt fra første gang forlag og forskere er uenige. I Holland affødte den løbende diskussion om de høje priser, at Association of Universities in the Netherlands (VSNU) lavede en aftale først med det store forlag Springer om 2000 tidsskrifter, hvor hollandske forskere ikke længere skulle betale individuelt, men hvor prisen var indeholdt i den overordnede aftale.

Siden lavede VSNU en aftale med Elsevier om, at 30% af alle hollandske artikler bliver gratis i Holland senest 2018. De resterende 70% skal fortsat betales pr. artikel.

– Men det er en dyr aftale, når det kommer til prisen pr. artikel, mener Frank Scholze.

I Tyskland ønsker de i stedet en aftale, hvor institutionerne betaler pr publiceret artikel, men hvor der først er betalt en gang, så er den gratis. OG samtidig få adgang på engang til alle artikler fra de pågældende tidsskrifter.

Som det er nu betaler institutionerne pr artikel eller pr tidsskrift. Beløbet, der skal betales, skal dække både publiceringsomkostninger for alle artikler med en tysk førsteforfatter, samtidig med de skal være gratis tilgængelige for alle forskere i verden.

Hvis det lykkes at lave så vidtgående en aftale vil det være en lige venstre til forlagene – og i øvrigt en model til efterfølgelse. Slovakiet har fx allerede gjort klart, de vil benytte samme model, hvis det lykkes for tyskerne.

Store samarbejder
Dermed kunne det se ud som om store samarbejdsaftaler og standhaftighed er løsningen, hvis priserne ikke skal blive ved med at stige. Og det er netop, hvad Norge for nylig har forslået: At flere lande slår sig sammen om at lave aftaler – det kunne jo for eksempel være Danmark, hvor vi årligt bruger over 200 mio. kroner på videnskabelige tidsskrifter og forskerne har den samme irritation, tangerende til vrede, over forlagenes evige prisstigninger.

Det vil i så fald ikke være første gang et samarbejde er forsøgt. Seneste eksempel var et nordisk samarbejde omkring ”American Chemical Society”, som løb frem til 2014 og ikke blev videreført, fordi de nationale konsortier havde forskellige prioriteringer.  Andre forsøg i årene 2000-2007 strandede ligeledes. Danmarks Elektroniske fag- og Forskningsbibliotek DEFF skriver som svar på ideen om et nordisk samarbejde til Science Report:

– Forhandlinger på tværs af landegrænser hviler på samme grundlæggende præmis, som nationale forhandlinger på tværs af individuelle institutioner: Vi er kun stærkere i nordisk folk, hvis vi er enige om, hvad vi vil opnå og enige om at sige nej tak, indtil det, der tilbydes af forlagene, er attraktivt nok…Selv indenfor de nordiske lande er forhandlingspraksis og -kultur forskellig, og også forhandlingsmandatet afgives meget forskelligt. Dette kan gøre samforhandlinger på tværs af landegrænser særdeles komplicerede. Fælles nordiske forhandlinger vil først og fremmest kræve afklaring af forhandlingsmandatet.

Også lyspunkter i den tyske forhandling
Der findes andre forlag end Elsevier og her oplever Frans Scholze en helt anden villighed til forhandling.

– Vores forhandlinger med Wiley og Springer er nået meget længere. Begge er meget mere åbne over for den nye model, der kombinerer både publicering og adgang til artikler i samme aftale.

Der er ikke indgået en aftale endnu, og forhandlingerne foregår stadig også med de to forlag:

– De har naturligvis også fokus på overskud og vil maximere deres profit, men deres forståelse for hvad forskere vil er langt større, slutter Frans Scholtz.


(Visited 75 times, 1 visits today)

Last modified: september 14, 2017