samfund

Universiteterne er dybt afhængige af overheadpenge

Danske forskere finansierer store dele af universiteternes drift med de forskningspenge, som de med møje og besvær får hevet hjem fra landets fonde

Af and - 7. september

– Det er meget gode, nødvendige penge, men det kan også være dyre penge. Sådan lyder det fra Kim Brinckmann – vicedirektør for Forskning og Innovation på Københavns Universitet – om de fondspenge, som universiteterne får ind.

Årsagen er overhead. Overhead er et beløb, som forskerne får bevilliget, når de søger midler hos fonde. Overhead går til universitetets drift i forbindelse med forskningen og går direkte ind i universitetets budget. Men der er forskel på, hvor meget overhead, universiteterne tager.

Hos de danske offentlige fonde er der fastlagt et overhead på 44 procent – og fra EU-fondene 25 procent. Private fonde har ingen direkte forpligtigelser til at give overhead, men når de ikke giver den, må universitetet selv betale for driftsudgifterne i forbindelse med forskningen.

At forskerne skal have så mange penge oveni deres bevillinger, undrer en enkelt forsker, som foretrækker at være anonym.

–  Når jeg får penge fra en offentlig dansk fond, ser jeg aldrig 44 procent af pengene. Derfor spørger vi også, om de ikke kan drive butikken billigere, så vi kan bruge flere af de her penge til forskning, lyder det fra forskeren, som foretrækker at fremsætte sin kritik internt frem for offentligt.

Driften koster langt mere
Overhead er livsvigtig for driften af universiteternes forskningsaktiviteter. Men professor og institutleder Lars Henrik Andersen fra Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet forklarer, at de nuværende overheadpenge faktisk ikke rækker.

Vi ved, at for hver krone vi får bevilget til forskning, så koster det langt mere end 44 øre at drive rammerne for forskningen. De 44 procent dækker ikke.

– Forskerne vil selvfølgeligt gerne have en så stor del af pengene til deres egen forskning, men det koster samlet at drive forskningen. Vi ved, at for hver krone vi får bevilget til forskning, så koster det langt mere end 44 øre at drive rammerne for forskningen. De 44 procent dækker ikke. Mancoen bliver hovedsageligt dækket af basisbevillingen, forklarer han.

Overhead bliver brugt på administration, el, vand, varme, lokaler, biblioteker og mange andre aktiviteter, som danner de vigtige rammer for forskningen.

Presset stiger
Både Brinckmann og Andersen fortæller, at presset på økonomien stiger, i takt med at flere midler kommer fra private fonde, og mængden af forskningsaktiviteter på universiteterne forøges.

– Det Frie Forskningsråd er beskåret og har ikke så mange penge længere. Balancen mellem de private og offentlige midler og de overheads vi får ind, forskydes. Så derfor kommer vi til at mangle overheadpenge, forklarer Lars Henrik Andersen.

Ifølge Kim Brinckmann ønsker ingen at dække de afledte omkostninger – altså de vigtige, men kedelige penge. Men pengene til driften af universiteternes forskningsaktiviteter skal komme et sted fra – særligt i en tid, hvor bevillingerne fra de private fonde øges, samtidig med at staten løbende beskærer pengene til den offentlige forskning.

– De fleste fonde er af den opfattelse, at staten bør betale for de indirekte omkostninger – altså at det er en offentlig opgave. Modsat er der ikke politisk opbakning til at øge basisbevillingerne med afsæt i den øgede forskningsaktivitet, som de private fonde er med til at skabe, siger Kim Brinckmann. Tilbage står universiteterne med et problem, fordi det i længden er uholdbart for universiteterne at modtage bevillinger uden overhead.

Nogle gange optræder der indirekte omkostninger til bevillingerne sammen med andre administrative omkostninger, andre gange gør der ikke

Han ser dermed ikke andre muligheder end at forsøge at få de private fonde til at betale overhead.

– Hos de private fonde er spørgsmålet om overhead til forhandling fra fond til fond og fra bevilling til bevilling. Nogle gange optræder der indirekte omkostninger til bevillingerne sammen med andre administrative omkostninger, andre gange gør der ikke, forklarer Kim Brinckmann.

De dyre penge koster for fællesskabet
Han vil ikke nævne konkrete eksempler på tilfælde, hvor universiteterne har sagt nej til bevillinger fra private fonde, men i mange tilfælde strækker universiteterne sig langt – og måske for langt – for at få økonomien til at hænge sammen i de store forskningsprojekter, som er finansieret helt eller delvist af private fonde.

– Hvis vi ikke får pengene hjem til de indirekte omkostninger i de eksterne bevillinger, skal vi finde dem et andet sted på universitetets samlede budget. Men vi befinder os i en presset situation, fordi både universitets ledelsen, fakulteterne, institutterne og den enkelte forsker rigtig gerne vil sætte ny og super spændende forskning i gang. Så alt ser godt og fordelagtigt ud, men vi mangler lige den vigtige mellemregning – overheaden, siger Kim Brinckmann.

Han sammenligner det med dengang Staten og Det Kongelige Teater fik foræret et nyt operahus. En generøs gave med fantastiske kunstneriske muligheder, men det er jo samtidig helt essentielt at sikre, at der er penge til driften, når bygningen står færdig og åbningsceremonien er forbi.

Københavns Universitet modtog sidste år, ifølge rapporten, Private Fonde En kortlægning af bidraget til dansk forskning, innovation og videregående uddannelse, flere penge i bevillinger fra private fonde end fra offentlige, hvilket betyder, at spørgsmålet om dyre og gode penge i øjeblikket er ekstra relevant.