samfund

Dansk forskning skal revolutioneres indefra

Dansk forskning er udfordret, og universiteternes organisering og mindset bærer en stor del af skylden. Det mener den innovative forskningsorganisation Collaboratoriet

Af - 27. september
Universiteterne og dansk forskning skal revolutioneres

Det skal være slut med ensrettede masseuniversiteter, misforstået publikationsræs og silotænkning på uddannelserne, hvis den danske forskningsverden skal kunne bidrage til at løse tidens komplekse samfundsproblemer. Det er udgangspunktet for en gruppe forskere, der er gået sammen om at bane vejen for tværvidenskabeligt samarbejde ved at starte et laboratorie for kollaboration.

– Vi vil skabe et tredje rum, forklarer Collaboratoriets direktør Kristian Moltke Martiny, mens han tegner en hurtig skitse på whiteboardet og trækker streger mellem tre cirkler, der symboliserer universiteterne, virksomhederne og samfundet. Til sidst placerer han Collaboratoriet midt i trekanten for at skildre deres kernemission om at sikre videnskabelse på tværs, så de tre verdener ikke lukker sig om sig selv:

– Vi eksperimenterer med, hvordan man kan lave forskningsrum og -organisationer, så forskningen ikke ender på universitetet eller i vidensvirksomhederne. Vi beskæftiger os med at åbne forskningen op (open science, red.), så den rent faktisk får den samfundsimpact, som har været formålet med forskning fra day one, siger Kristian M. Martiny.

Collaboratoriet ligger i den ene ende af Elsass Fondens store, hvide residens, beliggende på en frodig villavej i Charlottenlund. ’Penthousen’ kalder Kristian M. Martiny selv lokalerne, som de har fået stillet til rådighed i forbindelse med en 3-årig bevilling fra Elsass Fonden. Bogreolen i gangarealet er spækket med alt fra Neuroscience til Den Europæiske Filosofihistorie, hvilket vidner om ideologien bag initiativet: Tværdisciplinær kollaboration.

Der findes allerede flere konkrete eksempler på, hvordan Collaboratoriet arbejder med deres visioner i praksis. I forbindelse med rehabilitering af hjerneskadede er det ofte en udfordring for de mange fagfolk – ergoterapeuter, psykologer og fysioterapeuter – at tale samme sprog. Ved f.eks. at optage en patient med hjerneskade i hverdagssituationer, kan de forskellige faggrupper bruge filmen som fælles reference.

Mens fysioterapeuten holder øje med patientens gang, fokuserer psykologen på relationerne, osv. I kraft af Collaboratoriets ideer om tværfaglighed og filmen som medie til at nedbryde sproglige barrierer, er der i dag etableret eksperimentarier i flere kommuner på landsplan, hvor de tester video som udgangspunkt for faglig dialog og koordinering. En løsning, der ifølge en KORA-evaluering, virker, og med stor succes.

Teksten på tavlen i entreen manifesterer Collaboratoriets værdisæt om tværfaglighed.

Universiteternes købmandsspil er misforstået og forældet
Ifølge Collaboratoriets kreative direktør, Alfred Birkegaard, hænger universiteterne fast i det 20. århundrede og formår ikke at lukrere på den iværksætterkraft, der eksisterer i Danmark:

–  Universitetet har forsimplet tingene så meget, at de ting, vi laver, ofte bliver til artikler, som kan måles og vejes og har en eller anden impact ud fra et snævert performativt pointsystem, den såkaldte Bibliometriske Forskningsindikator. Det gør bare, at man publicerer for at publicere, og den kraft, der ligger i forskning, forsvinder. I hvert fald en stor del af den, siger han.

Når forskningens kerneopgave overskygges af krav om målbarhed og publikationskvoter, bliver mulighederne for at afsøge nye grænser og dybder forsvindende små. Collaboratoriet søger at sætte problemløsning og “rigtige mennesker” i centrum for forskningen frem for at stile efter at udvide et specifikt forskningsområde og vente på, at resultaterne er modnede til at kunne benyttes i praksis:

–  På den måde hacker vi lidt systemet, fordi systemet på det her punkt minder lidt om forskningspolitikken fra 80’erne og opefter, hvor man skulle beskytte sin viden. Man kom til at tænke som en købmandsforretning i den forstand, at man patenterede sin viden, og så kunne virksomhederne komme og købe det færdige vidensprodukt. En købmandsforretning, som måske passer fint til et industrisamfund, men den passer slet ikke til den vidensdynamik, der foregår derude. For langt de fleste universiteter er det en underskudsforretning, for det er ikke sådan, det fungerer i dag. Værktøjerne er simpelthen forældede, siger Alfred Birkegaard og pointerer, at Danmark i den grad har noget at bidrage med i et internationalt perspektiv.

Et af de områder, Collaboratoriet arbejder intensivt med er, hvordan man kan formidle forskning på nye måder. I samarbejde med Det Danske Filminstitut og Det Kongelige Teater har de blandt andet eksperimenteret med dokumentargenren og teater som eksempler på citizens science, hvor borgere og kunstnere inddrages i vidensprocesserne for at gøre dem stærkere og mere nuancerede:

– Vi skal se, om vi kan gøre det på en anden måde og hele tiden have samfundsimpact for øje. Når vi fx laver små film, er det ikke udkrystaliseret af en filosofi om, at vi skal ud og lave film som sådan – det er bare et ekstremt stærkt medie til kollaboration, siger Alfred Birkegaard.

Collaboratoriet startede tilbage i 2012 som et netværk af forskere, der havde lyst til at gøre tingene på en anden måde. I efteråret 2015 modtog de en 3-årig bevilling fra Elsass Fonden, som blandt andet indebar, at de kunne flytte ind i den ene længe af fondens lokaler. I februar 2016 begyndte et nyt kapitel for Collaboratoriet som selvejende non-profit organisation.

Collaboratoriet holder til i lokaler hos Elsass Fonden.

Universiteterne skal tænke nyt, tværfagligt og teknologisk
Tiden er løbet fra den struktur, vi har på universiteterne i dag, hvor professorerne ved mest, og de studerende er nederst i hierarkiet. Der er brug for nye, teknologiske værktøjer, der gør det muligt at akkumulere viden, vidensdele og kommunikere på tværs af faglige discipliner, så der skabes et rum, hvor innovation kan opstå, forklarer Alfred Birkegaard:

– Kollaboration er blevet en nødvendighed, måske ligefrem den eneste vej frem. Det skal være hurtigt, det skal være radikalt, og det skal være modigt, siger han i frustration over, at den traditionelle universitetsmodel kvæler originaliteten og er fejlcastet i det 21 århundredes videnskultur. De studerende trækkes gennem ensrettede masseuniversiteter og spyttes ud som grydeklar kyllinger med et CV af 12-taller men drænet for drive og nyskabende tankemønstre, fordi læringssystemet er udformet i en svunden tid:

– Vi kommer typisk ind på universitetet igennem et monodisciplinært system. Det betyder, at vi har en tendens til at tænke i siloer. Så det der med at sætte verdener sammen, så biologi lige pludselig arbejder sammen med filosofi er nærmest en utopisk tankegang, fordi det er meget mere indviklet at publicere tværfagligt end monodisciplinært. Konflikten i det er, at vores samfund står over for en lang række komplekse problemstillinger vedrørende sundhed, klima og immigration, som kalder på tværfaglige løsninger. Forskerne er en nødvendig del af de løsninger, men vi får det ikke i spil, fordi vi i organisationsstrukturen og mindsettet på universiteterne gør, at vi lukker os om os selv. Og så bliver vi ikke en del af løsningen, supplerer Kristian M. Martiny.

Vi vender det hele på hovedet og starter med problemerne, så det bliver en dynamisk proces, hvor man løbende undersøger, hvad der virker.

Selvom direktøren anerkender, at der er store udfordringer forbundet med overgangen fra enkelt- til tværfaglig specialisering, er han overbevist om, at de nye forskningmetoder er nødvendige for at skabe impact, der giver mening for samfundet:

– Vi vender det hele på hovedet og starter med problemerne, så det bliver en dynamisk proces, hvor man løbende undersøger, hvad der virker. Så alt det der med at lukke med patenter og vente ti år på, at alle dobbeltblindede peer reviews er kørt igennem osv., gør vi ikke. Ideen med open science er, at vi åbner forskningsprocesserne op så hurtigt som muligt, og der er de forskellige interessenter også med inde over. Og så begynder vi at udvikle viden sammen med dem og med problemet i fokus. Det kræver nye teknologier, nye måder at kommunikere på, nye samarbejdsformer og fladere hierarkiske strukturer, hvor man anerkender viden på alle niveauer, siger han.

Siden Collaboratiet startede for 5-6 år siden, har deres forskningsmetoder fået en blandet modtagelse. Mens nogen fortsat mener, at deres tilgang er “hul i hovedet”, møder de både universitetsprofessorer og folk fra erhvervslivet, der er klar til skrive et nyt, og måske uundgåeligt, kapitel i dansk forskning.

__

Er du blevet nysgerrig på Collaboratoriets univers og forskningsmetoder, kan du se mere i dokumentarfilmen Collaboration – On the Edge of a New Paradigm? Til foråret udkommer de med en lærebog om åben forskning og kollaboration.

Kristian Moltke Martiny, direktør for Collaboratoriet.
Den 34-årige forsker er tilknyttet afdelingen for psykologisk og social forskning på Elsass Instituttet og fik sin Ph.D. i filosofi og kognitiv neurovidenskab i 2015 fra Københavns Universitet i samarbejde med Elsass Instituttet.

Alfred Birkegaard, kreativ direktør for Collaboratoriet
Alfred Birkegaard forsker i, hvordan brugen af ny teknologi forandrer og muliggør nye kollaborative organisationsstrukturer. I 2015 færdiggjorde han sin Ph.D., som han skrev i mellem filosofi på RUC og biotekvirksomheden, Novozymes.