Videnskabelige tidsskrifter sluger hundredevis af forskningsmillioner

samfund


Det koster statskassen flere hundrede millioner at lade forskerne læse om andres – og i øvrigt også deres egen forskning. Stadigt stigende priser kan blive en hæmsko for den frie forskning.

De videnskabelige forlag, der udgiver videnskabelige resultater, har en formidabel forretning kørende. Forskningen de publicerer er som regel betalt af det offentlige, og oven i det betaler forskerne for at udkomme i tidsskrifterne!

Kvalitetssikringen af indholdet bliver for det meste lavet gratis ved peer-review af andre forskere. Og når så andre forskere skal have adgang til at læse artiklerne, skal de betale høje priser, der er stejlt stigende.

– Forlagene er en slags virksomhed, der får produceret en gratis råvare, som de siden tager høje priser for, og de haler penge hjem – det er enhver direktørs våde drøm, siger Charlotte Wien, der er chef for research og analyse på SDUs forskningsbibliotek, som er Danmarks næststørste af sin slags

– …Og problemet er jo, at vi kan risikere, at forskerne ikke kan få adgang til ny viden, hvis priserne fortsætter med at stige. Men vi på forskningsbibliotekerne skal kunne give forskerne deres råmateriale i form af artikler. Det er vores opgave.

Dermed er det en slags Catch-22 logik – det bliver stadigt dyrere at tegne abonnementer, og det er meget nødvendigt at blive ved.

Med prisstigningerne og forlagenes lave omkostninger, er videnskabelige artikler blevet et lukrativt marked. The Guardian angiver fx markedet globalt til en værdi af lige over 150 milliarder kr årligt – cirka på linie med filmindustrien. Men afkastet er langt større end i mange andre brancher, netop fordi der er så få udgifter. Allerede i 2010 havde videnskabelige forlag et afkast på 36%, et tal der flugter med technologigiganter som Google og Apple.

I Danmark er det Danmarks elektroniske fag- og forskningsbibliotek (DEFF), der varetager opgaven med fra centralt hold at forhandle priser med forlagene. Men ude på de enkelte universiteter bliver der også lavet lokale aftaler. Derfor er det meget svært at få et samlet overblik over omkostningerne, men DEFF skriver i en mail til Science Report, at…

– …danske universiteters udgift til dette område i 2017 estimereres til lidt over 224 millioner danske kroner.

Heraf udgør de ca. 30% eller 68 mio. udgifter til lokale aftaler.

Alle pengene går dog ikke til forlagene som betaling for tidsskrifter. Også udgifter til databaser, e-bøger, referenceværker og andre elektroniske informationsressourcer er medregnet. Langt den største udgift er dog dén til tidsskrifter.

Store stigninger
Der har i mange år været store stigninger – DEFF angiver mellem 1-4% om året og formentlig mere, hvor de enkelte universiteter har indgået aftaler med forlagene. Og der er et problem, skriver de fra DEFF:

– Vi ser en bekymrende tendens til, at internationale akademiske forlag tyer til, udover de årlige prisstigninger, at omlægge deres prismodeller med få års mellemrum – ikke sjældent med yderligere prisstigninger som følge. Individuelle institutioner kan som resultat af sådanne skift i prismodeller blive udsat for væsentligt højere procentuelle prisstigninger.

Dyveke Sijm, der er specialkonsulent og ansvarlig for forhandlingerne med forlagene, har et konkret, om end anonymiseret eksempel. Hun skriver:

– Forlag X valgte i 2017 at omlægge deres prismodel, med den konsekvens at de 6 forskningsinstitutioner, der havde licens til forlagets produkt – en tidsskriftskollektion på cirka 40 titler, fra 2016 til 2017 gik fra en samlet betaling på 117.988£ til 124.575£.

Altså en stigning på over 5% på et år.

I runde tal er de samlede udgifter steget fra ca. 130 mio. kr i 2009 til de godt 200 mio. i år, eller 70 mio. på 8 år.

Der mangler konkurrence
Når det er nået så langt, skyldes det langt hen ad vejen en mangel på konkurrence, forklarer Charlotte Wien:

– I gamle dage var der tidsskrifter på universiteterne, men de er uddøde, og derfor er der ingen konkurrence. Samtidig tæller publikationer i små tidsskrifter meget lidt eller slet ikke på forskernes publikationslister, og derfor er de meget villige til at betale for at komme i de store tidsskrifter.

Samtidig har institutionerne været vant til høje priser pga. blandt andet forsendelsesomkostninger

– Førhen var det dyrt for tidsskrifterne at sende blande rundt i hele verden og derfor gav det god mening med en høj pris, men i dag er de fleste digitale og har meget få omkostninger.

Hvis det ikke ændrer sig…
Hos DEFF er vurderingen, at…

– …med mindre at der sker en fundamental omlægning af den proces videnskabelige artikler bliver produceret og publiceret i, så er det nok ikke sandsynligt, at mønsteret med årlige prisstigninger ændrer sig.

Hvad det så betyder på længere sigt har hverken Charlotte Wien eller Dyveke Sijm lyst til at gisne om. Dyveke Sijm skriver:

– Hvad konsekvensen bliver afhænger jo især af, hvordan individuelle institutioner vælger at håndtere udfordringerne. Jeg kan bekræfte, at den nuværende situation med vigende budgetter og stigende priser betyder, at de institutioner DEFF forhandler på vegne af, er nødt til at prioritere benhårdt og fra tid til anden opsige licenser.

 


(Visited 677 times, 16 visits today)

Last modified: september 17, 2017