samfund

Willerslev: Bevillinger belønner fantasiløs forskning

Projektbeskrivelserne bør spille en langt mindre rolle, og CV’et en langt større, når man søger penge, mener den succesfulde danske professor Eske Willerslev. Som det er nu favorisere man ikke ”groundbreaking” forskning.

Af - 3. april

Mange forskere bruger uforholdsmæssig lang tid på ansøgninger for at finde penge til deres forskning. De skal ikke bare beskrive projektet, men også dokumentere at projektet vil lykkes og gerne forudse hvad der kommer ud af det:

– Når vi sidder en gruppe forskere ved et bord, ved vi alle sammen godt – vi skal udfylde de her projektbeskrivelser og det skal se ud som om vi har gennemtænkt det fra a-z, men vi ved jo godt alle sammen, at hvis du vil lave groundbreaking forskning, så kommer det ikke til at foregå på den måde, vi skriver, forklarer Eske Willerslev over kaffekopperne på cafébordet og signalerer med det samme, at han er godt i gang med en karsk revselse af den måde pengene fordeles i forskningsverdenen.

Præmissen om at du skal kunne dokumentere, at et projekt vil lykkes og hvad der kommer ud af det betyder grundlæggende, at projektet ikke vil være ”groundbreaking”

– Problemet er, at de, der oftest får forskningspengene, ikke dem med det bedste CV eller den bedste ide, men dem, der på overbevisende vis har været i stand til at tikke alle de bokse af i en ansøgning, som gør, at der er minimal risiko, men derfor heller ikke noget fundamentalt nyt at hente. Dem der får pengene er ”the best of the average mean”.

Derfor er bevillingsprocessen, ifølge Willerslev, i dag i modstrid med ideen om, at forskning er opdagelse af nyt og ukendt land dvs. ”groundbreaking”. Og det er jo paradoksalt, for det er jo basalt det, som vi alle ønsker; forskerne, samfundet og politikerne.

– Præmissen om at du skal kunne dokumentere, at et projekt vil lykkes og hvad der kommer ud af det betyder grundlæggende, at projektet ikke vil være ”groundbreaking”, da ”groundbreaking” i sagens natur betyder, at du viser noget som de fleste ikke troede, hvad enten det er at opfinde en ny ting eller vise en ny sammenhæng. ”Groundbreaking” betyder, at opdagelsen er fundamental ny og overraskende.  ”Groundbreaking” betyder også, at du ikke kender alle svarene på forhånd. Du ved ikke, hvordan du vil løse alle problemerne på forhånd. For i sagens natur kender du ikke alle de problemer, du vil støde på.

– Det meste groundbreaking kommer jo ikke ved, at du siger hvad du vil levere, men ved at du leverer noget helt andet, end det de fleste troede muligt, og måske også hvad du selv troede var muligt.

Eske Willerslev er ikke alene med sin holdning. I foråret 2017 skrev Donald Braben, der er æresprofessor på afdelingen for Earth sciences på University College London, en artikel i Times Higher Education, der beskrev, hvordan fordelingen af penge siden 1970erne tilgodeser færre ”groundbreaking” opdagelser.

En artikel underskrevet af mere end 35 toneangivende forskere, herunder flere nobelprismodtagere, der angiver, at de ikke ville kunne finde penge til den forskning, der ledte til deres nobelgivende gennembrud.

CVet skal bestemme
Det er som bekendt altid nemt at kritisere, men adspurgt hvad man i stedet skulle gøre falder svaret promte:

Vi kan kun øge sandsynligheden for et gennembrud ved at give penge til folk, der har vist, at de er i stand til at lave gennembrud.

– Vi skal have excellence på alle niveauer – både junior-, mellem- og seniorniveau. Det skal der ikke være tvivl om. Men det, der definerer excellence, er ikke det samme på alle tre niveauer – og det er en af de fejl, man gør i dag – at det er de samme kriterier for bedømmelse af en ansøgning om man er PhD studerende, post doc eller professor.

I stedet for at skulle forudsige præcis, hvad der kommer ud af ens forskning, skal man ifølge Willerslev på seniorniveau kun se på ansøgernes track record og slet ikke på projektet:

– Forskningsprojektet – hvad jeg skal gøre med mine penge – er faktisk ret ligegyldigt. Det handler om at finde den rigtige person, for så har du den største sand synlighed for, at der kommer noget interessant ud af det. På seniorniveau har du en lang trackrecord – måske været i gang de sidste ti år og vist om du kan levere. Hvis du har en person, der har leveret de sidste 10 år, er der intet der taler for, at vedkommende ikke også vil være i stand til fortsat at levere de næste 3-5 år, eller hvor langt en bevilling nu strækker sig over.

– Projektet er sådanset ligegyldigt, for ingen kan forudse, hvor gennembrud opstår forskningsmæssigt. Vi kan kun øge sandsynligheden for et gennembrud ved at give penge til folk, der har vist, at de er i stand til at lave gennembrud.  Det er præmissen om, at man ikke kan forudse, hvor forskningsgennembruddet finder sted, der er svær for ikke forskere at acceptere. Men det er og bliver præmissen, hvis man vil have groundbreaking forskning.

Reviewsystemet virker ikke
Men der er andre grunde til, at procedurerne skal laves om på seniorniveau. Det drejer sig om review-processen.

Eske Willerslevs to største gennembrud er, ifølge ham selv, da han beviste jord holdt på DNA fra større dyr og planter selv mange tusind år tilbage i tiden, og da han sekventerede genomet af verdens første fortidsmenneske. I de projekter havde han endog meget svært ved at skaffe penge og fik tillige dårlige reviews på sine ansøgninger:

– Det er interessant, at de to opdagelser, som jeg har bygget hele min karrierer på, og som har ført til mere end 40 Nature og Science artikler, havde så svært ved at opnå støtte. Enten troede reviewerne ikke det kunne lade sig gøre, eller også kunne de ikke se, hvad det skulle bruges til.

På seniorniveauet har man muligheden for at få den bedste parameter på, om folk kan lave banebrydende forskning – nemlig hvordan de har leveret gennem deres karriere – helt gratis.

Men som pengene fordeles i dag, spiller reviewprocessen en skæv rolle:

– Forskning idag er udsat for så hård konkurrence, at hvis jeg får et review af en af mine konkurrenter, så er der en real risiko for, at han eller hun giver et dårligt review bare for at stække min konkurrenceevne. Sådan som systemet er i dag, hvor de fleste reviewers er anonyme, så det er gratis at slagte et projekt på et usagligt grundlag. Og mere skal der normalt ikke til for, at du ikke får din bevilling. Derimod er et CV en ret objektiv parameter, og alle indenfor et bredere forskningsområde kan være rimelig enige om, hvad et godt CV er.

Et andet problem er, at alle forskere ikke er lige så innovative som projektansøgerne. Derfor bliver  bedømmelsen af et projekt nemt subjektivt og meget afhængig af præcist, hvem der reviewer projektet.

– Som en af mine kollegaer i Cambridge har sagt: ”Evnen til at forstille sig noget ny som forsker, er en normal fordelingskurve (dvs. En klokkeformede kurve). Hvis du høre til de mest innovative forskere, er sandsynligheden kæmpe stor for, at dit projekt vil blive bedømt af andre forskere som er langt mindre kreative end dig, og derfor ikke forstår det og ikke støtter det”. Det er naturligvis meget uelegant sagt, men ikke desto mindre sandt, og et stort problem hvis målet er groundbreaking forskning.

Mellem – og juniorniveau
Men hvis CV’et skal spille en altafgørende rolle for fordelingen af penge, så vil det naturligvis skabe problemer for forskere på mellem- og juniorniveau, der også skal bruge funding. Men det har Willerslev også en løsning på:

– Ja, for på mellemniveauet har de stadig en trackrecord. Men her bør man nok også skele til projektbeskrivelsen – især hvis track-recorden ikke er særlig lang – men track recorden bør stadig spille den allerstørste rolle.

Men hvad så på junior niveau, for her vil det jo være meget svært at vælge de rigtige ud fra et kort CV?

– På juniorniveau har man måske været i gang som post doc, så track recorden er ikke lang, men da der ikke er så meget andet at vurdere på, bliver man nødt til at gå med projektet – selv om det ikke er ideelt.

Der skal stadig ”måles” på modtagerne
Det kommer nemt til at lyde som om pengene bare skal uddeles, uden der nogensinde bliver spurgt ind til, hvad de skal bruges til. Men det er Willerslev ikke enig i:

Ingen kan forudsige, hvor det næste videnskabelige gennembrud kommer fra – derfor skal det være personen frem for projektet, der får pengene.

– Jeg mener stadig, man skal måle på forskerne, og se hvad de opnår. Man skal se på, hvad der kom ud af det, når bevillingens perioden er slut.

– Og det bør ske på to måder:

– Man kan måle på, hvor folk publicerer, også selv om nogle mener, at high impact tidskrifter som Science, Nature og Cell er noget fashy noget, så siger det noget om impact af studierne. Der er også high impact special tidsskrifter, og de kommer naturligvis også med.

Den anden parameter handler om citationer:

– …man må kigge over en lang periode og være meget specifik – sådan noget som cancerforskning får ofte mange flere citationer, så man er nødt til at være meget specifik indenfor fagfelterne.

Samlet mener han, at de to parametre vil give mening og skal afgøre, om en forsker skal have en ny bevilling.

”Kvote 2” kategori
Det system kunne meget nemt give en skævvridning, så de, der først en gang fik midler, nemmere vil få igen, og de, der har fejlet, ikke få chancen igen. Derfor skal man have en ”kvote- 2” kategori:

– Der skal sættes en vis sum penge af til dem, som har en dårlig trackrecord og måske ikke har nået noget godt resultat, hvor man gør lidt som i dag, hvor projektet spiller en stor rolle, for de skal selvfølgelig have chancen igen, forklarer han og slutter:

– Ingen kan forudsige, hvor det næste videnskabelige gennembrud kommer fra – derfor skal det være personen frem for projektet, der får pengene. Kun ved at vælge de rigtige personer snarere end projekter, maksimerer man sandsynligheden for nye videnskabelige gennembrud.

LEO Fondet vil uddele trecifret millionbeløb de kommende år

LEO Fondet, der er aktiv ejer af virksomheden Leo Pharma, er én af Danmarks største erhvervsdrivende fonde. Til trods for, at fondet har uddelt penge til forskning siden 2011, er det først for nylig, at det for alvor er kommet på landkortet. Med en ny uddelingsstrategi på plads er Leo Fondet nu klar til at

!-- post details -->

samfund

Dansk professor henter millioner fra amerikansk side

Professor på Aarhus Universitetet har fået hul igennem til amerikanske private fonde og filantroper, der både har en større risikovillighed end i Danmark og i langt højere grad fokuserer på forskningens impact i samfundet