Kan vi måle bevidsthed?

When you look away

af | Forside, whenyoulookaway

...når du kigger væk er Phie Ambos tredje film om forholdet mellem kunst og videnskab

Dokumentaren, …når du kigger væk, er Phie Ambos tredje film om forholdet mellem videnskab og menneskelig eksistens. I filmen undersøger instruktøren emnet bevidsthed, som for hende hænger uløseligt sammen med virkelighedsopfattelsen.

Hun har arbejdet på de tre dokumentarer i ti år, og selvom hun kunne have fortsat for evigt på den rejse, var hun ikke i tvivl om, hvor den skulle ende, ligesom hun heller ikke var i tvivl om, hvor den begyndte. Begge beslutninger træf hun ud fra sin fornemmelse, ikke ud fra en produktionsplan, som ellers plejer at dominere processen.

I det hele taget har Phie Ambo kastet alt, hvad der hedder, ”sådan plejer man at gøre”, over bord i arbejdet med den afsluttende film om bevidsthed.

Det er jo en ret speciel film, fordi den handler om noget, der ikke kan beskrives. Nemlig bevidsthed.

– Det er jo en ret speciel film, fordi den handler om noget, der ikke kan beskrives. Nemlig bevidsthed. Ikke som en funktion af hjernen, men som noget meget mere abstrakt. Du kan ikke gå til eksperter for at lave sådan en film. Der findes mange bud og fortolkninger, men der er ikke nogen, der ved, præcist hvad bevidsthed er. Derfor var det en stor udfordring at lave et koncept for filmen, men skal man så bare lade være med at gøre det, spørger Phie Ambo sig selv. 

For den erfarne dokumentarist, der har beskæftiget sig med mange andre store emner som kunstig intelligens, kærlighed og familierelationer, er emnet bevidsthed for vigtigt til bare at lade ligge.

Ifølge Phie Ambo hænger bevidsthed uløseligt sammen med vores virkelighedsopfattelse, som hun mener, at vi altid bør blive ved med at udforske og udfordre.

Hvordan vi opfatter virkelighed kan ikke løsrives fra vores bevidsthed.

– Hvordan vi opfatter virkelighed kan ikke løsrives fra vores bevidsthed. En masse beslutninger bliver taget på baggrund af en bestemt virkelighedsopfattelse, så det er vigtigt at stille spørgsmålstegn ved vores virkelighedsopfattelse, for måske er den fejlagtig eller mangelfuld, siger Phie Ambo, der fandt sin egen måde at undersøge det umulige på.

En film om det umulige
Ved at stille nogle dogmer op for sig selv, prøver hun på at snyde virkeligheden. Lokke den ind i kameraet og på den måde lave nogle mellemrum, hvor alt det man ikke kan beskrive, kunne komme ind, som hun selv forklarer. Første dogme gik ud på, at hun ikke måtte caste. Alle medvirkende i filmen skulle komme af sig selv eller via andre, hun måtte ikke opsøge nogen. Den anden regel var, at filmen skulle fortælles kronologisk og den tredje, at hun ikke måtte stille spørgsmålstegn ved folks verdenssyn.

– Normalt stiller man spørgsmålstegn ved folk, for man vil ikke beskyldes for at være mikrofonholder, man vil jo være den, der holdt fast i sig selv og forholder sig kritisk. Men for at kunne begive sig ud på sådan en rejse, er det vigtigt ikke hele tiden at stå og vurdere, om det nu kan passe, at hun eksempelvis taler med de døde. Så er man allerede for lukket. Normalt fortæller man ikke film kronologisk, man fortæller dem, sådan som dramaet ligger bedst, men for at se, hvad der skete, når jeg sendte den her bowlingkugle afsted ind i spillet, var det vigtigt ikke at flytte rundt på kronologien, fortæller Phie Ambo, der ikke kan finde på andre måder, at lave en film om noget, man ikke kan lave film om.

Det var nødt til at være sådan en kakofoni af stemmer, fordi bevidstheden ligger et eller andet sted mellem alle de her mennesker.

– Det svære ved det her emne er jo, at hver gang du lukker tingene ned, så er de uinteressante, så forsvinder de. Det var nødt til at være sådan en kakofoni af stemmer, fordi bevidstheden ligger et eller andet sted mellem alle de her mennesker. Hvis jeg selv havde valgt dem, så ville de igen kun blive et spejlbillede af mig, og så ville der ikke komme noget ind, der ville fortælle os noget, vi ikke selv kunne have forestillet os, siger hun og svarer på, om hun selv mener, at det er lykkedes hende at lave en film om noget, man ikke kan lave film om.

Blandede reaktioner
– Jeg har ikke nogen vurdering af, om det er lykkedes eller ej. Det kræver, at man har et succesparameter. Det her har været en udforskning, der skulle være fuldstændig åben, jeg har ikke haft en forestilling om, hvordan den skulle ende. Dét var processen, og det er sådan jeg lægger den frem, og så er resten op til publikum.

Reaktionerne fra publikum har været blandede, fortæller Phie Ambo. Hendes kernepublikum har taget godt imod filmen, de har følt sig berørte og håber, at den kan åbne op for dialogen omkring, hvordan viden deler sig, som hun siger. På den anden side har hun mødt modstand fra naturvidenskabelige mennesker, der er blevet voldsomt provokeret af måden hun har lavet filmen på.

hun har mødt modstand fra naturvidenskabelige mennesker, der er blevet voldsomt provokeret af måden hun har lavet filmen på.

– Det har været svært at forklare dem, at det er en del af konceptet, at Holger Bech Nielsen pludselig sidder med en clairvoyant – at det ikke er mig der har valgt dem, der var med i filmen, men at de er kommet af sig selv og via hinanden. Så der har jeg godt kunne mærke, at den støder nogen på manchetterne, fordi den udvisker et videnshieraki. Filmen siger, at det, som viceværten fortæller i kælderen i Valby, er ligeså interessant, som det Holger fortæller. Og det mener jeg også, at det er.

Vi har intet at miste
Denne vilje imod at være åben for, de ting vi ser, ærgrer Phie Ambo. For som hun siger, har videnskaben ikke nogen begrænsninger i sig selv. Det kommer an på, hvordan man forvalter det.

– Men problemet er jo med alle paradigmer eller virkelighedsopfattelser, at dem der forvalter dem kan have tendens til at se det som et lovskrift, at den her videnskabelige undersøgelse skal laves på den og den måde, for at vi kan bruge den. I stedet for at tænke over, at metoden måske bør laves om, eller at man måske skal kigge på det på en helt anden måde, måske er det man leder efter et helt andet sted, måske er de instrumenter, man har til rådighed lige nu, slet ikke egnede til at måle det, man gerne vil måle, siger hun og fortsætter.

Jeg synes, at det er vigtigt at holde tungen lige i munden og ikke skubbe videnskaben foran sig til at sige, det kan ikke lade sig gøre, for det kan jeg ikke måle.

– Jeg synes, at det er vigtigt at holde tungen lige i munden og ikke skubbe videnskaben foran sig til at sige, det kan ikke lade sig gøre, for det kan jeg ikke måle. Videnskab er jo at betragte, det der sker i virkeligheden og prøve at lave nogle forsøgsopsættelser, som kan fortælle os mere. Hvis man ikke er åben over for det og kun ønsker at få bekræftet sin egen antagelse, så kommer vi aldrig til at producere ny viden. Og vi lever altså i en tid, hvor det er fuldstændig essentielt, at der bliver lavet nye løsninger, siger instruktøren og fortsætter.

– Vi står overfor menneskehedens måske største udfordring med klimaforandringerne, så der skal eksperimenteres og tænkes nyt. Og så nytter det ikke ikke noget at fortsætte i samme spor, fastslår Phie Ambo og slutter med en punchline.

– Altså det kan aldrig være forkert, at se på det man oplever. Det kan aldrig være forkert.

Filmen vises ved et arrangement på flere af landets universiteter d. 27. september og har premiere i oktober. Læse mere i vores tema om …når du kigger væk.


(Visited 444 times, 8 visits today)

Last modified: september 14, 2017