I lyset af den aktuelle corona-pandemi vurderes det ikke som muligt at gennemføre Videnskabsfestivalen Bloom den 16.-17. maj som planlagt.
Den gratis festival skulle for fjerde år i træk have gjort sine flere end 10.000 gæster klogere på natur- og videnskab gennem 90 talks, debatter, vandringer, kunstoplevelser, koncerter og workshops på tværs af otte scener i Søndermarken.
Men Bloom aflyser ikke – Bloom omprogrammeres. Blooms DNA er at præsentere publikum for et åndehul af viden, kloge betragtninger og velbegrundede fakta ved at åbne kompliceret videnskabeligt stof op og gøre det tilgængeligt og fængende. Ofte krydsbefrugtet med kunst og kultur. Det vil og kan Bloom stadig. Derfor er Bloom i fuld gang med at omprogrammere, nykuratere og genformatere festivalens mange talks, vandringer, debatter, koncerter og kunstoplevelser, så Bloom genopstår både som liveevents og som digitalt indhold. I dag løftes sløret for en række koncepter, mens det fulde program forventes lanceret i maj måned.
Festivalleder Svante Lindeburg udtaler:
”Vi er rigtig ærgerlige over, at vi ikke kan gennemføre Bloom i Søndermarken til maj som den festival, vi kender, elsker og har lagt vores hjerte i. Men vi er også fortrøstningsfulde: Vi arbejder på højttryk for at kunne bringe de største highlights fra Blooms program til publikum, når corona-virussen forhåbentlig er kommet under kontrol. Hvis folk ikke kan komme til Bloom, så må Bloom komme til folk. Derfor udkommer vi med en række nyt digitalt indhold og tager på en slags landsturné i efteråret. Der skal lyde en stor tak til de støttende fonde og bidragsydere, som har stået bag os hele vejen i denne tid.”
Bloom popper op over hele landet
Bloom arbejder på en række arrangementer med hovedtalere og udvalgte aktiviteter fra festivalens program. Når myndighederne tillader det, inviterer festivalen til event-serien ’Sundays Under The Oak’ på Blooms ikoniske friluftsscene under Søndermarkens ældste egetræ. Her vil publikum gennem seks søndage kunne opleve talks, symposier, musik, kunst, litteratur, vandringer og meget mere – ganske gratis. Derudover vil Bloom besøge resten af landet med arrangementer til blandt andet Roskilde Festival, Aarhus Festuge, Krogerup Højskole, Det Kongelige Teater samt til Golden Days Festival. Der er også blevet plads til Bloom School, som bliver udsat fra maj til august, hvor elever i udskolingen kan møde nogle af landets dygtigste forskere og formidlere.
Digital satsning bringer natur og videnskab ud til endnu flere
Samtidig styrker Bloom sit digitale indhold af podcasts og video. Blooms digitale indhold giver forskere mulighed for at formidle deres forskning direkte til Blooms store natur- og videnskabsinteresserede publikum. Bloom har det sidste halvandet år arbejdet med både video og podcast, og de foreløbige erfaringer varsler et stort potentiale. Særligt videoformatet Bloom Aftertalks har haft imponerende succes og er set mere end 70.000 gange. Det hele samles på en ny kanal – Bloom Channel – hvor det digitale indhold kan tilgås når som helst ganske gratis.
Hvad sker der med Bloom 2020?
Bloom i Søndermarken den 16.-17. maj vil ikke finde sted. I stedet bliver Bloom i år omprogrammet til en række liveevents og digitale tiltag. Det fulde program herfor udkommer i løbet af foråret.
Bloom School flyttes fra 14. maj til august. Deltagende skoler informeres direkte. Bloom School er Blooms undervisningstilbud for Frederiksbergs skoleelever og foregår i Søndermarken.
Hvem står bag Bloom?
Bag Bloom er Golden Days Sekretariat, som har mere end 25 års erfaring med kulturformidling og udviklingen af festivaler/events, hvor svært tilgængelige stofområder åbnes op og gøres relevante for et bredt publikum. Bloom er lavet i tæt samarbejde med Carlsbergfondet. Andre partnere og støtter er: LEO Fondet, Fonden Roskilde Festival, Frederiksberg Kommune, 15. Juni Fonden, Frederiksberg Fonden, Otto Mønsteds Fond, Augustinus Fonden og Statens Kunstfond.
Hvornår kommer det fulde program?
Programmet for Bloom bliver løbende offentliggjort. Se mere på bloom.ooo, facebook.com/bloomfestivaldk og instagram.com/bloom.festival.
