Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Andre skriver

Ny leder for datalogi på Københavns Universitet

Jakob Grue Simonsen, professor ved Datalogisk Institut på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, tiltræder pr. 1. april 2021 som institutleder samme sted.

Det oplyser Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

En ekstremt inspirerende underviser, der forstod at pirke til de rigtige dele af hans matematiske nysgerrighed, afgjorde Jakob Grue Simonsens valg af uddannelse: Det var datalogien, der skulle have hans fulde opmærksomhed.

I 2001 blev han Cand. Scient. i Datalogi fra Københavns Universitet, og efter et år i det private erhvervsliv som softwareingeniør vendte Jakob Grue Simonsen tilbage til universitetet som ph.d. studerende i Datalogi. Da den var færdiggjort fulgte han den akademiske karrieretrappe på Datalogisk Institut som postdoc i 2005, adjunkt i 2006, lektor i 2010 og professor i 2015. Undervejs krydrede han arbejdet med en MBA fra Edinburgh Business School i 2008. På Datalogisk institut har han desuden været viceinstitutleder for forskning fra 2012-2015 og har siden 2018 og til nu været sektionsleder for Programming Languages and Theory of Computation.

Samfund og virksomheder har i de seneste mange år i stigende grad efterspurgt datalogikompetencer. Som institutleder vil Jakob Grue Simonsen især fokusere på, at instituttet både formår at levere ind i det samfundsbehov, men også sikrer forskerne plads til at forske og skabe de nye datalogiske resultater, der bliver brug for i fremtiden. Desuden ser han gerne, at Datalogisk Institut sammen med kolleger fra nære universiteter samler sine kvalifikationer og etablerer sig tydeligt som et kraftcenter og den foretrukne partner for såvel virksomheder som myndigheder, som i deres virke har brug for datalogisk know-how i verdensklasse.

Jakob Grue Simonsen afløser professor Mads Nielsen, som efter fem produktive år som leder af Datalogisk Institut er vendt tilbage til sit professorat i Computervision på Datalogisk Institut.

– Datalogisk Institut har i de seneste år markeret sig som en meget stærk forskningsinstitution både nationalt og internationalt. Jakob Grue Simonsen står således med et institut i rivende udvikling og skal med sin store viden og erfaring inden for området sikre, at den udvikling fortsætter. Jeg er overbevist om, at han er den rette til opgaven og jeg ser meget frem til samarbejdet, siger Katrine Krogh Andersen, dekan på det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.