Det er ærgerligt at dansk forskningspolitik i en periode med ellers store forskningsbudgetter, overser områder som i den grad udgør en vigtig vækstmotor for det danske samfund, nemlig den anvendelsesorienterede sundheds- & velfærdsforskning.
Den 3. marts offentliggjorde seniorforsker ved Aarhus Universitet og NIFU Kaare Aagaard, en artikel med titlen: ”En dobbelt timeglasudfordring? Et kritisk blik på dansk forskningsfinansiering”.
Artiklen skitserer i korte træk, hvordan finansiering af forskning i Danmark overvejende trækker i to retninger; vertikalt og horisontalt.
Vertikalt, viser Aagaards artikel, kanaliseres stadigt flere midler mod enten toppen i form af forskningsmæssige elitemiljøer eller mod bunden, repræsenteret ved den stadigt større mængde af ph.d-studerende.
Horisontalt bliver det endnu mere interessant, for her rettes midlerne i stadigt stigende grad mod den erhvervs- og vækstrettede forskning på den ene side, og på den anden den rene akademiske “excellence” forskning fundet på universiteterne.
En dobbelt timeglasmodel
Dette giver grafisk, hvad Aagaard kalder, en dobbelt timeglasmodel.
Lige så store de fire ender af timeglassene er, ligeså smal er midten af aksen. Hvad er midten da? Den er blandet andet befolket af den anvendelsesorienterede sundheds- og velfærdsforskning. Forskning, som igennem en årrække er blevet udført i sektorforskningsinstitutionerne, før de blev integreret i universitetsmiljøerne.
Det er dog på mange måder paradoksalt, at den anvendelsesorienterede sundheds- og velfærdsforskning i den grad overses i forskningspolitikken og dermed ender i dette tomrum – i midten på akserne. Særligt i en tid, hvor vækst ellers betones som et centralt omdrejningspunkt for fordeling af midler, hvad end det gælder vækst som resultat af akademisk excellence eller som resultat af erhvervsrettet forskning.
Velfærd og sundhed
Anvendelsesorienteret forskning, der sætter fokus på velfærdsstatens udfordringer, er i et vækstperspektiv et helt essentielt værktøj for os alle. Det er den, fordi gevinsterne ved at komme disse udfordringer i møde netop skaber grundlaget for en gennemgribende samfundsmæssig vækst. En vækst der foregår på mange planer.
Ser man på sundhedsvæsnet, understøtter den anvendelsesorienterede forskning en vigtig prioritering og styring af sundhedsydelser. Ved at støtte her skaber vi, med forskningen, mere sundhed for pengene, som igen bidrager til at optimere nytten af de offentlige ydelser.
For den enkelte borger er væksten kort og godt repræsenteret i, at nye veje til et godt liv åbnes trods sundhedsmæssige udfordringer. Når sundheden bliver forbedret for den enkelte, smitter det samtidigt af på væksten for samfundet som helhed.
For vi ved, at når sundheden stiger for den enkelte, stiger også mulighederne for tilknytning til arbejdsmarkedet med deraf positive samfundsmæssige konsekvenser. Samtidig stiger overskuddet til deltagelse i frivillighed, som understøtter sammenhængskraften i samfundet.
For de der arbejder med at skabe de optimale betingelser for udviklingen af velfærdsstatens ydelser til borgerne, er det velkendt, at man også her bidrager til grundlaget for vækst i samfundet. Det er også velkendt blandt disse, at det kun kan lade sig gøre, såfremt de har adgang til den absolut nyeste viden i form af anvendelsesorienteret forskning.
Det er derfor nødvendigt, at forskningspolitikken i stigende grad støtter forskning bredt og sikrer et forskningslandskab som ikke fremover “er tomt på midten”.
Camilla Palmhøj Nielsen er ph.d. og forskningschef ved DEFACTUM og Morten Delauran Terkildsen er ph.d. i antropologi og forsker også ved DEFACTUM, et forsknings- og konsulenthus i Region Midtjylland.
