debat

Digital humaniora for dummies

Katrine Frøkjær Baunvig slår på tromme for at lade computer-impotente forskere invitere de software-kreative på kaffe. Det kan der komme nyskabende forskning ud af.

Af - 17. maj

Katrine Frøkjær Baunvig er lektor og Ph.d. ved institut for Historie og Religionsstudier på SDU

Jeg har fundet ud af, at Grundtvig var sindssyg. Eller det vil sige: Det har længe været en almenkendt sandhed. En af de første til at iklæde påstanden kittel og forskningspatos var psykiateren Hjalmar Helweg, som i patografien N.F.S. Grundtvigs Sindssygdom diagnosticerede Grundtvig (meget) posthumt som maniodepressiv.

Bogen er fra 1918. Her næsten 100 år efter satte jeg mig for at efterprøve ideen, fordi jeg formodede, at Helweg havde ret, men også fordi jeg mente, at der stadig manglede en lødig-acceptabel måde at argumentere for det på.

Helwegs studie består af en masse tilfældige nedslag i Grundtvigs forfatterskab, der skal illustrere henholdsvis rundtossede, maniske og træge, depressive tilstande. Den slags cherry-picking er selvsagt ikke nogen metodisk farbar vej. Derfor var jeg glad for, at Grundtvigs nyligt digitaliserede fuldkorpus faldt mig i hænde: Omtrent 1000 tekster, 33.000 normalsider, fordelt på ca. 8 millioner ord og skrevet over en periode på næsten 70 år.

Disse kunne hjælpe mig med at måle hans sindsstemning i bestemte perioder. Hvad jeg fandt ud af, vil jeg lade hænge som en tarvelig cliffhanger.

Nye mønstre i store mængder materiale
For denne artikel handler ikke så meget om mine forskningsresultater, som den handler om måden, hvorpå jeg nåede frem til dem. Mere præcist: Den handler om at arbejdsdeling er nødvendig for alle, som gør brug af digital humaniora.

Jeg ved ikke noget-som-helst om programmering, men for at sætte min analoge ekspertise i spil i forhold til det enorme digitale Grundtvig materiale, var jeg nødt til at slå hartkorn med én, der gjorde. På den måde er jeg blevet en del af en trend, som i øjeblikket gennemruller den human-digitale forskning – text mining.

vi har at gøre med et område, der er hastigt på vej ind på diverse humanistiske discipliner som attraktivt metodisk redskab, og som åbner helt nye muligheder

Inden for de kulturvidenskabelige discipliner har interessen for mønstre i menneskelige frembringelser (kunst, litteratur, arkitektur, magtfordeling og idéstrømme…) været genstand for mange undersøgelser siden sidste halvdel af 1700-tallet. Men altid har sådanne studier været begrænset af den menneskelige formåen ud i overblik og mønstergenkendelse.

I dag er vi heldigere stillet. Nu kan software – i kraft af dens stringens og anvendelse af matematiske principper på et almindeligvis humanistisk område – hjælpe os med hurtigt og effektivt at identificere mønstre i store datamængder.

Nogle kalder feltet ’humanities computing’, andre bruger ’digital humaniora’. Navnet er ikke så afgørende. Det væsentlig er, at vi har at gøre med et område, der er hastigt på vej ind på diverse humanistiske discipliner som attraktivt metodisk redskab, og som åbner helt nye muligheder.

…han er kommet langt i demonstrationen af de nye muligheder og interessante resultater, der venter på os

At måle fremvæksten af Djøf-mentalitet
Denne udvikling er tydelig på internationalt plan, hvor fx Stanfords Literary Lab i lang tid har været en uomgængelig aktør, når vi taler om at bruge gedigen computerkraft i litteraturforskningen. Laboratoriets tidligere leder Franco Moretti har slået sig op på begreber som ’distant reading’ og ’the great unread’ i forsøget på at åbne klassiske humanisters øjne for det potentiale, de store tekstsamling som digitaliseres i rygende hast i disse år rummer.

Han er kommet langt i demonstrationen af de nye muligheder og interessante resultater, der venter på os. Fx har han i bogen The Bourgeois. Between History and Literature fra 2013 vist, hvordan man kan måle optakten til den logik, som den berømte sociolog Max Weber kaldte målrationalitet (den type tankegang, der i dag rimer på Djøf), udviklede sig i diverse romaner fra Daniel Defoes klassiske Robinson Crusoe (udgivet i 1719) og fremefter.

Moretti finder nemlig en markant stigning i både ’for at’-sætninger og, ’så at’-sætninger og ser dette som en afspejling af en fremvoksende Djøf-mentalitet.

Dette er blot ét eksempel på et overbevisende fund, som antyder noget om litteraturens funktion i fremdriften af politisk-økonomisk mentalitet. Et fund, der vel og mærke ikke havde været muligt uden hjælp fra digitale midler.

Alle disse studier og mange andre var ikke blevet til uden stærke samarbejder mellem old school, tekstlæsende, analoge typer på den ene side og programmeringsvillige og software-kreative på den anden…

Forskningsmæssig arbejdsdeling
Udviklingen er ligeså tydelig herhjemme, hvor kulturforskere med forskellige temperamenter og med forskellige empiriske tilbøjeligheder de sidste år har intensiveret de digitalt baserede studier. Alt fra kortlægning af det posthumane som ord og område i litteraturen, til målinger af den katolske 1500-talsmystiker Teresa af Ávilas (rapporteringer om) psykologiske erfaringer er ved at blive lavet, ligesom jeg og Kristoffer Laigaard Nielbo som nævnt har målt graden af ’sindssygdom’ og niveauet af kreativitet i N.F.S. Grundtvigs samlede forfatterskab.

Alle disse studier og mange andre var ikke blevet til uden computerbearbejdelse af store digitaliserede materialer. Heller ikke uden stærke samarbejder mellem old school, tekstlæsende, analoge typer på den ene side og programmeringsvillige og software-kdreative på den anden.

How to do
Modellen er med andre ord, at computer-driftige forskere allierer sig med computer-impotente eksperter og får greb om et materiale på en ny eller markant mere effektiv måde, som jeg fik lejlighed til i min Grundtvig-undersøgelse.

En undersøgelse jeg aldrig havde turdet gennemføre uden det overblik over sproglige strukturer, jeg har adgang til i kraft materialets digitale karakter.

Men hvor den tidlige digitale humaniora blev drevet frem af få one-mand-bands, idet programmør og fagekspert var en og samme person, ser vi nu det nødvendige og effektive ved at lade humanister foretage sig det, som langt de fleste af os nu engang er bedst til: at akkumulere, forvalte og fortolke viden om et bestemt område.

Logikken er, at disse såkaldt domæne kompetente forskere må bevæbne sig med en humanistisk orienteret programmør eller tilsvarende for at nå frem til de interessante fund, der venter forude.

Det mest afgørende er derfor – paradoksalt nok – de fysiske møder ansigt til ansigt.

Nye initiativer
Sådanne alliancer mellem faggrene opstår ikke af sig selv. De er resultatet af mange kopper kaffe, terminologisk afstemning og løbende forhandling af forskningsdesign og fremgangsmåde. Det mest afgørende er derfor – paradoksalt nok – de fysiske møder ansigt til ansigt. Men det er uden tvivl besværet og uvanthederne værd, hvilket de allerede mange banebrydende studier inden for især historie- og litteraturvidenskaben vidner om.

Derfor ser man de kollektive arbejdsformer, som dominerer de vådvidenskabelige områder, brede sig til disse knastørre.

’Laboratoriet’ er således en populær metafor blandt digitalhumanistiske forskningsenheder, ligesom åbne fælleskontorer fysisk opfordrer til og understøtter konkret samarbejde.

Dette er ikke mindst tilfældet på Syddansk Universitet, hvor disse arbejdsformer er slået om i en egentlig udrykningsenhed for forskere på Det Humanistiske Fakultet. Dette initiativ tager informeret afsæt i den digitale humanioras analoge vilkår og skaber derfor personlige forbindelser mellem flere faggrupper på hver sin side af den digitale linje. Det forenende er lysten til at kaste sig over den hastigt voksende data med gode, gamle og skæve forskningsspørgsmål.

Katrine Frøkjær Baunvig er lektor på institut på historie ved SDU.

samfund

Professor vil have H. C. Andersen på finansloven

Der er brug for væsentlig større investeringer i Danmarks H. C. Andersen-forskning, hvis ikke vores største eventyrforfatter skal miste sin relevans. Det mener Johs. Nørregaard Frandsen, som for nylig tog sagen hele vejen til Christiansborg