debat

Europas nye forskningstrategi kalder på nye målemetoder

EU’s kommende forskningsprogram lægger større vægt på missionsdrevet forskning. Det sigte kan blive en gylden mulighed for humaniora og samfundsvidenskab, når forskningens impact skal gøres op

Af - 23. januar 2019

I november 2018 var mere end 400 repræsentanter fra europæiske regeringer, forskningsråd, fonde og universiteter samlet i Wien for at drøfte den rolle, som humaniora og samfundsvidenskab bør indtage i det kommende EU rammeprogram for forskning.

Under det østrigske EU-formandskab det sidste halve år af 2018 har det været en særlig prioritet at skabe synlighed om humaniora og samfundsvidenskab. Som forberedelse til det næste europæiske rammeprogram for forskning og innovation, ”Horizon Europe”, der med et budget på 100 milliarder euro bliver det største forskningsprogram i verden, har en lang række toneangivende forskningspolitiske aktører forsøgt at skabe en ny ambitiøs platform for human- og samfundsvidenskaberne.

Den bærende idé bag det kommende rammeprogram er en ambitiøs satsning på missionsorienteret forskning. Den såkaldte Lemý-rapport, der blev udarbejdet som resultat af et omfattende strategiarbejde i EU-Kommissionen, anbefaler, at Den Europæiske Union i fremtiden arbejder med en mere missionsorienteret tilgang til forskning og innovation. Denne tilgang er inspireret af den italiensk-amerikanske økonom Mariana Mazzucato, der som rådgiver for Kommissionen har påpeget, at det fremtidige rammeprogram bør spille en langt mere aktiv rolle, når det kommer til at skabe samfundsmæssige partnerskaber, der er i stand til at håndtere de store samfundsudfordringer som klima, energi, sikkerhed, migration og digitalisering.

Ideen bag missionsorienteret forskning er at sætte et klart og prioriteret mål, som kan samle aktører på tværs af stat, erhvervsliv, fonde, universiteter og civilsamfund. Missioner skal have en sådan størrelse og karakter, at de reelt giver plads til nytænkning og innovation, og hvor den overordnede politiske målsætning muliggør, at samfundet får adgang til ny viden, løsninger, vækst og velfærd. Ved at understøtte samskabelse på tværs af sektorer kan offentlige forskningsinvesteringer være med til at accelerere udviklingen både af teknologier, industrier og velfærdsløsninger.

Naturligvis er der risiko for, at missionerne bliver så konkrete, at man fra politisk hånd vil forsøge at styre forskningen og på forhånd fastsætte kriterier for de løsninger, man ønsker. Dette er imidlertid ikke ideen. Strategien skal derimod give en mere konkret ramme, som giver forskere, virksomheder og beslutningstagere et mere tydeligt fokus og dermed også mere tydelige indikatorer for, om man nærmer sig målet, herunder hvilken lovgivning og infrastruktur, der skal være på plads.

Missionsorienteret forskning udspringer oprindeligt fra det amerikanske rumforskningsprogram i 1960’erne, hvor statslige investeringer i rumforskning betød en lang række afledte positive effekter. Ikke alene ledte de amerikanske forskningsinvesteringer til udviklingen af nogle af verdens mest dynamiske og excellente forskningsmiljøer på MIT, Caltech og Stanford. De førte også til afledte teknologier som satellitter og gennembrud inden for informations- og kommunikationsteknologi. Kampen mod cancer er et andet eksempel på en type af forskningsprogrammer, der under de rigtige forudsætninger kan samle aktører på tværs og skabe dynamiske effekter bredt i samfundet – for det første ved at nedbringe dødelighed og menneskelig lidelse men i anden række ved at give anledning til viden og løsninger, der kan bruges på andre områder.

Det kunne umiddelbart lyde til at inspirationen til missionsorienteret forskning først og fremmest kommer fra den anvendte tekniske forskning. Men EU-Kommissionen, EU-Parlamentet og Det Europæiske Råd arbejder i disse måneder på en særlig europæisk variant af missionsorienteret forskning, der i langt højere grad inddrager de menneskelige, sociale og kulturelle aspekter af de planlagt missioner. Det skaber en mere inkluderende ramme til at inddrage forskning fra human- og samfundsvidenskaberne.

For en overordnet betragtning er selve forestillingen om missioner, som den er fremsat og udviklet af Mazzucato, baseret på indsigter fra human- og samfundsvidenskaberne. På samme måde som FNs bæredygtighedsmål er det politiske, institutionelle og økonomiske ressourcer, der står i centrum. De vigtigste komponenter i arbejdet med at løse missioner er at organisere store samarbejdskonsortier med forskere, virksomheder og politikudviklere, hvilket kalder på samfundsvidenskabelig viden. I næste omgang kalder samskabelse og inddragelse af civilbefolkningen på en lang række kompetencer fra humanvidenskaberne, hvor der over de seneste år er opdyrket ekspertise i inkluderende og ansvarlig innovation.

Naturligvis skal missionsorienteret forskning føre til teknologiske fremskridt inden for kunstig intelligens, lægemidler, klimaløsninger og så videre, men det nye europæiske paradigme betyder, at løsningerne skal udvikles i en langt dybere forståelse af menneskelige kapaciteter, adfærd, kultur, kommunikation og kognition. Det vil sige under inddragelse af den viden, der typisk kendetegner human- og samfundsvidenskaberne.

Er SSH klar?

Humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere har i de foregående rammeprogrammer ofte klaget over, at mulighederne for deltagelse ikke var tilstrækkelige. Men i et paradigme baseret på missionsorienteret forskning kan human- og samfundsvidenskaberne få en mere fremtrædende rolle i europæisk forskning. Spørgsmålet er, om der er tilstrækkelig forskningskapacitet til at bidrage til løsningen af missioner.

Deltagelse i store samfundspartnerskaber kan være udfordrende. For det første kræver missionsorienteret forskning løsningsorienterede forskere. Det vil sige, at humanister og samfundsforskere mere aktivt skal bidrage til konkrete løsninger og ikke observere eller kritisere samfundsudviklingen på afstand.  For det andet indebærer missionsorienteret forskning en række ændringer i selve forskningens incitamenter og meritering. For eksempel er det meget tænkeligt, at arbejdet med missioner ikke kun og ikke primært fører til flere prestigefulde publikationer i internationale tidsskrifter men til andre typer af forskningsoutput som for eksempel rådgivning, læringsforløb, ledelsesmodeller, åbne datasæt m.m. For at arbejdet med missioner skal være attraktivt for forskere i human- og samfundsvidenskaberne kræver det et nyt paradigme for meritering af løsnings- og problembaseret forskning og hybride samarbejdsformer, der ikke nemt lader sig placere på det klassiske spektrum fra grundforskning til anvendt forskning.

Endelig kræver satsningen på missionsorienteret forskning, at der udvikles nye metoder til måling og dokumentation af forskningens gennemslagskraft i samfundet. Hidtil er forskningens ”impact” først og fremmest blevet dokumenteret i form af patenter, licenser, salg af royalties eller skabelse af nye virksomheder. Men i et missionsorienteret paradigme er det forskningens bidrag til løsninger, herunder aktiviteter der understøtter åbne data og åben innovation, der udgør gennemslagskraften. Misionsorienteret forskning er en konkretisering af EU-Kommissionens arbejde med åben forskning (Open Science), som gør op med det klassiske syn på forskningsinstitutioner som afsondrede fra samfundet og i stedet stimulere en langt mere intim integration af forskning og viden i samfundet – blandt andet gennem forskningsrådgivning, vidensamarbejde, videnformidling og borgerinddragelse.

Kun hvis det lykkedes at etablere nye incitamenter og indikatorer til dokumentation af sådanne bredere effekter, vil det være muligt at omsætte missionsorienteret forskning til merit og anerkendelse for den enkelte forsker. EU-Kommissionen forventes af samme grund at offentliggøre et nyt katalog over ”alternative indikatorer” i løbet af foråret.

Men udviklingen stopper ikke her. Uden human- og samfundsvidenskabernes indsigt i motiver, adfærd, kognition og kommunikation er det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at sikre de fornødne betingelser for missionsorienteret forskning. Det vil kræve en stor indsats fra danske universiteter og forskere at omstille sig til denne nye forskningspolitik. Men det er nødvendigt, hvis danske forskere også i fremtiden skal have del i de mange europæiske forskningsmilliarder.

David Budtz Pedersen er professor mso på Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet, og udpeget som rapporteur for EU-formandskabskonferencen ”Impact of Social Sciences and Humanities for a European Research Agenda”, der blev afholdt i Wien d. 28.-29. november 2018.