Hvis man overhovedet kan sige noget godt om Covid-19, så er det, at denne krise virkelig viser vores afhængighed af forskning som middel til at overkomme de kriser, vi som samfund møder. 

Det er fantastisk, at man indenfor sundhedsvidenskaben og lifescience-branchen på rekordtid har udviklet en vaccine, som forhåbentligt om lidt kan få os ud af coronaens greb. Der kalder på dyb respekt for de mange, der har arbejdet intenst i mange kliniske forsøg.

Det har dog ikke været en dans på roser at være i forskningsverdenen under corona-perioden

Det er dog ikke sundhedsvidenskaben alene, der har gjort det muligt for os at overkomme de udfordringer, sundhedskrisen har betydet for mennesker verden over. Vi har også brug for alle de andre fagfelter – fra humaniora til naturvidenskab. Det gælder eksempelvis kendskab til kulturers betydning, når der skal kommunikeres til forskellige grupper i samfundet, ligesom vi har haft brug for viden om retorik og social sammenhængskraft. Vi har brugt matematiske modeller til beregninger af smittespredning, og vi har anvendt dataetiske overvejelser, da der skulle laves smittestop-app, for blot at lave nogle få nedslag. 

Ingen dans på roser
På den måde tydeliggør coronapandemien, at der til alle tider er behov for et stærkt og bredt forskningsfelt. Vi kender ikke fremtiden og ej heller fremtidens udfordringer og behov for viden. Netop derfor er vi nødt til at sikre, at der er et ordentligt økonomisk grundlag både for strategisk forskning, men også den frie forskning inden alle forskningsområder, så der er et beredskab til at kunne adressere de konkrete store samfundsudfordringer, som vi vil møde i tiden, der kommer, men som vi ikke kan forudse. 

Det har dog ikke været en dans på roser at være i forskningsverdenen under corona-perioden. De, der ved siden af forskning underviser, har været massivt udfordret, og nedlukningen har begrænset forskernes adgang til bl.a. empiriindsamling, forsøg og udlandsophold. Det har forsinket og udfordret forskning på forskningsinstitutioner over hele landet.

Covid-19 ender med at påvirke mindst tre semestre. Det er næsten halvdelen af en ph.d.-uddannelse, og det er klart, at det påvirker forskere i bl.a. uddannelsesstillinger. Frustration, forsinkelser og bekymring for den videre forskerkarriere har kendetegnet særligt mange ph.d.-studerende, post.doc’ere og adjunkters virkelighed anno 2020. 

Når vidensudvikling og forskning bliver sat på standby, får det samfundsmæssige konsekvenser, men det risikerer også at indvirke på den enkelte forskers karrieremuligheder. Der venter derfor en vigtig opgave de kommende år i forhold til at sikre forskningen gode vilkår, så vi også på den anden side af covid-19-pandemien har stærke forskningsmiljøer og attraktive karriereveje.

Ambitiøse mål for forskningen
2021 skal være året, hvor vi kickstarter større ambitioner for dansk forskning og derved sikrer, at Danmark i fremtiden kan adressere andre kommende samfundsudfordringer og udvikle nye og innovative løsninger og produkter. Vores nabolande – Finland og Sverige – har sat ambitiøse mål for midler til forskningen og vil bruge fire procent af BNP på forskning. I DM mener vi, at vi også i Danmark skal hæve målsætningen om andel af BNP til offentlig finansieret forskning. 

Der er absolut rum til større forskningsambitioner i 2021

Vi håber, at vi er mange, der i 2021 kan stå sammen om, at vi fra dansk side skal hæve målsætningen for offentlig forskning til 1,5 pct af BNP og nå målet inden for en overskuelig årrække. Alternativt kan man undlade at medregne hjemtagne EU-midler, når den ene procent skal beregnes – det vil som en sidegevinst give de rigtige incitamenter til at hjemtage EU-midler. 

Der er absolut rum til større forskningsambitioner i 2021! Og så er det også tid til at rydde de trælse sten ud af skoene, eksempelvis at der ikke er fundet en løsning på Københavns Universitets skandaløst stigende husleje til Niels Bohr Bygningen. Det er helt urimeligt, at det skal være forskning og uddannelse, der skal bøde, når byggeriet er blevet 2,4 milliarder kroner dyrere end først forventet. Det bør der findes en løsning på. Eksempelvis ville det være rimeligt, hvis KU fik mulighed for at købe bygningen for det beløb, som det oprindeligt var rammesat til, selvfølgelig plus de ændringer, som universitetet selv har været med til at foreslå. Den nuværende situation, hvor regninger bare væltes hen på forskning og uddannelse, uden at universitetet har indflydelse på det, er grotesk og uholdbar, og det bør få politisk fokus. 

Vi hilser et 2021 velkommen, der anerkender forskningens betydning for samfundet, og som også sikrer gode økonomiske vilkår og stabilitet, som vi ved er afgørende for forskningsmiljøerne.