Nogle vil måske mene, at forskere bare er mere følsomme end andre mennesker, når det kommer til deres behov for anerkendelse i samfundet. Men vedblivende angreb, kritik og skepsis i befolkningen om nye forskningsresultater vækker bekymring.
I takt med at samfundet er blevet mere og mere afhængigt af nye videnskabelige landvindinger skulle man tro, at befolkningens tillid til forskere er fuldt med. Men nærmest det modsatte synes at være tilfældet. I hvert fald hvis man dømmer ud fra de mange indlæg og paneldebatter på AAAS-konferencen.
Det Hvide Hus har i to år været uden videnskabelig rådgiver. Først for et par måneder siden udpegede regeringen en erstatning til Obama-administrationens forskningsminister i form af meteorologen Kelvin Droegemeier. Præsident Trump startede sin præsidentperiode med at indvarsle nedskæringer i forskning, især klimaforskning, og har offentligt ytret mistanke om, at vacciner fører til autisme og at de globale klimaforandringer er uden bund i virkeligheden.
Mange forskere oplever, at de bruger en stigende del af deres tid i medier og debatter med at tilbagevise basale misforståelser og videnskabsskepsis. Konspirationsteorier, alternative kendsgerninger, selvudråbte eksperter og en generel afmattelse i efterspørgslen efter videnskabelig viden i offentligheden får fundamentet under videnskaben til at vakle.
Det har været en standardantagelse i moderne forskningspolitik, at forskning og innovation gavner samfundet, hvad enten det er i form af vækst, forbedret sundhed eller national sikkerhed.
Det altoverskyggende forskningspolitiske ønske har været at forbedre betingelserne for videnoverførsel mellem forskning og samfund. Antagelsen har været, at der i samfundet er et uudtømmeligt ønske om mere forskning, bedre analyser, stærkere evidens, højere uddannelsesniveau og hurtigere teknologiudvikling.
Få episoder har stillet spørgsmål til denne antagelse. Det kom som en overraskelse i store dele af det forskningspolitiske landskab i 1990’erne, at dele af befolkningen var skeptiske mod bioteknologi og GMO. Denne skepsis blev i vid udstrækning betragtet som en anomali, der skulle håndteres ved en mere effektiv kommunikation af forskning.
Amerikanske forskningsråd iværksatte en række forholdsvis minimalistiske forsøg på at komme misinformation om genteknologi til livs. Blandt andet blev det besluttet at afsætte en lille del af forskningsrådenes årlige uddelinger til vurdering af ”etiske, legale og sociale implikationer” af forskning. Men de fleste programmer blev iværksat i en teknokratisk tro på, at forbedret kommunikation alene ville overbevise befolkningen om forskningens gavnlige effekter.
Billedet har ændret sig
I dag anerkender forskningsråd og fonde, at forskningen ikke uproblematisk finder positiv anvendelse i samfundet, og at ikke alle borgere på forhånd er overbeviste om forskningens positive samfundseffekter.
Det er en stor gåde for de fleste forskere, der i laboratoriet og ved skrivebordet hver dag ser forskningen udvikle sig gennem højere grader af erkendelse. Men kendsgerninger og data overbeviser ikke befolkningen uden fortællinger og kontekst.
Præsidenten for de amerikanske forskningspolitiske institutioner, Margaret Hamburger, bemærkede i sin forelæsning på årsmødet i Washington, at amerikanske myndigheder i dag oplever en ”overordnet forringelse af respekten for evidens og analytisk tænkning i alle sektorer af samfundet”.
Hamburg understøttede sine observationer med henvisning til en ny undersøgelse foretaget af RAND Corporation, der viser, at forskning, evidens og data har fået en stadigt mindre plads i de redaktionelle medier. I stedet fylder holdninger, meninger og følelsesbårne historier mere. Rapporten, som har den drakoniske titel ”Truth Decay” er deprimerende læsning.
Også i europæisk og dansk sammenhæng kan vi ikke se os fri af disse tendenser. Den italienske regering inviterede i efteråret Andrew Wakefield til at holde oplæg og netop Italien har oplevet det første større mæslingeudbrud i Europa i mange år.
Wakefield er berømt og berygtet for at have publiceret et studium om sammenhængen mellem mæslingevaccine og autisme, der senere er blevet tilbagevist, senest i et stort dansk studie foretaget af Statens Serum Institut.
I Danmark oplevede vi, hvordan tilslutningen til HPV-vaccinen i 2016 og 2017 pludselig faldt i kølvandet på en anti-videnskabelig mediekampagne. Aldrig før har vi haft så gode muligheder for at opsøge information, men samtidig har mulighederne for at sprede misinformation aldrig været større.
Lytter man til de internationale forskningspolitiske organisationer, der var samlet på AAAS-konferencen, er det mere afgørende end nogensinde at tage udfordringerne alvorligt. Forskere verden over har en forpligtelse til at imødegå spredningen af misinformation med saglighed, faglighed og evidens.
Forskerne skal blive langt bedre til at kommunikere, hvordan de bidrager til samfundet. Det gælder ikke kun den naturvidenskabelige forskning. Det gælder i høj grad også human- og samfundsvidenskaberne, der skal blive bedre til at beskrive de sociale konsekvenser af informationsteknologi og hjælpe til at udvikle bedre måder at anvende disse teknologier på i overensstemmelse med demokratiske principper.
Science Advice
En særlig udfordring gælder indsatsen omkring videnskabelig rådgivning af politikere og embedsmænd. I alt for mange år har forskningsråd og universiteter nærmest udelukkende fokuseret på overførslen af viden fra universiteter til virksomheder.
Der er udviklet indikatorer og infrastruktur, der fremmer en mere effektiv udnyttelse af viden i erhvervslivet. Men der er ikke i samme grad udviklet incitamenter og indikatorer til at oversætte viden til politikudvikling.
Politikere og embedsmænd er nogle af de mest afgørende brugere af videnskabelig viden. De indgår i et komplekst samspil med forskere, rådgivere, konsulenter og analytikere, der bringer videnskabelige resultater og vurderinger igennem embedsværket og de parlamentariske processer for derigennem at sikre, at der træffes beslutninger på et oplyst og sagligt grundlag.
På Aalborg Universitet har vi i en årrække udviklet uddannelsestilbud og dialogredskaber, der kan sikre bedre kontakt mellem embedsmænd, politikere og forskningskyndige eksperter.
Det er et område, der trækker på traditionel forskningskommunikation men med vigtige tilføjelser i form af rådgivning og evnen til at syntetisere viden og organisere videnskabelige høringer, arbejdsgrupper og dialogprocesser.
Målet er at facilitere en informeret debat i det lovforberedende arbejde og skabe mekanismer, der fører til mere saglighed, faglighed og evidens i den offentlige sektor.
Selvfølgelig er krisen i samfundets informationsgrundlag ikke løst med bedre oversættelse af viden fra forskning til politiske institutioner. Men hastigheden med hvilken den nuværende tillidskrise spreder sig, gør det nødvendigt at skabe alliancer og mekanismer, der kan tilvejebringe mere dialog og forståelse omkring forskningens værdi.
At være i stand til at fortolke, analysere og formidle forskning er nødvendigt for et oplyst demokrati.
Det er helt tydeligt at det internationale forskersamfund er ved at vågne op til en ny virkelighed, hvor der er behov for at bringe solid forskning ind i samfundsdebatten.
I Danmark bør vi også vågne op og starte en debat om, hvordan forskere og universiteter i fremtiden kan bringe mere forskningsviden ind i den politiske debat.
David Budtz Pedersen er professor med særlige opgaver og Andreas Brøgger Jensen er videnskabelig assistent ved Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet.
