En gammel traver i videnskabsteorien har tilnavnet Kuhn-Popper-debatten. Utallige er de universitetsstuderende, der har sammenlignet Poppers kritiske rationalisme med Kuhns faseinddeling af naturvidenskabernes udviklingsproces. Ofte kommer de til den konklusion, at Popper siger, at naturvidenskab udvikler sig gradvist, nærmest evolutionært, mod bedre (men aldrig fuldkomne) teorier, mens Kuhn tværtimod siger, at udviklingen sker abrupt gennem revolutionære episoder, og at en videnskabelig revolution aldrig resulterer i fremskridt på en absolut skala.
Det er ikke helt forkert, men dog alligevel heller ikke helt rigtigt. På forunderlig vis er der sket en forveksling af Kuhns og Poppers positioner i Kuhn-Popper-debatten, som engang betød noget ganske andet. En historisk blik på debatten kan være med til at nuancere den forsimplede ide om to modstillede opfattelse af, hvad naturvidenskab er.
Kuhn vs. Popper i dag
Popper bliver ofte fremstillet som eksponent for den naturvidenskabelige metode, nogle gange kaldet den hypotetisk-deduktive metode: på baggrund af hypoteser (teorier) deduceres testbare forudsigelser, som efterfølgende søges af- eller bekræftet ved hjælp af observation/eksperiment. Popper pointerede, at afkræftelse (falsifikation) logisk set er en stærkere bevisførelse end bekræftelse. Mange ser derfor den naturvidenskabelige metode tilsat Poppers falsifikationisme som et solidt fundament for sandhed og sikkerhed i den naturvidenskabelige viden, hvilket er stik imod Poppers oprindelige ide.
Kuhns videnskabsteoretiske bidrag bliver derimod typisk gengivet med begreberne revolution og paradigmeskift. En af hans pointer var, at naturvidenskaberne ikke kun har gennemlevet én revolution, da Galileo, Kopernikus, Vesalius og andre udfordrede alment accepterede ideer om universet og mennesket, men flere. Når en naturvidenskabelig disciplin udskifter sit grundlæggende paradigme, altså de teoretiske grundantagelser og/eller eksperimentelle procedurer, er der ifølge Kuhn tale om en så fundamental forandringsproces, at det giver mening at tænke på det som en revolution.
En historisk forveksling
Det er selvfølgelig filosoffen Karl Popper (1902-94) og videnskabshistorikeren Thomas Kuhn (1922-96), der her er tale om. Mens deres ideer i videnskabsteorien – og særligt i introducerende videnskabsteorikurser – ofte bliver behandlet sammen, mødtes de i virkelighedens verden kun ved ganske få lejligheder, sidste gang til en konference ved Bedford College i London i 1965. Strengt taget består Kuhn-Popper-debatten kun af de to oplæg, som Kuhn og Popper gav ved denne lejlighed.
Kuhn-Popper-debatten er imidlertid blevet hængende som et videnskabsteoretisk skoleeksempel på to vidt forskellige opfattelser af, hvad naturvidenskab er. Det er derfor, det giver god mening at bruge Kuhn-Popper-debatten i videnskabsteoriundervisningen. Det er historiens ironi, at hverken Kuhn eller Popper var særligt interesserede i opstille deres egne teorier som to modpoler. Og at den gængse opfattelse i dag af de tos videnskabsteoretiske positioner er stik modsat, hvad den var, dengang Kuhn-Popper-debatten i virkeligheden fandt sted.
Videnskabsteoretisk komik
Debatten mellem Kuhn og Popper i 1965 var ikke i sig selv en stor begivenhed, sådan som man godt kunne tro efter den megen efterfølgende omtale at dømme. Steve Fuller, som i sin bog Kuhn versus Popper (dansk oversættelse, 2004) har gennemgået Kuhn-Popper-debattens mange aspekter, kalder den tværtimod en ”comedy of errors” med henvisning til Shakespeares forvekslingskomedie af samme navn (på dansk: Tvillingerne).
Og der var faktisk forvekslinger af mange slags: Imre Lakatos og Paul Feyerabend var udset som opponenter til panelet med Kuhn og Popper, men havde ikke fået færdiggjort deres oplæg i tide. Som erstatning for Feyerabend, der egentlig begyndte sin karriere som Poppers elev, men netop omkring 1965 var begyndt at udvikle grundlaget for sin senere anarkistiske videnskabsteori, foreslog Lakatos den unge studerende Jagdish Hattiangadi fra London School of Economics som opponent til Kuhn.
Kuhn afslog dog at optræde sammen med en studerende. I stedet overtalte Lakatos, der også stod for alle de organisatoriske forhold, hvilket han forklarede sit eget fravær på talerstolen med, Hattiangadis vejleder John Watkins til at bidrage. Kuhn, der jo havde regnet med, at Lakatos og Feyerabend ville give selvstændige oplæg, måtte i al hast skrive sit manuskript færdigt og sende det i forvejen over Atlanten til gennemsyn for Watkins. Watkins benyttede sig i sin kommentar klogeligt af Hattiangadis noter.
De mange forvirringer til trods lykkedes det Lakatos (sammen med sin studerende Alan Musgrave) tre år senere at udgive en redigeret bog, Criticism and the growth of knowledge, med Kuhns, Poppers, Watkins, Feyerabends og Lakatos’ bidrag og et par stykker mere. Bogen er stadig i trykken og bliver flittigt citeret. Kuhns og Poppers artikler især indgår i mange introducerende videnskabsteorikurser som indgang til det, vi i dag betragter som Kuhn-Popper-debatten, men som dengang var noget ganske andet.
Datidens Popper som nutidens Kuhn
I 1965 var Popper en anerkendt filosof og respekteret for sit omfattende forfatterskab. Selvom han startede sin karriere som videnskabsteoretiker i Wien, var han bedst kendt for sine politiske og filosofiske værker, især tobindsværket Det åbne samfund og dets fjender (1945, dansk oversættelse 2002).
Popper var socialliberal og imod enhver form for totalitarisme. Han betragtede et velfungerende demokrati med vide rammer for kritisk debat som et ideal for ”det åbne samfund”, og naturvidenskaberne som en slags miniaturemodel. Såvel samfundet som naturvidenskaberne skal ifølge Popper styret af en kritisk rationalisme, som byder os alle hele tiden at tage stilling til etablerede sandheder og fakta – på et selvstændigt, men også rationelt og empirisk grundlag, selvfølgeligt.
Popper skrev i sit videnskabsteoretiske hovedværk Logik der Forschung (1935), at naturvidenskab derfor ikke hviler på fast grund, men snarere er et hus på pæle rejst i en sump. Det bliver kun stående så længe, vi er overbevist om konstruktionens holdbarhed. Det minder ret meget om den måde, som vi i dag opfatter Kuhns videnskabsteoretiske position.
Datidens Kuhn som nutidens Popper
Omvendt var Kuhn i 1965 den unge og fremadstormende videnskabshistoriker, der få år forinden havde udgivet sit berømte værk Videnskabens revolutioner (1962, dansk oversættelse – sjovt nok i Fremads samfundsvidenskabelige serie – 1973). Det, der dengang vakte størst opmærksomhed, var ikke Kuhns paradigme- eller revolutionsbegreb, men derimod hans ide om ”normalvidenskab”.
Poppers indlæg i Kuhn-Popper-debatten i 1965 bar netop titlen ”Farerne ved normalvidenskab”. Normalvidenskab var en farlig ide, mente Popper, fordi den medførte konservativisme og noget, der mindede om totalitarisme og historicisme – to af de farligste ideer fra Poppers synspunkt.
Normalvidenskab er det, som videnskabsfolk beskæftiger sig med det meste af tiden. Kuhn sammenlignede det med at lave en krydsogtværs. De overordnede rammer (paradigmet) er på forhånd udstukket, og det gælder egentlig bare om at få krydsogtværsen til at gå op ved at besvare de videnskabelige spørgsmål, som ligger inden for rammerne.
I den normalvidenskabelige fase, som altså for Kuhn er reglen snarere end undtagelsen, er naturvidenskab ret dagligdags – på samme måde som krydsogtværser er det – og naturvidenskabsfolk udfører trivielle og ikke særligt kreative eller kritiske opgaver. Det var ikke rart for folk som Popper, der netop anså naturvidenskabsfolk for at have en særligt skarp kritisk sans, og som ydermere mente, at den naturvidenskabelige kritiske rationalisme var et ideal for det åbne samfund.
Normalvidenskabens Kuhn ligner til forveksling til nutidens Popper, hvert fald den Popper, der fremstår som eksponent for den naturvidenskabelige metode. Ideen om den naturvidenskabelige metode – altså falsificerende hypotesetest som den eneste vej til bedre teorier – indgår her som del af de normalvidenskabelige rammer og levner ikke megen plads til den konstante og gennemgribende kritik af teori og data, som datidens Popper var varm fortaler for.
Hvad kan vi læse af de historiske forvekslinger?
Kuhns bog om videnskabens revolution fra 1962 åbnede med en påmindelse om, at der er meget at lære fra videnskabshistorien, når det vores forståelse af, hvordan naturvidenskab virker. Det samme gælder videnskabsteoriens historie. Hvor videnskabsteori nogle gange har det med at stivne i fastlåste positioner, kan historien være med til at give nuance og perspektiv. I tilfældet Kuhn-Popper-debatten viser et historisk blik, at der er sket mange forvekslinger mellem henholdsvis Kuhns og Poppers position, og at omstændighederne har haft betydning for, hvordan vi opfatter hele debatten.
Litteratur
Som det fremgår, bygger klummen på Steve Fullers bog om Kuhn-Popper-debatten dengang og nu. Min titel har jeg endda tyvstjålet fra Fullers bog. Bogen kan i øvrigt varmt anbefales og er oversat til dansk af Lissi Nordahn: Steve Fuller, Kuhn versus Popper, København: Forlaget Sociologi, 2004.
