På Danmarks Tekniske Universitets årlige topmøde var otte uddannelses- og forskningsordfører inviteret til at debattere fremtidens uddannelses- og forskningspolitik. Alle var enige om, at vi skal sikre endnu bedre kvalitet på universiteterne, for det er det, Danmark skal leve af i fremtiden.
Men når spørgsmålet kommer til, hvordan vi gør det, var enigheden knap så bred.
Uddannelses- og Forskningsminister, Søren Pind, var inviteret til at komme med sit bud på, hvordan vi højner kvaliteten på universiteterne.
Allerede i sin indledende tale imødekom ministeren et spørgsmål, der uden tvivl ville blive stillet i den efterfølgende spørgerunde. Nemlig spørgsmålet om, hvordan det giver mening at sætte gang i en stor kvalitetsdebat, samtidig med at omprioriteringsbidraget, der pålægger universiteterne at spare to procent årligt, bliver fastholdt i det nye finanslovsforslag.
Det betyder for eksempel at Københavns Universitet skal spare 909 millioner kroner frem til 2021.
Men det mener Søren Pind ikke er nogen urimelig opgave:
Jeg mener, at der er en sammenhæng mellem kvalitet og ressourcer, men der er ikke tale om en en-til-en sammenhæng
– Jeg mener, at der er en sammenhæng mellem kvalitet og ressourcer, men der er ikke tale om en en-til-en sammenhæng. Når studerende på sammenlignelige studier evaluerer kvaliteten forskelligt, og det gør de, så er det muligt at skabe mere kvalitet for de samme penge, sagde han i den fyldte Glassal på DTU.
Besparelserne måtte komme
Søren Pind påpegede også, at staten har været omfattet af omprioriteringsbidrag siden midten af 80’erne, og at det blot er kommet sent til uddannelsesområdet, der indtil 2016 var undtaget.
– Der er selvfølgelig grænser for, hvor meget vi kan spare, uden at det går ud over kvaliteten. Men der er også en grænse for, hvor højt vi kan komme i kvaliteten uden at tænke uddannelse lidt bredere, sagde han og gjorde opmærksom på, at besparelserne er det eneste værktøj politikerne har til rådighed.
– Vi har ikke de tilstrækkelige data til at styre ude på de enkelte universiteter. Derfor er det eneste styringsværktøj, vi som politikere har, at sige til de offentlige institutioner: I skal blive to procent bedre til det, I gør hvert år. Det er det, vi vil have, og det er det eneste styringsværktøj vi har, fastslog uddannelses- og forskningsministeren og delte sin undren over, at der ikke findes nogle værktøjer til at måle kvalitet på uddannelsesområdet.
…der er ikke nogen, der kan svare mig på, hvad der er god undervisning
– Vi har kvalitetsbegreber for forskningen, men ikke for undervisningen. Men der er ikke nogen, der kan svare mig på, hvad der er god undervisning. Det synes jeg ikke er i orden. Når vi investerer så mange penge, så må vi også have nogle kvalitetskriterier, der kan retlede os, siger han.
I jagt på kvalitet
Derfor er Søren Pind gået på kvalitetsjagt. For, som han minder om, et stigende uddannelsesniveau har historisk set gjort Danmark rigere. Et stigende uddannelsesniveau giver større viden, som øger produktiviteten, og det giver os øget velstand. Men så er spørgsmålet, hvad der skal til for at øge kvaliteten:
– Vi kan se, at der er universiteter, der er særligt succesfulde i udlandet og herhjemme. Jeg er nysgerrig på, hvad, det er, de kan. Vi skal vide mere om, hvad der virker, og hvad der ikke virker i forhold til læring, undervisning og engagement, siger ministeren.
Som en del af denne jagt, har Søren Pind nedsat et universitetsudvalg, der skal undersøge, hvordan universitetsuddannelserne kan blive endnu bedre. Udvalget har til opgave at kigge på kvalitet og høje krav, fleksible og hurtig veje til job, brug af moderne teknologi, og om der efterhånden er for mange træer i skoven – om der skal ryddes op, som han siger.
Og han er på jagt efter håndfaste beviser:
Jeg har svoret, at jeg vil prøve på at gøre op med ”synes-ningerne” i dansk uddannelsespolitik.
– Jeg har svoret, at jeg vil prøve på at gøre op med ”synes-ningerne” i dansk uddannelsespolitik. Jeg prøver på at undersøge. Og vi er igang med at foretage en måling blandt danske universitetsundervisere på, hvordan de oplever kvaliteten hos førsteårsstuderende, de modtager fra gymnasierne set over en længere sammenhængende periode.
Bureaukrati vs. manden på gulvet
Så langt så godt – men muligvis belært af andre brancher, påpegede ITU rektor Mads Tofte fra salen, at man skal være påpasselige med ikke at få et mismatch mellem værktøjer og mål:
– Man kan bruge systemer, mål og udviklingskontrakter til at rydde op i oplagte mangler på kvalitet, men hvis man vil være ambitiøs og have den højeste kvalitet, så gælder det i højere grad om ikke at gøre livet alt for surt for dem, der står på gulvet og gerne vil levere kvaliteten.
-Lad os bruge systemer og kontrakter til at afskaffe oplagte mangler på kvalitet og så prøve at skabe et frirum til dem, der bedst ved, hvordan man leverer kvaliteten, sagde Mads Tofte.
I sit svar gentog Søren Pind, at toprocents besparelserne er et fattigt styringsinstrument, men at han mener, det er det eneste, der findes.
– Det er det, der giver mening, når man har en decentral uddannelsessektor. Altså at man siger til institutionerne: ved I hvad, vi skal ikke fortælle jer i detaljen, hvordan I skal gøre, men hvis det, der kommer ud af det, ikke det er godt nok, så lukker vi, fastslår Søren Pind og slutter af med at opfordre deltagerne til at komme på banen, hvis de har bedre løsninger.
