“Det, der ikke er svært, skal være nært”, er parolen i sundhedsvæsnet. Godt set, tænker vi. Når sundhedsopgaven efter endt hospitalsbehandling er tæt på borgerne, kommer det alle til gavn. Men hvad med den forskning og udvikling, som bør ligge bag udførelsen af opgaven? Jo flere sundhedsopgaver vi flytter væk fra hospitaler og over til kommunale sundhedscentre, jo mere presser det sig på med, at vi sammen sikrer, at opgaven i sundhedscentrene løses på baggrund af den forskning vi kender, og som vi løbende skaber sammen.
Hjerterne som eksempel
Et af omdrejningspunkterne i udviklingen af et sundhedsvæsen tæt på borgerne er rehabiliteringsopgaven. En opgave, som ligger efter behandlingen på hospitalet, og som løses i et tæt samarbejde mellem den enkelte borger og en række forskellige fagområder, fagpersoner og enheder.
Et konkret eksempel er hjerterehabilitering. Fra 2017 blev rehabiliteringen af personer med hjertesygdom i Region Midtjylland flyttet fra region til de kommunale sundhedscentre. Og der skal ikke være nogen tvivl: Hjerterne har det godt i kommunerne i Region Midtjylland. Borgere med hjertesygdom oplever høj grad af nærhed omkring deres forløb, personalet møder respekt og anerkendelse for deres arbejde, og flere borgere med hjertesygdom gennemfører et hjerterehabiliteringsforløb.
Fra forskningen ved vi, at langt flere borgere med hjertesygdomme overlever i dag end for blot 10-15 år siden. Vi ved også, at det handler om mere end at overleve. Det handler om at leve godt. Vi ved også, at borgere med hjertesygdom ofte også har brug for en indsats fra andre fagområder. Derfor vil eksempelvis beskæftigelsesområdet og måske også socialområdet, komme til at spille en større rolle i rehabiliteringen fremadrettet.
Hvis vi skal sikre den bedste indsats – den målrettede og individuelle indsats, er forskning altså vigtigt. Forskning giver os den nødvendige viden, der gør os i stand til at se på den enkelte borgers ønsker og behov.
I Midtjylland arbejder vi systematisk på sagen
I sundhedsloven står der, at regionerne skal sikre forskningen på sundhedsområdet, hvor kommunerne skal medvirke til udviklingen. Vi foreslår, at vi udvider dette vindue ved at rykke forskning og praksis tættere sammen, og i et samarbejde definere de roller vi hver især har, for at få forskningen til at lykkes. En af udfordringerne her er, at sikre et solidt samarbejde mellem forskere og de fagprofessionelle ude i kommunerne.
I Aarhus er det den model eller samarbejdsstruktur, der på bedste vis sætter os i stand til at rette fokus på borgernes behov
Med etableringen af Center for Praksisnær Rehabiliteringsforskning arbejder vi målrettet med at skabe dette samarbejde for forskningen på rehabiliteringsområdet. Centret er et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Aarhus Universitet, VIA University College og Region Midtjylland. Kommunen udfører rehabiliteringen i sundhedscentrene, universitet og VIA løfter medarbejdernes kompetencer og regionen, VIA og universitetet er ansvarlig for forskning og udvikling.
Projektet SPARK er blot ét eksempel. På en plæne i Aarhus etableres en park, hvor alle med eller uden behov for rehabilitering, kan kigge forbi og deltage i udelivets mange muligheder og aktiviteter. Et andet eksempel er samarbejdet om, hvordan borgere i rehabilitering vender tilbage til jobbet.
Nogle vil kalde det en arbejdsfordeling, andre den oplagte og nemme løsning. I Aarhus er det den model eller samarbejdsstruktur, der på bedste vis sætter os i stand til at rette fokus på borgernes behov.
Erfaring har gjort os skarpere
Og noget tyder på at vi i Midtjylland har fat i den lange ende. Vi er i gang med en midtvejsevaluering af centret, og det overordnede formål med at etablere centret, er vi godt på vej med. Der er skabt en fælles forståelse for rehabiliteringsforskning, herunder en forståelse af, at den vidensproduktion vi sammen skaber, skal ligge til grund for den praksis vi udøver.
Kulturforskellene mellem forskning og praksis, mellem de forskellige faggrupper, mellem organisationer er der stadig, og det skal vi have øje for
Dette går godt i hånd med en tilkendegivelse af, at forskningen er kommet tættere på borgeren – alt sammen fordi der undervejs i arbejdet er skabt nye og solide relationer mellem både de mange fagpersoner, som arbejder i feltet, men også mellem meget forskellige organisationer med hver deres dagsorden. Relationer, som til trods for forskellig dagligdag og forskellige opgaver gør, at vi står på en fælles platform, og i langt højere grad arbejder med en fælles opgave.
Men vi øver os stadig. For kulturforskellene mellem forskning og praksis, mellem de forskellige faggrupper, mellem organisationer er der stadig, og det skal vi have øje for. Dertil kommer, at vi selvfølgelig også må erkende, at ting tager tid (og koster penge). At sikre et samarbejde mellem forskning og praksis, og – ikke mindst – at den viden altid ligger til grund for den måde, vi udøver praksis på, kræver forandringer. Forandringer som vi er nødt til at gå ind i sammen.
’Det, der ikke er svært, skal være nært’. At skabe nye samarbejdsrelationer og arbejde tværsektorielt er en svær opgave, men derfor skal opgaven nu alligevel være nær. Men det kræver, at vi tænker os om, for forskningen skal placeres på rette sted. Vi har valgt et tæt samarbejde mellem praksis og forskning for at få mest mulig synergi. På den måde baner vi vejen for det samarbejdende sundhedsvæsen – et sundhedsvæsen, hvor kommunerne, regionerne, professionshøjskolerne og universiteterne arbejder tæt sammen om at skabe og udbrede de bedste sundhedstilbud til borgerne.
Debatindlægget er skrevet af Professor Claus Vinther Nielsen, DEFACTUM, Region Midtjylland, Forskningsleder Thomas Maribo, DEFACTUM, Region Midtjylland, Programchef Anette Schouv Kjeldsen, Aarhus Universitetshospital, Institutleder Ole Bækgaard Nielsen, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, Sundhedschef Otto Ohrt, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune & Forsknings- og udviklingschef Lars Peter Bech Kjeldsen, VIA Sundhed, VIA University College.
