debat

Staten har svigtet sin opgave som finansierende myndighed

Hvad skal vi med universitet og forskning?, spørger lektor Anders Klostergaard Petersen.

Af - 14. maj 2021

Lektor Anders Klostergaard Petersen er kritisk overfor politikernes forståelse af forskningens rolle.

Få Science Reports nyhedsbrev
Tilmeld dig gratis

Science Report har over en længere periode meget fortjenstfuldt givet de forskningspolitiske ordførere plads til at skildre deres syn på forskning og dermed også visioner for universiteterne. I serien ’Hvad vil politikerne med forskningen?’ har de enkeltvis givet udtryk for deres uforbeholdne mening. Så ved vi, hvad de tænker, og kan reagere på det.

Det siger sig selv, at der kan være forskellige opfattelser af forskning og universitetets formål, men man kunne måske nok forvente blot et minimum af historisk viden om den institution, hvorom det drejer sig samt en elementær besindelse på, hvad læring, uddannelse og forskning overhovedet er. Ordførernes bidrag er i den sammenhæng forstemmende læsning. Og selv de lyspunkter, der momentvis glimter, blev hurtigt formørket af politisk geschäftighed til at blande sig i noget, hvis væsen man kun i ringe grad har forstået.

Læs også: Videnskabernes Selskab advarer mod politisk styring af dansk forskning

Det er selvfølgelig let at affeje min klumme som klagesang fra en universitær Jeronimus: ‟Tiden går og går tilbage, af de gamle gyldne dage reddede fædrene en rest, af nutidens slemme plage fødes eftertidens pest,” som Horats besværede sig.

Det ville være en forkert slutning.

For jeg mener, der er meget i universitetsverdenen og forskningen, der i dag er betydeligt bedre end tidligere, også når jeg sammenligner med min egen studietid for 30 år siden. Men, når det er sagt, er der også grund til bekymring og skepsis over for ordførerne og med dem også dele af universitetsverdenen ikke mindst inden for human- og samfundsvidenskab – diskussioner om wokeness, identitetspolitiske dagsordener og aktivisme taler for sig selv.

Så meget desto mere, når der hersker betydelig uvidenhed blandt forskningsordførerne og også i universitetsverdenen om, hvad universitetets mål og med grundlæggende er. Om end skudt ved siden af i selve forslagsudformningen var der måske en dybere pointe i Søren Pinds tanke om at styrke undervisning i almen videnskabsfilosofi og universitetshistorie. Ikke kun blandt studerende, men sandelig også som kursus for de forskningspolitiske ordførere og mangen en universitetsleder. Lad os se på nogle af de problematiske elementer i udviklingen.

For kappestrid om midler er vel garant for den bedste og mest innovative forskning?

Der har været skåret voldsomt i universiteternes basismidler de senere år. Tanken er, at universiteterne i stedet skal hjemtage stadigt flere eksterne midler i åben konkurrence. Det lyder besnærende, for kappestrid om midler er vel garant for den bedste og mest innovative forskning? Opfattelsen forekommer mig ikke alene naiv, men også undergravende for universitetet som institution.

I udgangspunktet er systemet en hån mod skatteborgerne

Lad gå, som jeg i et tidligere debatindlæg på Science Report har pointeret, at det er svært at se logikken i tankegangen. I udgangspunktet er systemet en hån mod skatteborgerne, som i sidste instans finansierer gildet. Vi lader landets principielt dygtigste tænkere bruge deres tid på at skrive ansøgninger for at kunne lave det, de allerede er ansat til. Dobbeltudgift. Hvor fornuftigt er det? Man skal være af en særlig økonomisk støbning for at få det regnskab til at gå op.

De uddannelsesmæssige konsekvenser er ikke mindre problematiske. Vi frikøber de bedste tænkere og erstatter dem med ringere for at uddanne kommende generationer. Meningsfuldt? Det synes jeg faktisk ikke. Det er igen at drive gæk med skatteborgerne, som betaler universiteterne med det klare mål at give nye generationer den højst eksisterende viden. Men man har skabt et incitamentssystem, hvor frikøb vægtes over undervisning og uddannelse. Det er sørgeligt og ikke befordrende for den bedst tænkelige uddannelse, som universiteterne skulle tilsikre.

Oksekødssagen demonstrerer en pointe

Politisk har man de seneste år ønsket, at de såkaldte sektorinstitutter skulle indsluses i universitetssystemet. En fornuftig beslutning? Det mener jeg ikke. Den efterhånden herostratisk berygtede oksekødsag ved mit eget universitet demonstrerer til fulde problemet.

Man kan blive så glad for ekstern finansiering, at man lader armslængden til de betalende instanser falde og ender i en form for servilitet, som hverken myndigheder, universitet eller skatteborgere kan være tjent med. Universiteterne er også sat i verden for at holde samfundet og det politiske system i skak, så det ikke forfalder til vanetænkning og fordomsfuldhed. Der er desværre flere eksempler på, hvordan presset for eksterne finansieringer har den modsatte virkning.  

Helge Sanders åndelige udtryk

Et andet udtryk for den aktuelle tristesse er, at det moderne universitets grundtænker, Wilhelm von Humboldt, i vide kredse, selv i universitetsverdenen, i dag, om ikke ligefrem lægges for had, så dog anvendes som skældsord rettet mod altmodisch universitetsansatte, som forsøger at holde gamle dyder i hævd. ”Det er jo bare sådan en Humboldt-tanke.” Man efterlades med det indtryk, at de, der bruger Humboldt som skræmmeeksempel, ikke har læst ham.

Undertiden affejes Humboldts tanker med, at vi i dag har et masseuniversitet, medens det humboldtske universitet var for eliten og møntet på forskning. Sandt sludder. Det humboldtske universitet var rigtignok forbeholdt en mindre elite, men det var først og fremmest et universitet, hvis formål var dannelse og dermed ud-dannelse. Deri ligger en afgørende tanke, der står i grel modsætning til den form for lavlandstænkning, hvis åndelige udtryk var Helge Sanders’ maksime ’fra forskning til faktura’.

Jeg mener faktisk, der er en pointe i at holde sig Humboldts tanker om universitetet for øje, fordi der fortsat er meget at lære af ham til gavn for både uddannelse og forskning. Et af problemerne i det moderne universitet er netop, at de to glider stadigt mere fra hinanden til trods for, at det netop er universitetets adelsmærke ikke blot at levere forskningsbaseret undervisning, men også undervisningsbaseret forskning.

Staten har ikke behov for servile tænkere

Humboldt pegede i den sammenhæng på fire universitetsfriheder, som vi nok i dag kunne have behov for at besinde os på. Det gælder undervisningsfrihed, lærefrihed, forskningsfrihed og bedømmelsesfrihed.

Læs også: Socialdemokratiet fremhæver to områder, dansk forskning især bør fokusere på

De fire frihedsrettigheder står og falder med det statsfinansierede og ikke eksternt understøttede universitet. Hvorfor? Fordi staten ikke har behov for servile tænkere, som siger, hvad staten og dens repræsentanter gerne vil høre. Humboldt bruger ikke udtrykket den femte magt om universitetet, men det kunne han godt have gjort.

For universitetets ansatte skal netop ikke være professionelle og underdanige embedsmænd, men selvstændige tænkere der gør deres pligt til bedste for samfundet – herunder også at kritisere den til enhver tid rådende form for statsdannelse. Just heri består de fire grundfriheders raison d’être.

Forsvar for katederprofeterne

Det er enhver politikers gode ret på egne og på skatteborgerne vegne at forholde sig til politisering i bestemte forsknings- og uddannelsesmiljøer, for naturligvis kan også universitetet rammes af raptusser i tidsånden, sådan som man så det i 1970’erne.

Jeg er derfor lige så skeptisk over for katederprofetisme som Henrik Dahl

Jeg er derfor lige så skeptisk over for katederprofetisme som Henrik Dahl, men jeg vil til enhver tid forsvare de pågældende forskeres frihed til at udøve undervisning, lære og forskning uden politisk indgriben. Alternativet er de underdanige embedsmænd- og kvinder, som serverer hvad bevilligende myndigheder eller organisationer ønsker.

Læs også: Venstre vil gøre privat forskning mere attraktiv

Netop, fordi universitetet som institution er viet tænkningen, rummer det et institutionelt indbygget element af selverkendelsens kritiske radikalitet som værn mod vedvarende fordomsfuldhed og ideologisering. Dertil kommer den kollegiale kritik, der sikrer institutionen mod inerti.

Heri ligger også hele dannelseselementet, fordi universitetet ud over at uddanne unge mennesker i bestemte discipliner med hver deres særlige færdigheder skal danne dem til kritiske samfundsborgere. Det er netop forudsætningen for, at kultur og samfund fortsat kan udvikle sig og ikke går i stå i selvtilfredshed og åndelig dvale.

Heri ligger Humboldts klare pointe, at det er statens opgave at finansiere universiteterne, fordi kun staten kan sikre de fire frihedsrettigheder, der fungerer som garanter for, at uddannelse og forskning ikke lader sig infiltrere af ussel mammon og politisk påvirkning.

Staten har svigtet sin opgave

Jeg er helt med på, at min opfattelse kan lyde som en bedaget røst, men jeg synes virkelig, man skal tænke over konsekvenserne af det nutidige system, hvor staten har svigtet sin opgave som finansierende myndighed. Min erfaring fra bedømmelser i forskningsråd i en række lande og indsigt i udviklingen i flere forskellige fag viser mig kun en ting. Det er farligt, når man indfører ekstern finansiering og lader vide dele af forskningen kappes om at opnå midler.

Hvorfor?

Et utal af støttede projekter har en umiskendelig lighed med elementer, der spiller en fremtrædende rolle i nutidens diskussioner. Det bringer os ikke videre, men bekræfter blot dagens og vejens tænkning. Måske skulle man lægge sig Kierkegaards ord på sinde, at den, som gifter sig med tidsånden, meget hurtigt bliver enkemand.

Læs også: SF vil kulegrave, om forskningskroner egentlig bruges på forskning

Har man for alvor forstået Humboldts tanker, ved man, hvor afgørende det er at sikre de fire frihedsgrader og i den sammenhæng at bevare det statsfinansierede universitetssystem. Alternativet er, at uddannelse og forskning løsrives fra hinanden. Det kan staten ikke være tilfreds med. Alternativet er også, at forskning i vidt omfang dikteres af dagen og vejen. Heller ikke det kan staten stille sig tilfreds med. Så måske er der faktisk en pointe eller to i at genopdage Humboldts tanker om universitetets mål og med.

Det er der næppe stor vælgermæssig bevågenhed om, så måske er det spildte ord på Balle-Lars. Men det kunne jo være – håbet beskæmmer som bekendt ingen – at en og anden forskningspolitisk ordfører ville overveje situationen igen, når man betænker de uddannelses- og forskningsmæssige konsekvenser af det aktuelle system.

Læs svarene fra partierne

Samtlige partiers forskningsordførere med undtagelse af Nye Borgerliges Peter Seier Christensen har sagt ja til at medvirke.

Vi offentliggør svarene fra en ny ordfører hver mandag og torsdag i løbet af foråret. Her kan du få overblik over, hvem der har medvirket.

Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet

Ulla Tørnæs, Venstre

Stinus Lindgreen, Det Radikale Venstre

Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti

Bruno Jerup, Enhedslisten

Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti

Uffe Elbæk, Frie Grønne

Henrik Dahl, Liberal Alliance

Astrid Carøe, SF

Torsten Gejl, Alternativet

Tags:

Science Report