debat

En stilethæl i en øm tå

Bibliotekschef og professor mener, at vi bør lære af Frankrigs tilgang til offentliggørelse af forskningen, hvis der skal gøres op med de magtfulde forlag

Af - 19. september

Det var lidt af en håndgranat, som den franske forskningsminister Madamme Minister Frederique Vidal smed ind af brevsprækken i forskningsverdenen ved åbningen dette års europæiske forskningsbibliotekskonference, hvor hun bekendtgjorde, at hun havde afsat ca. 113 mia. dkk frem til 2022 til at revolutionere bedømmelseskriterierne for franske forskere og sikre, at al fransk forskning bliver gjort frit og gratis tilgængelig.

Det lyder af utroligt mange penge, men er såre fornuftigt, fordi investeringen hurtigt kan tjenes ind igen og skabe bedre sammenhæng mellem universiteternes ledelses og den enkelte forskers mål.

Sagen er nemlig at en håndfund internationale virksomheder har fundet en snedig metode til at kanaliserer offentlige (forsknings-)midler ned i deres lommer. Det er de videnskabelige gigantforlag, som Elsevier, med en overskudsgrad på 37 %, dvs. svarende til computerfirmaet Apple, det handler om.

For at forstå hvordan forlagene kan blive ved med at lave så mange penge, er man nødt til at forstå forskningens karriereveje.

Skal man som forsker op ad karrierestigen mod professoratet, skal man flere gange gennem sin karriere bedømmes af et såkaldt fagkyndigt bedømmelsesudvalg, der skal vurdere ens forsknings- og undervisningskvalifikationer. Formelt har de to kvalifikationer lige stor vægt, men reelt fokuserer bedømmelsesudvalg på forskningskvalifikationerne. Det betyder, at forskerne optimerer i forhold til forskningen, som typisk måles på antallet af publikationer og citationer. Det tager normalt 20-25 år at blive professor og kræver, at man holder ’næsen i sporet’ konstant.  Ingen, der er på vej op/frem i dette system har dermed en interesse i, at der bliver flyttet rundt på målpælene og indført nye kriterier. Derfor er den verden, der beskæftiger sig med at indvinde ny viden om den verden, der omgiver os i virkeligheden stok konservativ.

Så selvom den franske minister gerne vil ændre tingenes tilstand i forlagsbranchen, kan det godt blive svært, medmindre vi giver forskerne et stærkt incitament til at ændre praksis.

Der var engang

For 20-25 år siden blev videnskabelige artikler trykt på papir og udgivet i store tunge bind. Det var en bekostelig affære pga. produktions-, og distributionsomkostningerne. Det var universiteternes biblioteker, der indkøbte og tilgængeliggjorde de videnskabelige tidsskrifter. Forlagsbranchen var ikke en guldrandet forretning, men et idealistisk projekt, der havde til hensigt at sikre, at forskerne havde kanaler ad hvilke de kunne kommunikere deres resultater.

Ud af denne praksis voksede den forståelse, at de videnskabelige forlag gjorde forskerne en tjeneste ved at udgive deres arbejder, hvorfor forlagene ikke betalte honorar for forskernes artikler. Efterhånden som konkurrencen i forskningsverdenen blev intensiveret steg også kravene til kvalitetsvurderingen af artiklerne og den såkaldte ’double blind peer review’ blev gængs. Dermed lod forskerne sig også involvere i de videnskabelige tidsskrifters redaktionelle processer. Så summasummarum; tidsskrifterne modtog deres ’råvare’ – dvs. kvalitetskontrollerede og (næsten) færdigredigerede artikler gratis, men afholdt så til gengæld trykkeriudgifterne og distributionsudgifterne.

At fange og binde guldkalven

Men så kom internettet og særligt det hollandske Elsevier Verlag havde blik for markedets muligheder.

Elsevier udviklede en lang række produkter, der gjorde livet lettere for de politikere og forskningsadministrationer, der ønskede at have et klart – dvs. i denne sammenhæng kvantitativt – overblik over forskningsproduktionen. Scopus, SciVal, Scimago, Mendeley, Pure m.fl. er navne på sådanne produkter. De skabte et system af systemer til registrering og analyser af forskning. Konceptet ligner i høj grad Apples, idet flere af systemerne man køber, des mere ’kan de’ og desto mere afhængig bliver man. Elsevier har i dag noget, der ligner et verdensomspændende monopol på forskningsanalyse og registrering, og som gør det ganske overordentligt svært at ryste sig fri af dem igen. Elsevier har formået at spinde guldkalven ind i edderkoppespindet, så den ikke kan komme fri. Pengestrømmen går nemlig stadig kun én vej: Forlagene betaler ikke forskerne.

Den store hemmelighed

I Danmark koster det mange penge. Præcis hvor mange vides ikke, fordi klausuler i kontrakterne forbyder kontrakthaverne at oplyse, hvad de har betalt. De fleste kontrakter forhandles centralt i de enkelte lande. I Danmark er det organisationen DEFF, der forhandler de fleste licenser. Det er nok ikke et helt urealistisk gæt, at den samlede regning nærmer sig 300 mio. om året og priserne stiger typisk 3-5 procent om året. De 5 såkaldte ’Black Princes of Publishing’ nemlig Elsevier, Springer, Wiley-Blackwell, Taylor & Francis og SAGE står for udgivelsen af mere end halvdelen af verdens videnskabelige artikler.

Det er nu så dyrt, at mange forskningsbiblioteker opsiger licenserne, og det betyder, at forskerne ikke længere kan få adgang til de største og væsentligste forskningstidsskrifter. Det siger sig selv, at det er problematisk: Hvis sundhedsvidenskabelige forskere ikke har adgang til alle undersøgelser vedrørende eksempelvis HPV-vaccinen og dens bivirkninger, hvordan skal de da bedst muligt kunne rådgive teenageforældre?  Og her er problemet så i dets nøddeskal. Vi kan ikke undvære den vare, som vi selv har fremstillet, men givet væk til nogen, der så sælger den tilbage til os til priser, som de selv bestemmer, mens de bruger indtjeningen på at gøre os mere afhængige.

Intet dansk oprør – endnu

Men der ulmer oprør flere steder. Dels vokser den såkaldte ’Open Science’ bevægelse sig stærkere i disse år. Hensigten med denne er at presse forlagene til at gøre en større procentdel af de videnskabelige artikler gratis tilgængelige og/eller afkorte den såkaldte ’embargo periode’ (typisk 12 måneder, hvor artiklerne kun kan læses mod betaling, hvorefter de frigives). Dels har flere lande, bl.a. Sverige og Tyskland opsagt deres aftaler med Elsevier og endelig er der den franske model, hvor der afsættes en stor sum penge til at opbygge et konkurrencedygtigt system. Det sidste nye er den såkaldte ’Plan S’, hvor 11 europæiske forskningsfonde, der tilsammen uddeler omkring 57 mia. dkk til forskning om året har meddelt, at de pr. 2020 ikke længere vil finansiere forskning, der ikke leder frem til hundrede procent Open Access publikationer uden embargo periode.***

I Danmark har vi ikke rigtig gjort noget endnu. Der findes ganske vist en Open Access Strategi* på forskningsministeriets hjemmeside, hvoraf det fremgår, at al dansk forskning skal være frit og gratis tilgængelig for alle fra 2025, men det er uklart, hvordan målet skal nås. Ved Syddansk Universitetsbibliotek har vi gennem fire år arbejdet målrettet på at understøtte forskerne i at publicere i Open Access og har i den forbindelse opnået ganske gode resultater. Men der er langt igen før vi når ministeriets målsætning, for som nævnt i  starten kniber kniber med incitamenterne for forskerne selv. Den franske minister har heldigvis en løsning på det problem.

Hun ville kræve, at ’god opførsel’ (good practice) skal indgå i fremtidens evalueringskriterier for forskere i forhold til forfremmelser. Det, som den franske minister med andre ord vil, er at føre New Public Management (NPM) tænkningen hele vejen igennem systemet og skabe incitamenter for den enkelte forsker også.

Det er her, at kæden hopper af i Danmark. For ganske vist gennemsyrer NPM-tænkningen den offentlige ledelse i Danmark og ses manifesteret ved et fokus på resultater. Resultater nås, når der er incitamenter, dertil. Men det er der ikke for den enkelte forsker. De kriterier hvorefter man som bedømmer forskere i forhold til forfremmelser og nyansættelser er et eksempel.

Så det er her, at den franske forskningsminister planter en stilethæl i en meget øm tå i forskningsverdenen. Det, som ministeren ønsker er at skabe en ny incitamentstruktur, hvor forskere belønnes for at dele, for at hjælpe hinanden og det samfund, der finansierer dem. Det kunne vi måske godt lære noget af i Danmark.

* https://ufm.dk/forskning-og-innovation/samspil-mellem-viden-og-innovation/open-access/artikler/danmarks-nationale-strategi-for-open-access

** http://oaindikator.dk/da

*** https://www.nature.com/articles/d41586-018-06178-7

 

Tags:

kultur

Det boomer med videnskabsformidling

Livets store spørgsmål og et kig ind i forskningens forunderlige verden trækker fulde huse igen og igen – og der kommer hele tiden nye events, talks og foredrag til. Videnskabshistoriker forklarer hvorfor formidling af videnskab hitter.

samfund

Sådan skriver du en fagbog

Som forsker vil man gerne researche for at finde ud af det hele. Som fagbogsforfatter skal du gå i en lidt anden retning, siger konsulent, der rådgiver forskere i at skrive fagbøger.