debat

Stop besparelserne på forskning og uddannelse

Den samlede økonomi på universiteterne er så presset, at det har alvorlige, negative konsekvenser for forskningen og ikke mindst undervisningskvaliteten. Derfor skal vi tilbage på en kurs, hvor forskning og uddannelse betragtes som en investering

Af - 27. januar 2019

Forskning og uddannelse er en del af fundamentet for et velfungerende og demokratisk samfund, ligesom det er velunderbygget at investeringer i både forskning og uddannelse giver et positivt resultat på bundlinjen af nationens husholdningsregnskab. Derfor er det klogt, at skiftende regeringer gennem årtier har prioriteret både forskning og uddannelse i Danmark.

I de seneste år er dette strategiske udsyn dog erstattet af kortsigtede sparerunder, hvor universiteterne nedskæres kraftigt på både undervisnings- og forskningssiden. De offentlige bevillinger fordeles enten til forskning eller uddannelse, men på universiteterne lander de ofte i den samme kasse. Ligeledes er det den samme gruppe mennesker, der er ansvarlige for at sikre, at niveauet på både uddannelse og forskning opretholdes.

Forskningsåret 2019
Hvad bliver vigtigt for dansk forskning i det nye år?
Det spørgsmål har Science Report bedt nogle af de mest markante aktører på den danske forskningscene om at svare på. I den kommende tid vil vi derfor bringe en række debatindlæg, der sætter fokus på ønsker og forventninger til forskningsåret 2019.

Forskning og god universitetsuddannelse er nemlig uløseligt knyttet sammen. Situationen i dag er, at den samlede økonomi på universiteterne er så presset, at det har alvorlige, negative konsekvenser for forskningen og ikke mindst undervisningskvaliteten. Hvis Danmark vil bevare sin rolle som en førende vidensnation skal vi tilbage på en kurs, hvor forskning og uddannelse betragtes som en investering og ikke som en ekstravagant udgift.

Udvis samfundssind og spar

I 2015 indvarslede daværende Forsknings- og Uddannelsesminister, Esben Lunde Larsen, dårlige tider for sit område med en udmelding om, at universiteterne skulle udvise samfundssind og spare ligesom alle andre. Dette blev serveret med den provokerende bemærkning, at de institutioner, der er kornfede, også kan stramme op – underforstået, besparelserne ville ikke komme til at gøre særlig ondt. Siden Esben Lunde Larsen har der været adskillige ministre på posten – men retningen er desværre forblevet uændret.

På uddannelsesområdet fik vi i 2016 ”omprioriteringsbidraget” på finansloven, et newspeakord for den årlige to procent besparelse på uddannelse, som universiteterne (og vores kollegaer på professionshøjskolerne m.fl.) har været underlagt lige siden. Alt afhængig af de politiske vinde vil besparelsen forløbe til 2022 eller måske længere endda og beskære allerede pressede uddannelsesinstitutioner.

Samtidig med indførslen af omprioriteringsbidraget blev der i 2016 gennemført store besparelser på bevillingen til den frie forskning, og de offentlige investeringer til forskning holdes i det hele taget aktivt nede. Danmark har en ambition om at nå den fælleseuropæiske Barcelonamålsætning om at de samlede udgifter til forskning, udvikling og innovation bør udgøre tre procent af BNP.

På den baggrund er det regeringens målsætning at de offentlige investeringer i forskning skal udgøre en procent af BNP, men denne målsætning er på det seneste ikke indfriet. Det hænger sandsynligvis sammen med, at man sætter den ene procent af BNP som et loft.

En bøde til dansk forskning

At målsætningen bruges som et loft, betyder at de midler som hjemtages fra EU af succesfulde forskere, eller penge, som bruges til forskningsaktiviteter i regionerne, trækkes fra de midler som staten investerer i forskning.

Herved modtager dansk forskning de facto en bøde, når de prestigefyldte midler hentes hjem fra EU, eller regionerne opruster på forskningsfronten. Samtidig er der en række uklarheder om, hvordan det beregnes, når den ene procent opgøres.

I forhold til regionernes forskningsinvestering er der f.eks. en forskel på 1 milliard mellem forskellige opgørelser, og der går beløb, sandsynligvis i samme størrelsesorden, fra universiteterne tilbage til staten betalt som kunstig høj husleje. En husleje der tilsyneladende medregnes i de offentlige investeringer til forskning under énprocentsmålsætningen.

Samlet er billedet altså, at der skæres voldsomt på uddannelsesområdet, og der holdes igen med pengene til forskning, uden at man har fuldstændig klarhed over hvor meget. Det skaber en situation, hvor universiteterne er underfinansierede, og vi mener, at det er helt afgørende, at der rettes op på denne ubalance hurtigst muligt.

Forsknings- og uddannelsesøkonomi diskuteres oftere og oftere adskilt, men universiteterne og forskerne på universiteterne har ansvar for begge dele.

Forskningsmidler dækker huller i budgettet

De store besparelser på uddannelsesområdet forringer altså ikke bare uddannelserne, men kan tvinge universiteterne til at dække hullerne i budgettet med forskningsmidler. Det samme sker for den enkelte forsker, som ikke får nok tid til at forberede sin undervisning og derfor tager tiden fra sin egen forskning (eller fritid).

De institutter, som primært er finansieret af undervisning, er hårdt mærket af omprioriteringsbesparelsen. I mange tilfælde er det også faldet sammen med besparelser forbundet med dimensioneringen på uddannelser. Men efterhånden rammes alle, og forringelserne spreder sig ud over hele universitetssektoren. Der mangler tid til at løse kerneopgaverne, fordi vi er for få ansatte.

Vi har kort sagt en situation, hvor nogle universitetsansatte ikke har tid til at forske, mens andre næsten ikke underviser.

Paradoksalt nok forværres tidsmanglen af, at der i stigende grad indføres administrationstunge kvalitetssikringssystemer. De administrative medarbejdere er blevet fyret eller ineffektivt centraliseret, hvilket betyder, at videnskabelige medarbejdere må bruge uforholdsmæssigt meget tid på administration. Problemet med manglende tid løses med større hold, mindre forberedelsestid og mindre feedback til de studerende. Det er alt sammen noget, som giver markant lavere kvalitet i uddannelserne, også selvom universitetsledelserne nødigt indrømmer det.

Afhængig af eksterne midler

De mange besparelser på universiteterne har ført til, at forskningen er helt afhængig af eksterne bevillinger. Det bevirker en voksende ulighed i, hvem der forsker, og hvem der underviser. Vi har kort sagt en situation, hvor nogle universitetsansatte ikke har tid til at forske, mens andre næsten ikke underviser. Det betyder, at de aktive forskere ikke kanaliserer deres viden ud til samfundet ved at undervise, og det udgør dermed en trussel for selve kernen i universitetet.

Vi håber, at 2019 kan blive året, hvor de politiske vinde vender for den danske forsknings- og uddannelsessektor. Danmark skal igen satse på viden og uddannelse. Det er forudsætningen for at kunne fortsætte med at være et velfungerende og rigt samfund, også i fremtiden. To procent besparelserne på uddannelse skal stoppes, og forskningsmålsætningen med en procent af BNP skal fremover opfattes som et absolut minimum i et rent regnskab. I stedet burde diskussionen handle om hvorvidt man, som flere aktører har peget på, skal hæve de offentlige bevillinger til halvanden procent af BNP for at bibeholde momentum i dansk forskning.

Kristine Niss, Professor mso, Institut for Naturvidenskab og Miljø, Roskilde Universitet. 
Henrik Dimke, Lektor, Afdelingen for Kardiovaskulær og Renal Forskning, Institut for Molekylær Medicin, Syddansk Universitet. 

Henrik Dimke og Kristine Niss er hhv. formand og næstformand for Det Unge Akademi, Videnskabernes Selskab

debat

Tid til ny regeringsmålsætning for den offentlige forskning

1-procentsmålsætningen er gået fra at være en løftestang til at blive en udfordring for dansk forskning. Derfor har vi brug for en ny regeringsmålsætning, som angiver et minimumsniveau for statens bevillinger til forskning. Det peger en ny undersøgelse på