De nordiske lande er små, når man måler på indbyggertallet. Vi er fælles om at leve i åbne samfund med stor tillid til hinanden og vores myndigheder. Desuden har vi høj tillid til forskning og efterstræber høj deltagelse i internationalt forskningssamarbejde.
Vi har lang erfaring med at organisere forskning i fredstid, men er mindre gode til at sætte forskning i gang, når der opstår kriser, og når vores samfund og værdier trues udefra. Gennem øget nordisk samarbejde vil vi kunne øge forskningsberedskabet og styrke indsatsen mod misbrug af forskningsresultater og skader påført udefra mod vores forskningsinstitutioner.
To store kriser har rystet vores del af verden de seneste par år. For to år siden lukkede vores samfund ned som følge af COVID-19-pandemien. Sidste måned angreb et af vores nabolande, Rusland, et af sine nabolande, nemlig Ukraine. Europa er dermed igen kastet ud i en storkrig.
Selvom beredskabsmyndighederne længe havde varslet, at der sandsynligvis ville komme en ny pandemi inden længe, blev der gjort meget lidt for at forberede os på pandemien. Indtil den russiske invasion var et faktum, havde næppe nogen af os troet, at vi igen skulle opleve en storkrig i Europa. Vi havde derimod gennem flere år oplevet cyberangreb, dataindbrud, spredning af falske nyheder, forsøg på industrispionage og andre hændelser, som havde til hensigt at svække vores samfund og levevis.
Da pandemien var et faktum, var nationale myndigheder, forskningsfinansierer og forskningsudførende institutioner hurtige til at igangsætte COVID-19-relateret forskning. En kortlægning, som NordForsk gennemførte i de fem nordiske lande i foråret 2021, viste, at der allerede i det første år af pandemien blev finansieret COVID-19-relaterede forskningsprojekter i Norden til en værdi af 3,3 milliarder norske kroner.[1] Der var ganske lidt samarbejde og koordinering mellem finansierer på nationalt plan, og samarbejde var helt fraværende på nordisk plan bortset fra et enkelt call organiseret i NordForsk-regi. Et samarbejde mellem finansierer i Norden ville have givet en bedre koordinering af den forskningsindsats, der var akut behov for. Det ville have resulteret i mere samarbejde mellem de bedste forskere på tværs af landegrænser, opbygning af kritisk kompetence i regionen, mere effektiv brug af eksisterende sundhedsdata, sikrere forskningsresultater og mere omkostningseffektiv infrastrukturdeling.
Det bør vi tage ved lære af og forberede os på, før den næste krise udløser et presserende behov for en stor forskningsindsats. Jeg vil foreslå, at der etableres et formaliseret beredskabssamarbejde mellem nationale forskningsmyndigheder, forskningsfinansierer og forskningsudøvende institutioner i de nordiske lande. Der eksisterer allerede et formaliseret samarbejde mellem forskningsministrene gennem Nordisk Ministerråd. De nordiske universitetsrektorer har også længe haft deres eget samarbejdsorgan, NUS, og i de senere år er der etableret et effektivt samarbejdsforum for toplederne i de nationale forskningsråd, NORDHORCS. Inden for hver af disse grupper bør der udarbejdes beredskabsplaner for hurtig opstart af ny forskning på nordisk niveau, og der bør etableres et forum, hvor de tre grupper diskuterer koordinering af beredskabsarbejdet mellem de forskellige niveauer i forskningssektoren.
Det voksende konfliktniveau, vi har set mellem stater, cyberangreb, dataindbrud og afsløringer fra individuelle forskere, der har forsøgt at erhverve sig og dele data ulovligt, har ført til øget bevidsthed blandt forskere og forskningsinstitutioner og indførelse af sikker forskning som en arbejdsmetode. . Forskere skal være mere forsigtige i omgangen med andre landes forskere og være forberedt på, at nogle kan have skadelige intentioner. Institutioner skal etablere systemer, som gør dem mere modstandsdygtige over for hændelser, der udføres med det formål at skade institutionen, forskeres og institutioners omdømme, stjæle eller manipulere data eller misbruge forskningsresultater til formål, der kan skade mennesker eller miljø. Samtidig er det vigtigt at forhindre, at forskere og institutionsledere bliver paranoide og afstår fra godt og vigtigt internationalt samarbejde. Det er vigtigt at finde en god balance, så man kan være så åben som muligt, og samtidig så sikker som nødvendigt.
I de nordiske lande kan vi prale af, at tillid er vores vigtigste fælles værdi, og det er tillid, der får vores samfund til at lykkes bedre end de fleste på rigtig mange områder. Tillid mellem forskere er også en forudsætning for at lykkes med forskningen, men i mødet med mennesker, der har ondsindede hensigter, kan tillid føre til naivitet. For at hjælpe de enkelte forskere og institutioner med at udvikle en sund skepsis og gode rutiner, der er med til at forebygge uønskede hændelser i internationalt forskningssamarbejde, skal myndigheder, forskningsfinansierer og institutionsledere samarbejde om at udvikle rutiner, praksis og information, der påvirker forskernes handlinger. Samtidig er det vigtigt at forhindre, at forskere pålægges krav, der dræber deres motivation, kreativitet og lyst til at samarbejde internationalt.
Også på dette område tror jeg, at de nordiske lande kan få stor gavn af samarbejdet. Vores kulturer, samfund og institutioner er så ens, at en fælles plan, anbefalinger og rutiner nemt kan overføres og implementeres i alle nordiske lande. Også på dette område bør samarbejdet mellem Nordisk Ministerråd, Universitetsrektorsamarbejdet NUS og NORDHORCS-gruppen formaliseres, så de sammen udvikler fælles nordiske retningslinjer og rutiner for sikker forskning.
Praksis har vist, at det er muligt at stå alene i gode tider, men når vi er truet udefra og oplever kriser, er det godt at have gode naboer at støtte sig til. Det gælder også, når vi skal udføre god forskning hurtigt, og når vi skal hjælpe vores forskere og institutioner med at sikre sig mod hændelser, der er påført med den hensigt at skade.
[1] Funding for COVID-19 related research in the Nordic countries 2020-2021 | NordForsk
