debat

Videnskabelig rådgivning bør have et eftersyn

Universiteter og ministerier har brug for bedre kompetencer til at integrere forskningsviden i politiske beslutningsprocesser, mener professor fra AAU

Af - 19. august

Borgere, journalister og beslutningstagere overrumples regelmæssigt af misinformation og forsøg på at forvride, fordreje eller direkte vildlede befolkningen om centrale videnskabelige resultater. Antivaccinationsbevægelsen, alternative sundhedseksperter og klimabenægtere præger med jævne mellemrum samfundsdebatten og skaber forvirring eller handlingslammelse. På stort set alle områder drøftes det, om kvalificeret viden og verificeret information finder vej til de rigtige beslutningstagere eller om borgere, journalister og politikere i stedet ligger under for misinformation, falske nyheder og selvudråbte eksperter.

Demokratiske beslutningsprocesser har et overraskende stort behov for at være forankrede i faktuelle, forskningsbaserede indsigter. Uden en grundlæggende orientering baseret på forskning, analyser, beregninger og informerede vurderinger er det stort set umuligt at påbegynde endsige gennemføre en beslutningsproces. I debatter om vacciner, cannabis, antibiotika, immigration, klimaforandringer osv. er der talrige eksempler på, hvordan videnskabelig evidens sammenblandes med holdninger og fornemmelser.

Løsningen på de nuværende postfaktuelle tendenser skal imidlertid hverken findes i en blind tillid til eksperter eller ved at nedtone og skjule reelle videnskabelige usikkerheder. Derimod kræver tillid til de offentlige vidensinstitutioner en bred indsats, hvor forskere, universiteter, fonde, myndigheder, medier og virksomheder sammen arbejder på at skabe en balanceret fremstilling af viden og videnskabelige metoder samtidig med, at der skabes et tilstrækkeligt råderum til debat, værdier og fortællinger.

En helt afgørende præmis for brugen af videnskabelig viden i samfundets beslutningsprocesser er adgangen til videnskabelig rådgivning. Det er gennem balanceret kommunikation og formidling af videnskabelig viden til borgere, medier og beslutningstagere, at kvaliteten af den demokratiske samtale forøges.

Ligesom man ikke kan lovgive mod mennesker og organisationer, der taler usandt, skal man ikke lovgive om at lytte til forskere og eksperter. Men der kan skabes langt bedre rammevilkår og betingelser for at uddanne og bruge videnskabelige rådgivere i Danmark.

Internationalt har brugen af videnskabelige rådgivere været stærkt stigende de seneste år. EU Kommissionen har nedsat en Scientific Advisory Mechanism, diverse regeringer i Europa har udpeget videnskabelige rådgivere, akademier og videnskabelige selskaber opfordres løbende til at stille viden og indsigt til rådighed. Selv under den nuværende amerikanske administration med dens liberale forhold til sandheden, har Donald Trump i juli udpeget meteorologen Kelvin Droegemeier som videnskabelig chefrådgiver.

Effektiv brug af forskningsviden i politikudvikling, politisk rådgivning eller lovforberedende arbejde kræver, at videnskabelige rådgivere løbende inviteres med i de centrale beslutningsprocesser – og samtidig at de forstår deres rolle og mandat. Videnskabelige rådgivere bør ikke være fortalere for mærkesager. De bør derimod være i stand til at kommunikere scenarier, udfaldsrum, metoder og usikkerheder på en åben og gennemsigtig måde.

I samarbejde med International Network of Government Science Advice har vi på Aalborg Universitet bidraget til at udvikle en række principper for videnskabelig rådgivning, som kan inspirere debatten. Principperne er baseret på en tværvidenskabelig tilgang til videnskabelig rådgivning, der på den ene sider understreger den videnskabelige metodes autoritet og på den anden side bruger indsigter fra human- og samfundsvidenskaberne til at skabe dialog, inddragelse og fortællinger.

videnskabelig rådgivning skal være baseret på forskningskyndige eksperter, der trækker på forskellige videnskabelige perspektiver og discipline

Blandt andet mener vi, at videnskabelig rådgivning skal være baseret på forskningskyndige eksperter, der trækker på forskellige videnskabelige perspektiver og discipliner; at videnskabelige usikkerheder ikke bør nedtones men heller ikke overdrives; at forskere ikke skal oversælge deres budskaber men blandt sig i debatten, og ikke mindst, at rådgivere skal være bedre i stand til at formidle og syntetisere eksisterende viden i udarbejdelsen af det politiske beslutningsgrundlag.

Der er behov for rådgivere, der er i stand til at bygge bro mellem forskningens verden og den politiske virkelighed og kommunikere forskningsviden bredt i samfundet på en måde, der respekterer dilemmaer og værdier. Desværre er der flere eksempler på, at såvel universiteter som ministerier har brug for bedre kompetencer til at integrere forskningsviden i politiske beslutningsprocesser. Der dukker med jævne mellemrum historier op om manipulation af forskningsresultater, forskere med interessekonflikter eller politikere, der selektivt udvælger de forskningsresultater, der understøtter deres interesser.

I den nye digitale informationskultur er det værd at huske på, hvilken rolle og vægt videnskabelige forklaringsmodeller og informerede vurderinger bør have. Hvis samfundet kommer i en situation, hvor interesseorganisationer, tænketanke og politiske grupperinger opbygger alternativ viden inden for sundhed, læring, miljø eller sikkerhed, vakler selve demokratiets fundament. Det er naivt at forestille sig, at der skal være enighed om værdierne i samfundet, men uenigheden bør debatters på et oplyst grundlag.

David Budtz Pedersen er professor med særlige opgaver på Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet. Artiklen er baseret på forfatterens bidrag til artiklen ’Information og misinformation i politiske beslutningsprocesser’, Tidsskriftet Politik nr. 21 (1) 2018.