Debatindlægget er en genudgivelse. Det blev oprindelig bragt på Science Report den 26. april 2020.
Nogen vil mene, at vi lever i en post-sandhedsæra, og specielt i 2016 under folkeafstemningen om Brexit og præsidentvalget i USA blev det tydeliggjort hvor sårbare den brede befolkning er overfor fake news.
Siden da er det blevet diskuteret vidt og bredt, at medierne skal være mere påpasselig med hvilken information de deler og hvordan, ligesom at nyhedsforbrugerne skal være mere selektive og kritiske overfor, hvad de læser og hvor de læser det. Med nye mediers fremkomst er det uden tvivl blevet sværere at skelne mellem virkelighed og fiktion, og med den enormt lave fordybelsesgrad, der hersker på de sociale medier, er det ofte de såkaldte clickbait-nyheder, det fanger opmærksomheden snarere end det er den dybdegående og reflekterede historie.
Vi kan ikke regne med, at den brede befolkning er kritisk tænkende og træffer beslutninger på et godt oplyst grundlag, hvis ikke nyeste forskning er tilgængelig
Jeg mener selvfølgelig også, at både medier og forbrugere har et ansvar for at udfordre vores fordomme og forsikre os om, at vores informationskilder er troværdige og reflekterede. Mit ønske er dog, at videnskaben og den akademiske verden tager et større ansvar, og i højere grad deltager i den offentlige debat.
Forskning er ikke tilgængelig
Med den nuværende udvikling indenfor robotteknologi og kunstig intelligens står vi overfor en revolution inden for stort set alle sektorer, og samtidigt vil det berøre størstedelen af alle forskningsområder og akademiske felter.
Teknologisk, medicinsk og ikke mindst etisk og filosofisk forskning bliver fuldkommen grundlæggende i fremtiden, og derfor er en kritisk tænkende og etisk opmærksom befolkning helt essentiel. Men vi kan ikke regne med, at den brede befolkning er kritisk tænkende og træffer beslutninger på et godt oplyst grundlag, hvis ikke den nyeste forskning er tilgængelig.
Ny forskning inden for filosofi, biokemi, psykologi eller robotteknologi kan jo være banebrydende for, hvordan vi skal forstå vores fortid, hvordan vi skal tænke i vores nutid, eller hvordan vi skal leve vores fremtid. Alligevel er den utilgængelig for befolkningen og for mig at se er den det af to grunde.
Tunge betalingsmurer og krypteret sprog
For det første bliver forskning publiceret i videnskabelige tidsskrifter bag tunge betalingsmurer til et snævert publikum, som ofte er udgjort af fagfæller, hvis ikke kolleger og personlige venner, som i forvejen indgår i det intellektuelle netværk.
Nærmest som var teksterne krypteret til en intellektuel elite, er sætningerne kringlede på de mest ulogiske måder
Specielt indenfor visse grene i humaniora får man iblandt fornemmelsen af, at forskningsfagfæller blot kommenterer på hinandens artikler i nye artikler, og på den vis regenerer forskningsfeltet i en akademisk spiral, som lever sit helt eget liv i universiteternes høje bygninger, og aldrig får indflydelse eller skaber forandringer på gaderne nedenfor.
Men selv indenfor bioteknologi eller maskinlæring når gennembrudene sjældent langt ud til mange læsere, selvom den nye viden i disse tilfælde vil have omvæltende effekter på hele vores samfund.
Den anden faktor, som gør forskningsbaseret viden utilgængelig for den brede befolkning, er det sprog, de er skrevet i. Nærmest som var teksterne krypteret til en intellektuel elite, er sætningerne kringlede på de mest ulogiske måder, mens de mest abstrakte ord altid er valgt fremfor at gå lige til sagen.
Sådan er det i hvert fald som oftest, vil jeg tillade mig at sige, inden for mit eget uddannelsesfelt. På den måde bliver den nye viden forbeholdt dem, der kan forstå teksterne. Dem, som selv skriver på den måde. Teksterne er simpelthen krypterede så kun den akademiske verden kan nå ind til meningen, og den filosofiinteresserede ingeniør, den datalogiinteresserede pædagog eller den samfundsinteresserede fysioterapeut bliver nødt til at stole på, at medierne forstår og kan oversætte for dem.
Bestsellere og biografsucceser
Forskning skal selvfølgelig være peer-reviewed, men skal den absolut også skrives til peers? Hvor mange oversættere skal der imellem ophavsmanden og den brede befolkning? Hvor mange fjer skal blive til hvor mange høns?
Hvis den akademiske verden lod deres forskningsbaserede viden blive til populærvidenskab, så kunne vi skære nogle af mellemleddene fra. Hvis videnskaben blev skrevet i et mere menneskeligt sprog, kunne den blive til bestsellere og biografsucceser. Du kan spørge dig selv, om der er flere, der læser din forskning, end der læser Yuval Hararis eller Svend Brinkmanns bøger. Derefter kan du spørge dig selv om de er bedre akademikere end dig, eller om det er fordi, de er bedre til at formidle deres viden til et større publikum. Samtidigt bugner biograferne med fremtidsutopiske film og film baseret på virkelige hændelser. Disse film bør i højere grad være baseret på forskningsbaseret viden.
Jeg forsøger ikke at gøre forskere til pixi-bogsforfattere eller teaterinstruktører. Men jeg synes i meget højere grad, at den akademiske verden og populærkulturen skal række ud efter hinanden i en fælles kamp for en oplyst og kritisk tænkende befolkning.
De skal ikke være hinandens modsætninger. Filosoffen og datalogen skal måske tage science-fiction-forfatteren under armen, mens historikeren og økonomen måske skal hjælpe teaterinstruktøren.
Så mit ønske til den akademiske verden er: skriv en fængslende bog i et sprog, der kan forstås af bredden, del dine ideer med populærkulturen så film, serier og teater kan blive dit talerør, og deltag i debatten så du kan afdække fordomme og udvide horisonter. Ellers vil skellet mellem befolkning og akademia kun blive større.
