Lige nu kører der tv programmer, som handler om begavede børn. Jeg ser interviews med unge, som er så begavede, at de keder sig i skolen. De får op til flere 12 taller og sådan noget. Budskabet er, at skolen ikke matcher denne børnegruppes behov. Det er inklusionsdebatten vendt på hovedet, sådan som jeg ser det. Hvor det før var børn med specialpædagogiske behov vi talte om, er det nu de begavede, de talentfulde, de intelligente.
Hvis inklusionsopgaven skal lykkes, så skal vi i stedet have fyret op for den debat, som handler om undervisningsdifferentiering og om deltagelsesmuligheder for alle børn på den pågældende matrikel.
Har jeg noget imod begavede børn? Kan jeg ikke lide dem? Tror jeg ikke de findes? Jo, jeg tror de findes, og der er sikkert en hel masse af dem, og jeps, de røvkeder sig i skolen… sammen med de angste, ADHDerne, de ordblinde, de homoseksuelle, de autonome, de tosprogede, de blåhårede og de helt almindelige og gennemsnitlige elever, som sådan set bare dukker op fordi der er ikke er et alternativ. Jeg er i udgangspunktet ikke optaget af, om børn er begavede eller ej.
Inklusion peger indad
I min optik peger inklusion hverken nedad eller opad, den peger indad. Den peger indad mod skolens måde at være skole på, mod dens måde at respondere på forskellighed på. Jeg ser begavede børn som et element af denne samlede forskellighed, og når jeg sådan farer til tasterne, så er det fordi, at jeg ikke tror, at vi kan håndtere den øgede forskellighed som følger med forestillingen om den inkluderende skole ved at forholde os til en børnegruppe ad gangen.
Hvis inklusionsopgaven skal lykkes, så skal vi i stedet have fyret op for den debat, som handler om undervisningsdifferentiering og om deltagelsesmuligheder for alle børn på den pågældende matrikel. Lykkes vi med det, så lykkes vi også med at imødekomme de begavede børns behov, ligesom vi lykkes med at imødekomme alle de andre børns behov.
Spørgsmål om begavelse skiftes ud med spørgsmålet: Hvordan tilrettelægges, udføres og evalueres undervisning på den skole, som lykkes med at håndtere forskelligheden blandt børnene? Nu skriver jeg ”på den pågældende matrikel” ovenfor. Ved nærmere eftertanke, så kan det da godt være, at vi skal genbesøge diskussionen om inklusion egentlig kun er noget som sker i skolen – eller om det også er noget som involverer det omkringliggende samfund. Det må komme an på en drøftelse af, hvad vi helt konkret forestiller os, når vi bruger ordet inklusion.
I stedet kunne vi rette fokus mod de mekanismer, som fører til at nogle børn kan deltage mens andre ikke kan. Altså – hvad er det ved fænomenet begavelse, som fører til eksklusion?
Nu er jeg gået ind på præmissen om at ”det begavede barn” rent faktisk findes som selvstændigt fænomen, helt og rent afgrænset fra andre børnegrupper. Der findes begavede børn på samme måde som der findes spiseborde, asfalt på vejene og salt i saltbøssen. Mit standpunkt er, at et fokus på begavede børn kan være et ligeså væsentligt fokus som på børn med specialpædagogiske behov.
Men begge dele er lige diffuse, ingen af disse grupper er ligefrem homogene – og i sidste instans refererer accepten af disse begreber til en social tilblivelseshistorie; noget som vi i vores del af verden har valgt at acceptere som en sand udlægning af tingene og af sagerne. Min pointe her er derfor ikke en underkendelse af at mennesker har forskellige forudsætninger for at lære, for at deltage og for at bidrage, tværtimod. Det, som jeg her udpeger som problematisk er, at hvis man isolerer fokusområder som disse til at kun omhandle sig selv, så taber vi helheden af syne og reducerer snakken til fra hinanden afgrænsede børnegrupper, hvor det er begreber som begavelse, talent og intelligens, der skaber forskellene mellem børnene.
Tilhørsforhold, deltagelse og undervisningsdifferentiering
Med brug af et så udpræget individorienteret sprog, er der en risiko for at vi misser de mere subtile sociale og kulturelle faktorer, som udgør de miljøer, som alle børn er en del af – i og også uden for skolen. I stedet kunne vi rette fokus mod de mekanismer, som fører til at nogle børn kan deltage mens andre ikke kan. Altså – hvad er det ved fænomenet begavelse, som fører til eksklusion? Hvad karakteriserer mødet mellem skolen og det begavede barn, som leder til at barnet ikke oplever sig selv som adressat for skolens budskaber? Svaret på disse spørgsmål er vel ikke, at det er fordi at barnet er for begavet, talentfuldt eller for intelligent? Svaret på dette spørgsmål er vel snarere, at det er fordi at skolen kun vanskeligt formår at imødekomme de forskelligartede behov, som en bredt sammensat børnegruppe har. Er det ikke mere sådan?
Pin-pointet er det, som jeg siger, at vi mere skal tale om tilhørsforhold, deltagelse og undervisningsdifferentiering end begavelse, talent og intelligens fordi et individorienteret sprog om børns muligheder ikke løser de problemer, som i sin oprindelse er kulturelle og sociale. Det er ikke det samme som at se bort fra eller helt benægte, at nogle børn sikkert er mere kognitivt velfungerende end andre.
Det er blot en reminder om, at denne forskel mellem børnene ikke er en eller anden form for superforskel, som rummer sin egen selvberoende betydning eller mening. Forskelle kommer ind i verden via de ord og begreber, som mennesker bruger til at ordne den. Brugen af ord som begavelse, talent og intelligens er således en måde at skabe orden i verden på. Det kan være anderledes. Hvilke ord vi bruger afhænger af hvilke verden vi gerne vil skabe.
Klummen er skrevet af Micki Sunesen, chef for forskning, pædagogik og læring ved Axept – konsulenthus med speciale i uddannelse og udvikling.
