De er knotne på Roskilde Universitet. For den netop fastlagte fordeling af forskningsreserven på 1 mia. kr. gav ikke noget til universitetet Ved Trekroner Station.
RUC-REKTOR STÆRKT UTILFREDS MED FORDELING AF FORSKNINGSRESERVEN
Og RUC’s holdning møder forståelse hos Kaare Aagaard, seniorforsker ved Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet.
– Det er oplagt, at det er en politisk beslutning, som ikke nødvendigvis bygger på målbare objektive kriterier, men man kan stadig undre sig over, at der ikke er givet nogen begrundelse for at forbigå RUC, siger han.
Forskningsreserven blev i år fordelt bl.a. med det formål at rette en smule op på års skævhed i basisbevillingen til universiteterne.
Copenhagen Business School, Aalborg Universitet og IT Universitetet fik henholdsvis 25, 10 og 5 mio. kr. ekstra. Kaare Aagaard kalder bevillingerne en slags “plaster på såret”, for diskussionen er langt fra ny.
hvad var oprindeligt tanken, da man i sin tid vedtog en fordelingsnøgle universiteterne imellem?
– Det har man diskuteret i mindst 30 år. Man har bare ikke villet røre ved det politisk. Men det er noget nyt, at der gives denne type bevillinger for at rette op på den skævhed, siger han.
I dag får universiteterne en basisbevilling, som består af to dele. Den ene er præstationsbetinget og afhænger bl.a. af, hvor mange publikationer, ph.d.’er og eksterne midler universiteterne kan producere og indhente. Den anden del er den “oprindelige” finansiering og er således “historisk betinget”.
Det er den historisk betingede del, der er kimen til mere end 30 års diskussion, for hvad var oprindeligt tanken, da man i sin tid vedtog en fordelingsnøgle universiteterne imellem?
Da uni-centrene kom
4. juni 1970 besluttede Folketinget at oprette universitetscentre rundt omkring i landet for at fortsætte udbygningen af universitetssektoren. Tanken var, at dette skulle fortsætte uden for de traditionelle rammer, og det blev startskuddet til opførelsen af først Sydjysk Universitetscenter (1971), dernæst Roskilde Universitetscenter (1972) og senere Aalborg Universitetscenter (1974).
Helt overordnet var tanken, at disse institutioner ikke skulle være lige så forskningsintensive
– Helt overordnet var tanken, at disse institutioner ikke skulle være lige så forskningsintensive, som de ældre institutioner, KU, AU og DTU. Det betød også, at de nye centre fik færre penge, for centrenes rolle var først og fremmest at undervise og uddanne kandidater, siger Kaare Aagaard.
I 1970’erne blev pengene til forskning og undervisning uddelt samlet med udgangspunkt i antallet af studerende per forsker eller underviser, de såkaldte S/L ratioer. De unge universitetscentre fik færre penge end de etablerede universiteter af to årsager.
På den ene side fyldte de omkostningskrævende sundhedsvidenskabelige, naturvidenskabelige og tekniske forskningsområder relativt mindre hos dem.
På den anden side fik de nye universitetscentre også færre penge per studerende end de tre ældre inden for direkte sammenlignelige fag. Det vil sige at man på eksempelvis Københavns Universitet kunne have færre studerende per ansat underviser end på et tilsvarende studie på RUC.
Denne forskel blev cementeret i starten af 1980’erne, da man med budgetreformen valgte at opdele uddelingen af midler mellem på den ene side antal studerende, der bestod deres eksaminer, og på den anden side forskningen.
Men den helt præcise forklaring på, hvorfor bevillingssystemet, ser ud, som det gør, er svær at give.
– Dels blev de nye universiteter yderligere ramt af at de havde stærkere studentertilvækst end de gamle universiteter, uden at der nu fulgte forskningsbevillinger med, og dels har man over årene oven i dette lavet en masse forskellige ad hoc-beslutninger, hvoraf en del er gjort permanente. Det er derfor svært at regne tilbage og sige præcist, hvorfor det i dag ser ud, som det gør, forklarer Kaare Aagaard.
Den, som har, bliver rigere
Over de sidste 25 år er der taget tilløb til det, der er endt med at blive det nuværende system. Det vil sige, at hvert universitet får en “historisk” pose penge, og derudover følger en bevilling, der er præstations-betinget.
Mit argument er bare, at de såkaldte objektive kriterier naturligvis også er politisk motiverede
– Det er ud fra ideen om at man kan opstille objektive kriterier. Mit argument er bare, at de såkaldte objektive kriterier naturligvis også er politisk motiverede. For når man udvælger og skruer op og ned for forskellige parametre, tilgodeser man bestemte institutioner, siger han.
I dag uddeles den præstations-betingede andel efter en model, der bedst kan kaldes 45-20-25-10, forklaret på følgende måde:
- 45 % fordeles efter uddannelsestilskud
- 20 % fordeles efter forskningsvirksomhed finansieret af eksterne midler
- 25 % fordeles efter antal publikationer, der hver især vægtes med et vist antal point. Jo flere point, jo flere penge.
- 10 % fordeles efter antallet af færdiguddannede ph.d’ere
Ser man på universiteternes evne til at indhente eksterne midler, ligger de gamle universiteter absolut i top – det samme hvad angår antal af publikationer og ph.d.-produktion. Det er der en åbenlys årsag til: Eksterne midler betaler for ph.d.’er og giver gerne flere publikationer, og her er det så absolut en fordel, hvis universitetet har stærke forskningsmiljøer.
Det giver en selvforstærkende effekt. Det kræver mange basismidler at indhente eksterne midler, og dem har f.eks. RUC ikke mange af set i forhold til DTU, AU og KU.
– Og har man først fået en stor bevilling, er der klart nemmere adgang til den næste. Så jeg kan sagtens forstå, at CBS, RUC og nogle af de andre brokker sig, for det er ikke en helt lige konkurrence, og det er i sidste ende en politisk beslutning at det er sådan, siger han.
http://www.oes-cs.dk/bevillingslove/doctopic?book=BEVPUBL.FFL18&topic=19.22&searchtype=3
Den overordnede diskussion mangler
Ifølge Kaare Aagaard mangler man at tage en mere overordnet diskussion om, hvilket universitetssystem, vi ønsker i Danmark – herunder hvordan de forskellige institutioner positioner sig i forhold til hinanden.
Men at man ikke tager diskussionen, er der mindst to åbenlyse årsager til:
– For det første er der en diskussion om, hvor egalitært eller hierarkisk vores system skal være. I øjeblikket sker der i praksis en glidning mod et mere hierarkisk universitetssystem, men det sker uden eksplicit politisk diskussion. Der kan gives gode argumenter både for og imod udviklingen, men det burde efter min opfattelse være en diskussion, der foregik mere åbent med blik for både fordele og ulemper, siger han.
Et eksempel på et hierarkisk universitetssystem finder man i USA, hvor relativt få universiteter har enorme ressourcer og leverer utroligt meget forskning i absolut verdensklasse. Omvendt betyder det, at man har en større mængde af universiteter, hvor der forskes i langt mindre grad og på – groft sagt – lavere niveau, jo længere man kommer fra eliten.
I Holland minder systemet meget om det danske, og her har man – også – universiteter, som hver især leverer international topklasse.
– For det andet splitter dette emne universiteterne, som ellers i mange sager står skulder ved skulder i opposition til politikerne. Også internt blandt universiteterne har vi således en underliggende uenighed om, hvad det er for en type universitetssystem, man gerne vil have, som man sjældent tager. Det er også forståeligt, for at åbne den debat er som at åbne en Pandoras æske, hvor der ikke er nogle lette løsninger, siger Kaare Aagaard.
