Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Debat

De naturvidenskabelige humanister

Mange flere humanister er i dag åbne overfor naturvidenskabens metoder

Mødet mellem moderne ledelsesfilosofi og universiteterne harmonerer ikke altid

Det er en gammel traver, at humanister ikke er meget for tal. Humanisten kan kendes ikke bare på en almindelig talblindhed, men på sin eskalerende panik i mødet med data omsat til numre, gennemsnit og p-værdier.

“It’s all Greek to me” udbryder humanisten opgivende under en konference konfronteret med en regressionsanalyse eller et spredningsdiagram, før hun i al hast søger mod udgangen (og baren).

I stedet er den humanistiske kernekompetence fortolkning af sprog og sproglige udsagn, ja faktisk af sproglige eksotika, dvs. gerne de svære og utilgængelige slags. Sidder man med oldgamle sumeriske kileskrifter består vanskeligheden i at tilegne sig et for længst uddødt sprog og alfabet og herigennem få en indsigt i, hvad mennesker forestillede sig for 5000 år siden i Babylon. Forbliver man i nutiden, kan det eksotiske og brydsomme findes under fjerne himmelstrøg. Feltarbejderen på Papua Ny Guinea må tilegne sig sproget hos den lokale befolkning, hvis hun vil forstå, hvorfor indbyggerne handler, som de gør, og derved gøre de politiske, kulturelle og sociale former forståelige for et undrende vestligt publikum.

Særligt på det humanistiske område har naturvidenskabeligt orienterede metoder fået om ikke et sikkert fodfæste, så en fod indenfor…

Humanisten er kort sagt interesseret i meningen med det hele. Med hvorfor mennesker gør og siger bestemte ting på bestemte tidspunkter, hvad deres hensigter er og var, og hvorledes andre mennesker forstår det sagte og gjorte: kort sagt, om handlingers og udsagns betydning.

Humanisten oversætter altså fra fortiden til nutiden, eller fra det fremmede og svært tilgængelige til det kendte. Ganske ulig naturvidenskaberne, kunne man mene.

De to kulturer
Den britiske fysiker og forfatter C. P. Snow beskrev in 1959 forskellen mellem de humanistiske og de teknisk-naturvidenskabelige discipliner som to kulturer, der har hvert deres sprog, ja som nærmest befinder sig i to forskellige verdener.

… de seneste to årtier har vi set en tilnærmelse mellem de to kulturer.

Snow fandt det bekymrende og mente, at dette forhindrede en løsning af mange af verdens problemer. Løsningerne kræver nemlig et samarbejde mellem de to tilgange – en kombination af humanioras forståelse og naturvidenskabens forklaring.

I de seneste to årtier har vi set en tilnærmelse mellem de to kulturer. Særligt på det humanistiske område har naturvidenskabeligt orienterede metoder fået om ikke et sikkert fodfæste, så en fod indenfor, og ikke alle studerende løber skrigende væk, hvis de møder statistik.

Mine kolleger og jeg benytter eksperimentelle metoder, når vi skal forstå forskellige typer menneskelig adfærd, fra opfattelsen af rituelle handlinger, over læsning af hellige tekster, til hvorledes ord opstår, når man leger ånden i glasset. Der er en tilsvarende, omend langsommere, anerkendelse fra det naturvidenskabelige felt af, at humanister faktisk kan bruges til noget og berige forskningsprojekter, der omhandler mennesker.

Det gælder ikke blot de obligatoriske etiske vurderinger, men også i udformningen af relevante studie-objekter. Undersøgelsen af hjernens struktur og arbejdsform informeres af musikvidenskaben, og moderne placeboforskning integrerer antropologiske og religionsvidenskabelige indsigter fra ritualforskningen. Begge dele bidrager til en bedre forståelse af mennesket og dermed på sigt bedre medicinsk behandling.

En succeshistorie
Det kunne jo fint lyde som en succeshistorie. Det er det på mange måder også. Der er i dag et mere frugtbart samarbejde mellem humaniora og naturvidenskab, end vi har set i mange år. Hovedsageligt, tror jeg, pga. en ændring i mange, navnligt yngre, humanisters tilgang til naturvidenskaben. De har vendt ryggen til den indgroede skepsis overfor naturvidenskaben og talenene. De ser i dag mere opportunistisk på, hvad der faktisk kan hjælpe dem til at forstå, hvad de nu er interesseret i.

Mens studentertallet voksede kunne humaniora holde skinnet på næsen og fastholde forskere med de klassiske kompetencer og tilmed ansætte de, der kan det nye

Mens der fx ikke er noget nyt i forsøget på at forstå, hvorfor mennesker udøver ritualer i alle kulturer, er det ganske nyt at kombinere traditionelle historiske og antropologiske studier med psykologiske eksperimenter, både i felten og i laboratoriet, og moderne spil-teorier fra adfærdsøkonomien. Det tværfaglige samarbejde blomstrer og hindres faktisk mest af alt af gamle indgroede vaner i institutioner og statslige fondes fordelingspraksis.

Opråb
Der er dog en indbygget trussel mod dette samarbejde. Det består i forfaldet i de traditionelle humanistiske kernekompetencer, og dermed paradoksalt nok også for den gryende interesse i at tilegne sig naturvidenskabelige metoder.

Der er i dag meget langt imellem de religionsvidenskabelige kandidater, der mestrer et uddødt sprog og ikke blot engelsk, eller de antropologer, der har bedrevet deres feltarbejde blandt havedyrkere på Papua Ny Guinea og ikke på Herning sygehus. Den udvikling har flere årsager. Udvidelsen af optaget på de humanistiske fag, indskrænkning af studietiden, og en ny-orientering hos fagene mod mere nutidige og ‘samfundsrelevante’ problemer under opfattelsen af, at dette øger jobmulighederne hos fremtidens kandidater.

Problemet er, at denne strømlining er selvforstærkende pga. universiteternes finansiering, hvor særligt humaniora i meget høj grad finansieres ved, at studerende består deres eksamen (taxameter-systemet). Da hverken universitetet (af økonomiske grunde) eller den studerende (af gode grunde) ønsker at dumpe en eksamen, betyder det, at de svære fag vælges fra eller udvandes. Det gælder både de klassiske sprog og den nytilkomne naturvidenskabelige metode.

Den videnskabelige undersøgelse af, hvorfor mennesker i fortid og nutid handler, som de gør og siger, hvad de siger, kræver kendskab til både sprog og tal.

Mens studentertallet voksede kunne humaniora holde skinnet på næsen og fastholde forskere med de klassiske kompetencer og tilmed ansætte de, der kan det nye. Og herpå hviler nutidens tværdisciplinære succeser.

Fremtiden ser dog mere dyster ud. Når antallet af studerende falder, falder indtægterne også, og de studerendes valg vil i endnu højere grad bestemme hele forskningsfelters fremtidige overlevelse. Det går både ud over de svære kernehumanistiske områder, og de tilsvarende svære naturvidenskabelige kompetencer.

For hvorfor ansætte forskere der mestrer disse, hvis de stadigt færre studerende alligevel vælger at lave endnu en diskursanalyse af dansk folkekirkekristendom, der ikke kræver hverken sproglige eller matematiske færdigheder? Den videnskabelige undersøgelse af, hvorfor mennesker i fortid og nutid handler, som de gør og siger, hvad de siger, kræver kendskab til både sprog og tal. Derfor skal vores politikere sikrer en finansiering af universiteterne, der sikrer udviklingen og fastholdelsen af begge kompetencer uafhængigt af antallet af studerende og disses skiftende valg.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.