Igennem de sidste årtier har universiteterne fået formidlingen indskrevet som en forpligtelse. Det er i debatten ofte formuleret som et krav om at ”forlade elfenbenstårnet”. Det giver god mening at forvente, at universiteterne arbejder sammen med resten af samfundet. Behovet for højt kvalificeret arbejdskraft og for viden om komplicerede problemstillinger bliver kun bliver større. Universiteterne har tilpasset sig. Ikke altid med entusiasme, men med accept og ofte med engagement.
Forsknings døgn fejrer
Som en slags fejring af dette engagement afholdes Forskningens Døgn i denne uge. Det er ”en landsdækkende videnskabsfestival, der finder sted hvert år i uge 17 med over 600 events og mere end 75.000 besøgende”. Festivalens formål er bl.a. at ”Hylde forskningens helt grundlæggende element af ’nysgerrighed’” og ”Etablere mødesteder for forskere og befolkning”. Festivalen udgår fra Styrelsen for Forskning og Innovation, men bæres af forskernes eget engagement i formidlingen.
Men sandheden er faktisk også, at jeg slet ikke vil ind i noget elfenbenstårn. Jeg – og de fleste af mine forskerkolleger – trives såre udmærket ved at have en omverden til vores forskning
Men trods indsatser som disse, står forestillingen om universiteterne som elfenbenstårne alligevel altid på spring. Således udgav Times Higher Education sidst i marts et debatindlæg med overskriften ”Brexit: en chance for universiteterne til at komme ud af elfenbenstårnene”. Selv efter årtiers indsats, kan vi metaforisk sættes bag elfenbenstårnets mure, straks det passer en debattør, uden at en formodet seriøs nyhedsplatform som THE får vedkommende på bedre tanker.
Elfenbenstårnet findes ikke
Metaforen er blandt andet mislykket, fordi elfenbenstårnet formentlig aldrig har eksisteret. Selv i sine mest eksklusive former har universiteterne været institutioner, mennesker passerede igennem og tog viden med fra. Formålet med undervisningen har altid været at påvirke samfundet positivt. Unge mennesker lod sig indskrive på universiteterne, brugte nogle år på at tilegne sig den viden, de mødte der, og bevægede sig derefter ud i det omkringliggende samfund og bar den tilegnede viden med sig.
Heller ikke for den enkelte forsker er der meget elfenbenstårn over universiteterne. Nogle gange kan man godt længes efter større ro, og når jeg konfronteres med metaforen, reagerer jeg fra tid til anden ved at spørge, hvor elfenbenstårnet dog er henne, for det lyder som et dejligt sted.
Men sandheden er faktisk også, at jeg slet ikke vil ind i noget elfenbenstårn. Jeg – og de fleste af mine forskerkolleger – trives såre udmærket ved at have en omverden til vores forskning; og vi opsøger med forkærlighed situationer, hvor vi kan formidle til, eller på anden måde interagere med, vores omverden.
Det kan slet ikke lade sig gøre…
Når Den Store Danske definerer elfenbenstårnet som et ”billede på digterens, kunstnerens eller videnskabsmandens selvvalgte, fornemme isolation fra hverdagen, samfundet, politikken osv”, så kan jeg selv og mange andre videnskabsmænd (k/m) bevidne, at det er så som så med muligheden for at vælge isolationen.
Livet har en vedholdende tendens til at gå i vejen, så vel privat som professionelt. Der er bleer, som skal skiftes, mad som skal laves, stabler af vasketøj, som skal vaskes, venner, som skal tales med, huse, som skal købes/sælges/rengøres/males, møder, som skal holdes, kærester, ægtefæller og børn, som skal tales med, osv.
Et liv som universitetsforsker placerer dermed ikke én hverken privat eller professionelt inden for et elfenbenstårn, mere end et liv som bankansat eller murer gør.
Men også professionelt som forsker rækker jeg ud i verden. Af udvekslinger med et bredere samfund kan jeg tælle mindst følgende forskellige genrer: foredrag, besvarelser på henvendelser, interviews, journalistbrifefinger, videnskabsjournalistiske indlæg, debatindlæg, formidlende forskningbidrag, blogposts og tweets. Hver af dem kan forskellige ting i forhold til forskningsformidlingen, og hver af dem når et forskelligt publikum. I nogle af dem tager forskeren selv initiativet til kommunikationen, i andre reagerer forskeren på henvendelser udefra. Disse genrer overleveres og diskuteres ofte fra forsker til forsker; nogle er temmelig gamle, andre ganske nye, og samlet set tilbyder de en bred vifte af forskellige muligheder for kontakt. Tilmed er dette her en personlig liste, andre forskere vil have andre genrer, de bruger i deres udvekslinger.
Et liv som universitetsforsker placerer dermed ikke én hverken privat eller professionelt inden for et elfenbenstårn, mere end et liv som bankansat eller murer gør.
Derfor er det heller ikke et tilfælde, at Forskningens Døgn kan stable alle disse events på benene, eller at ca. 300 forskere hvert år tilmelder sig festivalens ”Bestil en Forsker”-ordning. Det er udtryk for, hvor fundamentalt det er for forskerne selv, at deres arbejde formidles, at de engagerer sig i deres omverden.
Der er formentlig ikke noget videre i retning af aflønning for forskernes deltagelse, den bidrager kun marginalt til CV’et, og den koster formentlig ofte tid, der eller kunne være gået til forskning. Når vi alligevel deltager, er det fordi både vi selv og den institution, vi er ansat ved, opfatter det at bidrage til samspillet mellem forskningen og det restende samfund som en central del af vores opgave.
Vi er ikke beboere i noget elfenbenstårn, men aktive og engagerede samfundsborgere, der netop i den rolle udfører vores arbejde som forskere.
Sune Auken er lektor på institut for nordiske studier og sprogvidenskab ved Københavns Universitet.
