Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Forside

Fyraftensøl og krigshistorie – vil du med?

Tøjhusmuseet sætter næste gang fokus på tegneserier i Nordkorea til “Fad og Foredrag”

Klokken er 16.30 en tirsdag eftermiddag. Det er lige blevet fyraften, og uden for emmer det københavnske forår af glade stemmer, skramlende cykellåse og liv. En del af trafikken går mod Københavns Kulturkvarter, nærmere bestemt Tøjhusmuseet.

Her kan det københavnske folkefærd, og andre interesserede, nemlig tage sig en tiltrængt pause efter dagens strabadser, og samtidig slukke både deres historiske – og helt konkrete – tørst.

Kold øl og krishistorie

Arrangementet hedder ”Fad og Foredrag”, og her kan du én gang om måneden blive klogere på krigshistorie, mens du drikker en kold fadøl.

Næste foredrag afholdes d. 24. maj, og her skal det handle om Nordkorea. Mere specifikt vil seniorforsker fra Nationalmuseet Martin Petersen berette om, hvordan tegneserier i Nordkorea bliver brugt som krigspropaganda – som fortællinger om, hvordan ”fjenderne fra Vesten” bliver besejret.

Og dét er en ny vinkel på situationen i Nordkorea, forklarer museumsinspektør på Tøjhusmuseet Mai Stenbjerg Jensen:

-Det er jo et land, som folk er meget fascinerede af, men som også for det meste fremstår meget lukket – så det kan være svært at forestille sig, hvordan livet egentlig er derinde. Og tegneserier er en lidt utraditionel måde at gå til emnet på, så på dén måde får man en lidt anden vinkel på fx, hvordan befolkningen har det.

Et anderledes blik på historien

Den anderledes vinkel på krig er centralt for ”Fad og Foredrag”; normalt rummer Tøjhusmuseet udstillinger om krigsteknologi – og man kan se alt fra samurai-sværd til tyske v1-bomber.

Men med foredragsrækken kan gæsterne bl.a. opleve krigsgenstande, som normalt ikke er en del af museets udstillinger, og de får i det hele taget lov til at komme mere “bagom” krigen.

-Det særlige ved vores foredrag er, at vi gerne vil fortælle om krig ud fra mange forskellige vinkler – både om Danmark i krig, men også helt bredt om befolkninger i krig, opsummerer Mai Stenbjerg Jensen.

Mai er selv ret ny på Tøjhusmuseet, men ”Fad og Foredrag” er efterhånden ved at være gammel i gårde. Arrangementerne har kørt godt et år, og museet har gjort sig nogle vigtige erfaringer, forklarer Mai:

-På den ene side har vi erfaret, at foredragene fungerer bedst, når de taler til den fortælling, museet i forvejen har – på dén måde ”passer” foredragene til de gæster, der i forvejen besøger museet. Men samtidig har vi også kunnet se, at ved at have et lidt bredere greb i foredragene – og få andre fortællinger med end dem, der er direkte eksponeret i vores udstillinger, så åbner vi op for nogle andre typer af gæster.

Derfor vil Tøjhusmuseet også fortsætte foredragsrækken fremover. Nordkorea bliver det sidste emne i denne sæson, men til efteråret åbner museet dørene for en stribe nye vinkler på krigshistorie.

Der vil både være arrangementer i september og november – men hvad de præcis kommer til at handle om, vil Mai ikke løfte sløret for endnu.

Til gengæld ved hun, at museet planlægger lidt flere arrangementer end normalt i november – i anledning af jubilæet for 1. verdenskrigs afslutning.

-Det er jo ikke svært at finde nogle spændende folk, der har noget interessant at sige. Så vi har en lang liste for kommende sæson, afslutter Mai Stenbjerg Jensen med et grin.

 

Du kan købe billet til ”Fad og Foredrag” d. 24. maj her.

 Og her kan du læse mere om Tøjhusmuseet.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Når køn bliver en (lille) forskningsfordel

Er det en fordel at være kvindelig forsker i mandsdominerede moskemiljøer? Ja, det kan det være, og måske har kvindelige forskere også mere blik for køn i deres forskning, antyder islamforsker Lene Kühle i dette indlæg.

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.