Humaniora i Pompeji

Carlsberg Akademi afholdt i sidste uge et symposium om ’Humanities in the World’. Akademiets arrangementer i brygger J.C. Jacobsens smukke søjleklædte vinterhave ’Pompeji’, som emmer af respekt for klassisk dannelse og af videnskabernes ligeværdighed, giver altid anledning til eftertænksomhed.

Det var i særlig grad tilfældet forrige onsdag, hvor vi først fik lov at høre gæstetalerne Rens Bod, Stefan Collini og baroness O’Neill, og efterfølgende fik præsenteret flotte eksempler på ny humanistisk forskning i Danmark.

Collinis præsentation af humanioras udvikling i Storbritannien rummede for så vidt håb, idet han understregede, at selv om der i fremtiden ville blive færre humaniorastuderende, så ville der selv med mindre studentertal være intelligent liv på de humanistiske fakulteter i Storbritannien.

Det vil blive stadig mere elitært at læse humaniora. De humanistiske fag vil finde en ny rolle i det britiske universitetssystem, men han fandt dog, at der i de fremover smallerede humanistiske forskningsmiljøer fortsat ville blive udgivet forskning på højt niveau.

For os, der var til stede i salen, var det svært ikke at oversætte Collinis overvejelser til den danske erfaring, som på visse punkter er tilsvarende, og til det som venter forude. De humanistiske uddan­nelser i Danmark blev i 2014 pålagt en dimen­sionering, som gradvist vil reducere optaget med op til 30 %. Vi ser i disse år de humanistiske fakulteter – på hver sin vis – gennemføre tilpasningen til de nye vilkår.

Jeg vil her modstå fristelsen til at gentage kritikken af dimensionerings­modellen. Men det er måske – inspireret af Collinis analyse af udviklingen i Storbritannien – værd at over­veje, hvilke langsigtede konsekvenser disse spredte tilpasninger har for det nationale forsknings- og uddannelsessystem. En sådan national, fremtidsrettet refleksion har man for eksempel haft i Norge, hvor man har gennemført en dybtgående udredning om humaniora i den såkaldte stortingsmelding 25 om Humaniora i Norge.

Collini rejste også spørgsmålet om, hvilke konsekvenser de for­skellige metrics vil få for de videnskabelige discipliner. Jeg skal her straks sige, at tal- og databaseret universitetsledelse er kommet for at blive. Jeg skal heller ikke melde mig blandt kritikerne af bevillingsreformen. Nej, bekymringen går langt mere på linje med Collini på bestræbelsen på at udforme nationalt unikke målemekanismer for forskning, som går på tværs af videnskaberne.

Et eksempel på en sådan mekanisme er det såkaldte BFI-system, som ganske vist passer som skræddersyet til visse viden­skaber, og så igen slet ikke på andre. Problemet er – som vi fik forklaret i vinterhaven på Carlsberg Akademi – at erfaringen fra Storbritannien er, at sådanne systemer frister forskerne til at tilpasse sig økonomiske incitamenter, som ofte er i strid med fagets egne internationale kvalitetskrav. Det bliver altså ikke forskning og uddannelse til højeste internationale niveau, som universitetsloven foreskriver, men til højeste budgetniveau.

Det betyder ikke, at man ikke kan lave fornuftige evalueringer på uddannelsessiden, men at regimer for forskningskvalitet er videnskabs­specifikke og internationale. Det er – i brygger Jacobsens ånd – det med videnskabernes ligeværdighed.

De øvrige bidrag gav ligeledes anledning til megen eftertanke. De to andre udenland­ske hoved­talere, og mange af de danske forskere tematiserede samspillet mellem humanistisk forskning og de øvrige videnskaber. Det gav fra salen anledning til en diskussion om, hvorvidt humaniora alene fandt sin eksistensberettigelse som hjælpedisciplin til de øvrige videnskaber.

Det rejste en interessant diskussion om, hvorvidt humaniora havde behov for at legitimere sig, og om de humanistiske videnskabers fremtidige udviklingsretning. At dømme efter de danske forskningspræsentationer på symposiet, vil humaniora fortsætte med at udvikle sig i tæt samspil med andre videnskabsgrene og teknologier samtidig med at andre dele af humaniora vil besinde sig på den humanistiske kernevidenskab. Og mon ikke begge dele er godt.

Rens Bod formu­lerede det således, at han ikke anså humaniora for at være i krise, men at han ville opfordre til et ’militant humaniora’.

Selv om jeg hellere ville kalde det for et selvbevidst humaniora, så er tanken sym­patisk, da den også udgør et opgør med den forsvarsretorik, som vi humanister let forfalder til, og som jeg også tidligere i disse spalter har opfordret til et opgør med. Tiden er kommet til at give slip på en tilbageskuende historie om dimensioneringen, og i stedet rette blikket fremad og på de muligheder og udfordringer, der venter.

Vi er ved at indrette os på, at der bliver langt færre humanistiske studerende. Men er universiteterne og beslutningstagerne rustet til de langsigtede konsekvenser og forskydninger? Forandringerne på det humanistiske område vil bl.a. påvirke de vilkår, hvorunder universiteterne indgår i den nationale sprogstrategi. De vil utvivlsomt også kræve, at vi i fremtiden samarbejder mere og styrker arbejdsdelingen. Måske det kommende småfagsråd og samarbejdet om sprogstrategien kan blive forum for en øget dialog. Lad os håbe det.

Skal man følge Rens Bods opfordring, så er der imidlertid også nye viden­skabe­lige dagsordener, som melder sig, og hvor et selvbevidst humaniora har en vigtig rolle. Mens vort greb om teknologien i dag er større end nogensinde, så er vort greb om samspillet mellem menneske og teknologi og om den menneskelige samfundsudvikling mere udfordret end før. Man er begyndt at rejse spørgsmålet om, hvorvidt man ikke i stedet for STEM-discipliner burde tale om STEAM; altså en tilgang til den fremtidige teknologiudvikling, som i erkendelse af samspillet mellem menneske og teknologi, tildeler ’Arts & Humanities’ en central rolle i de anvendelsesorienterede videnskabspolitiske prioriteringer.

Spørgsmålet er, om vi i Danmark er parat til at gribe de muligheder dette giver. Spørgsmålet er relevant for ikke kun de humanistiske videnskabers fremtid, men også for mulighederne for at finde holdbare løsninger for gammeldags STEM-baserede teknologier. Måske man om 50 år vil se tilbage på isolerede STEM-teknologier på samme måde, som vi i dag ser på dampmaskinen, og have svært ved at forestille sig, at man ikke stiller store krav til, at den menne­skelige og samfundsmæssige anvendelse indgår i udviklingen af alle komplekse teknologiløsninger.

En stor tak til Carlsberg Akademi for at have sat humaniora på dagsordenen. Det ville være dejligt, hvis disse fremtidsperspek­tiver – for både de faglige nybrud, for samspillet med andre videnskaber og for det klassiske humaniora – kom stærkere med ind i debatten; ikke som udtryk for en retfærdiggørelse, men som udtryk for selvbevidsthed om de humanistiske videnskabers betydning for Danmark i fremtiden. Både i teknologiudviklingen og den klassiske videnstradition.

Humaniora har en forpligtelse til at levere forskningsbaseret, sagkyndig viden og uddannelse inden for sit felt til studerende og borgere både i tilgængelig formidlende form og med den dybtgående nuance og dokumentation, som er afgørende for et levende, faktabaseret folkestyre. En sammenhængende, demokratisk samfundsudvikling på et stærkt vidensgrundlag og med et rigt kulturelt samfundsliv er vel også en form for kompleks teknologiløsning – måske endda den sværeste.

Universiteterne har en minister, som har italesat betydningen af humaniora. Det er bl.a. kommet til udtryk i gentagne appeller om at styrke dannelse – hvormed han i brygger Jacobsens ånd mener både humaniora og naturvidenskab – og faktabaseret viden. Vi humanister bør række hånden frem til en sådan ligeværdig vidensalliance. En god begyndelse ville være at fortsætte en fremtidsrettet dialog om humanioras samfundsmæssige betydning i ånden fra Pompeji.