Når snakken falder på hormonforstyrrende stoffer, er det ofte i forbindelse med pizzabakker, popcornpakker og hidsige pesticider, vi helst skal undgå. Vi ser måske ikke nødvendigvis misdannede fostre og hermafroditiske bløddyr for vores indre blik, når medierne atter raser med advarsler om kemien i vores hverdag, men alene navnet fortæller os, at der er tale om noget, der potentielt kan være farligt for os. Ikke desto mindre er de hormonforstyrrende stoffer allevegne. I limen, der holder vores møbler sammen, i malingen, vores vægge er malet med, i den makeup, vi bruger, og sågar den mad, vi spiser.
Selvom frygten for de hormonforstyrrende stoffer med jævne mellemrum blusser op, og selvom et stigende antal danskere rækker ud efter Svanemærket, når de køber ind, er det begrænset, hvad vi ved om stoffernes påvirkning af mennesker.
Det er et faktum, som er med til at drive forskningen, der i disse år kigger dybt i mikroskoperne for at kortlægge effekterne af de stoffer, vi dagligt udsættes for.
Et af de steder, der har blikket rettet mod de potentielt farlige miljøkemikalier, er DTU Fødevareinstituttet, som har forsket i hormonforstyrrende stoffer i over 20 år. Her er man ikke i tvivl om, at der er grund til bekymring, når det kommer til mange af stofferne, vi dagligt omgås.
– Vi har i flere år hørt om faldende sædkvalitet hos mænd, og det er blevet mere og mere tydeligt, at det i dag også kan være svært for kvinder at blive gravide, indleder Julie Boberg, der er seniorforsker på DTU Fødevareinstituttet.
Hun peger på, at én af årsagerne til det stigende problem med infertilitet i den vestlige verden, herunder de danske mænds europarekord i dårlig sædkvalitet, netop kan være miljøpåvirkninger fra blandt andet hormonforstyrrende stoffer.
– Vi ved, at flere af stofferne har en effekt på dyr, så der er meget fokus på at finde ud af, hvordan det forholder sig med menneskers eksponering for de her stoffer.
Den dårlige sædkvalitet er derfor efterhånden en kendt effekt i forsøg med hanrotter, der udsættes for hormonforstyrrende stoffer. Blandt disse er de meget undersøgte ftalater, der blødgør plastik, så eksempelvis haveslangen og ledningen ikke knækker. Det er stoffer, som har været i modvind længe, men som først indenfor de seneste ti år er blevet forbudt i legetøj til børn.
Hunrotter født med færre æg
Men det er ikke kun hannerne, der risikerer at tage skade af stofferne. I et nyt studie på DTU Fødevareinstituttet har Julie Boberg set nærmere på, hvordan hunrotter, der i fostertilstanden er blevet udsat for en række af de stoffer, som vi mennesker oftest er i kontakt med, reagerer senere i livet.
– I forsøgene har vi set, at hunrotter, der er blevet udsat for hormonforstyrrende stoffer på et tidligt tidspunkt, har en nedsat reserve af æg i æggestokkene. Senere i livet falder regelmæssigheden af rotternes cyklus tidligere end hos kontrolrotterne, og det er tegn på, at de på et tidligere tidspunkt går i det, som vi mennesker kalder overgangsalder, siger hun.
Med andre ord: Når hunrotter udsættes for hormonforstyrrende stoffer tidligt i livet, ser vi først bivirkningerne lang tid efter.
Dermed kan flere kvinder risikere at blive ufrivilligt barnløse, hvis hormonpåvirkningen skulle vise sig at være den samme i mennesker som hos forsøgsdyrene
Rotterne er i forsøgene blevet fordret med både pesticider, ftalater, bisphenol A, som blandt andet findes i maling og lim, UV-filtre, som bruges i solcreme, og paracetamol, som udgør hovedingrediensen i helt almindelige hovedpinepiller som Panodil. Alle sammen stoffer, som er en helt naturlig del af vores hverdag.
Resultaterne vækker ifølge Julie Boberg en “ny bekymring”, fordi flere kvinder i dag er væsentligt ældre, når de vælger at få børn. Dermed kan flere kvinder risikere at blive ufrivilligt barnløse, hvis hormonpåvirkningen skulle vise sig at være den samme i mennesker som hos forsøgsdyrene. Noget, vi endnu ikke med sikkerhed kan sige.
Nyt fokus i forskningen
At der ikke tidligere har været fokus på hunner i forskningen inden for hormonforstyrrende stoffer skyldes først og fremmest, at man indtil nu har haft en formodning om, at drengebørn er mere følsomme over for de effekter, som de hormonforstyrrende stoffer har på reproduktionssystemet. Sådan lyder det fra Anna-Maria Andersson, der finder forsøgene på DTU interessante. Hun er biolog og forskningsleder ved Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion, hvor man lige nu er ved at afslutte et længerevarende projekt om miljøkemikaliers effekt på pigers reproduktive sundhed.
– Både drenge og pigefostre udvikler sig ens de første uger af graviditeten. Der er ligesom et default udviklingsmønster, hvor fosteret er sat til at blive en pige. Derfor er hormoner meget betydningsfulde for drengebørns udvikling. Er der noget galt med hormonerne hos et drengebarn, ser man det derfor nogle gange allerede ved fødslen eller meget tidligt i livet i form af eksempelvis misdannede kønsorganer eller kryptorkisme (om testiklerne befinder sig i pungen ved fødslen, red.), forklarer Anna-Maria Andersson.
Men der er ifølge Anna-Maria Andersson også den helt simple forklaring, at mænd fra naturens side er nemmere at undersøge, når det kommer til hormonforstyrrende stoffers effekt på deres evne til at reproducere. Her kan det meste ses ved en undersøgelse med det blotte øje eller i en sædprøve hos voksne mænd, hvor det hos piger og kvinder er sværere, fordi kønsorganerne sidder indvendigt og ikke kan måles direkte.
– Derfor er DTU’s rotteforsøg ret interessante. De viser jo, at hunnerne også tager skade af de her stoffer, men at de ikke er ramt på samme måde som hannerne, siger hun.
Ud over at stille skarpt på hunnerne skiller forsøgene på DTU Fødevareinstituttet sig også ud ved at undersøge dyrene over en længere periode.
På EU’s liste over potentielt hormonforstyrrende stoffer står pt 565 stoffer og flere forskere mener, at vi kun har set toppen af isbjerget
De nuværende guidelines fra OECD foreskriver, at studier af kemikaliers effekt under udviklingen som hovedregel bør afsluttes efter tre måneder. Men på DTU fortsatte forskerne sine forsøg med hunrotterne i hele 12 måneder. Det bidrager til at forstå, hvordan de hormonforstyrrende stoffer virker, fortæller Julie Boberg.
– Vores forsøg har åbnet øjnene for, at man kan overveje, om det er relevant at kigge på de ældre dyr også. Men i stedet for krævende langtidsstudier synes vi, det ville være bedre, hvis man kunne finde tidlige markører, som indikerer, at dyret har en nedsat reproduktiv funktion, så man kan måle stoffers effekter i unge dyr. Det er jo ikke realistisk at teste alle de her kemikalier i meget store og langvarige dyreforsøg, siger Julie Boberg.
Behovet for at undersøge stofferne er imidlertid stort. På EU’s liste over potentielt hormonforstyrrende stoffer står pt 565 stoffer og flere forskere mener, at vi kun har set toppen af isbjerget. Og selvom fokusset på stofferne er stort i både forskning, medier og politik, er det meget svært at regulere dem.
Helt præcist kan der gå op til 30 år fra et stof bliver identificeret som værende potentielt skadeligt, til det bliver vurderet færdigt i EU.
Frygt for flere effekter
Selvom flere af de hormonforstyrrende stoffer i dag kan måles i størstedelen af befolkningen, understreger begge forskere, at der ikke findes endegyldige beviser for, om hormonforstyrrende stoffer kan have lignende effekter hos mennesker som hos forsøgsdyrene i de doser, vi normalt udsættes for.
For godt nok er sammensætningen af stofferne, som forsøgsdyrene er blevet fodret med, den samme som den, vi mennesker typisk er udsat for, men mængden af hvert enkelt stof er hundrededoblet. Ganske enkelt, fordi forskerne skal kunne vise en tydelig nok effekt.
– Sådan er det ikke hos mennesker. Vi er heldigvis oftest udsat for de enkelte stoffer i så lille en grad, at man ikke kan forvente at se en effekt. Men omvendt så ved vi også, at vi er udsat for mange forskellige hormonforstyrrende stoffer på én gang, og at mange af disse stoffer virker sammen. Det er derfor langt fra sikkert, at vores samlede udsættelse for hormonforstyrrende stoffer er sikker, siger Anna-Maria Andersson
Derfor er der grund til at være forsigtig, lyder anbefalingen.
– I dag ved vi stadig ikke, hvor mange af de stoffer, vi dagligt omgås med, der er farlige. Så der er grund til at være skeptisk og stille spørgsmål til, om vi har brug for de kemikalier, vi bruger, siger Anna-Maria Andersson og henviser til de seneste forskningsresultater fra DTU Fødevareinstituttet.
Skulle det vise sig, at hormonforstyrrende stoffer har en lignende effekt på mennesker som i forsøgene fra DTU, er det nemlig ikke kun fertiliteten, vi bør frygte for.
Hun forklarer det med, at når en kvinde går i overgangsalderen, vil hendes krop som en naturlig del af aldringsprocessen stoppe produktionen af kønshormoner, som blandt andet er med til at holde skelettet ved lige. Hvis de hormonforstyrrende stoffer har en lignende effekt hos kvinder som på rotterne i forsøget, kan det med andre ord betyde, at vi vil se flere tilfælde af osteoporose (knogleskørhed, red.) hos kvinder i fremtiden.
– I gamle dage levede man jo kun 10-15 år længere, efter man gik i menopause (overgangsalder, red.). Hvis man i dag går i menopause, når man er 45, er der jo mange, der vil nå at blive 90 år, inden de dør, og det er mange år at gå uden de hormoner, siger Anna-Maria Andersson.
I mellemtiden fortsætter forskerne med at kigge dybt i mikroskoperne efter svar.
