Forskere må gerne ytre sig i den offentlige debat om emner, hvor de har leveret myndighedsbetjening i form af undersøgelser og rapporter for f.eks. ministerier.
Det er det glædelige budskab i de nye regler for myndighedsbetjening, som netop er udkommet.
Overordnet set vækker det glæde hos Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde under fagforbundet Akademikerne.
– De kontrakter, der ligger nu, er langt bedre end de gamle, siger Morten Rosenmeier, der er formand for UBVA og professor i jura ved Københavns Universitet.
Det er formand for Dansk Magisterforbund, Camilla Gregersen, helt enig i.
– Der har været tale om nogle hårde forhandlinger, hvor både vi og universiteterne har presset på, og flere gange har det været nødvendigt at understrege, at vi ikke var i mål endnu.
Hvor længe skal en forsker tie?
Et af de centrale stridspunkter har været, hvor længe forskerne er bundet af tavshedspligt, efter at en publikation er blevet offentliggjort. For hvor længe må en offentlig myndighed pålægge en forsker tavshedspligt om resultater, han har leveret til f.eks. et ministerium?
Den frist er med den nye aftale nogle dage, men ministeriet kan ikke udvide tavshedspligten efter forvaltningsloven. Og det er Morten Rosenmeier godt tilfreds med.
– Man kan godt forstå, at myndigheder, der har givet masser af penge for en rapport eller undersøgelse, ikke vil have forskere, der går ud og kommenterer på den i pressen, inden den er offentliggjort af myndighederne selv. Det er efter min mening fair nok, at der lige går en uge, siger han.
Processen har ikke kun handlet om selve aftalen, men også om at kvalitetssikre den politiske debat
At denne periode blev kortet ned var et yderst vigtigt punkt for også Dansk Magisterforbund.
– Processen har ikke kun handlet om selve aftalen, men også om at kvalitetssikre den politiske debat, så man sikrer, at alle politiske partier og interesseorganisationer får adgang til forskningsresultaterne, siger Camilla Gregersen.
Dette stridsspørgsmål har ikke kun rod i et tænkt scenarie. Sidste år måtte bl.a. forsker Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet pænt vente med at kritisere en landbrugspakke, som daværende minister Eva Kjer Hansen havde fået flertal for. På grund af myndighedskontrakten måtte han først fremsætte kritikken efter, at de politiske forhandlinger var afsluttet. Af kontrakten fremgik det, at professoren tilmed havde en såkaldt dobbelt mundkurv.
Dobbelt, fordi han hverken måtte udtale sig om de forskningsresultater, han havde leveret til ministeriet, eller om, at han ikke måtte udtale sig. Sagen blev i pressen døbt Gyllegate, og den endte med, at Eva Kjer Hansen måtte gå som minister.
– Jeg er glad for, at tingene er kommet frem i lyset og betragter på mange måder diskussionen om landbrugspakken som en gave. Nu er alle bevidste om betydningen af forsknings- og ytringsfriheden, og det er utroligt vigtigt for vores samfund, siger Camilla Gregersen.
Hvem siger hvad?
Et krav til forskeren er dog, at det er klart, at vedkommende ytrer sin egen holdning og ikke taler på vegne af universitetet som institution. Men er en sådan sondring let at lave for enhver?
Det, mener Morten Rosenmeier ikke, er noget problem.
– Et eksempel er lige nu, hvor vi to taler sammen. Jeg kunne i princippet have sagt noget, som masser af universitetsembedsmænd mener, jeg skulle tie om. Men jeg sagde det i egenskab af mig selv. Det er ikke så svært at gennemskue, siger han.
Men timingen er “tankevækkende”
Myndighedsbetjeningen betyder for universiteterne adskillige millioner kroner i indtægt hvert år. Men en tilføjelse i aftalen er nu, at ministeriet kan konkurrenceudsætte visse opgaver. Dermed er den “sikre” indtægt ikke længere så sikker.
Det er da tankevækkende, at forslaget om udbud kommer lige efter, at kontrakterne med universiteterne er blevet skærpet
Og det vækker bekymring hos Morten Rosenmeier. Ifølge ham er penge et lige så godt styringsredskab af forskere, som en klausul om tavshedspligt er.
– Hvis man begynder at kritisere så meget, at man risikerer ikke at få ordren næste gang, så holder man kæft. Den faktiske tavshedspligt er ikke den samme som den juridiske, siger han.
Universiteterne er underlagt krav om videnskabelig redelighed, åbenhed om resultater og metoder, og tavshedspligten er som nævnt tidl. begrænset til omtrent en uge.
– Det er da tankevækkende, at forslaget om udbud kommer lige efter, at kontrakterne med universiteterne er blevet skærpet, siger Camilla Gregersen.
Men spørger man miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, skal man ikke være nervøs for hverken forskernes uafhængighed eller kvalificeringen af den offentlige debat. Det er stadig et krav, at det er et dansk universitet, der vil stå som bevillingshaver på kontrakten.
– Det er vigtigt for mig, at al samarbejde, som Miljø- og Fødevareministeriet har med forskere, overholder lovgivning og retningslinjer om fx. principperne om metodefrihed, forskningsfrihed og armslængde. Det er grundlæggende principper, som ikke ændres ved at konkurrenceudsætte området, skriver han i et skriftligt svar til Sciencereport.
