Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Forside

Rumkapløb i Danmark

RUMFORSKERE: Verdens to største amatør-rumprogrammer er danske. Begge vil være de første som sender en astronaut i rummet.

Her ses Heat 1X som Peter Madsen og andre fra Copenhagen Suborbitals byggede sammen, dengang de var en samlet gruppe. Den letter fra en platform som flyder 30 kilometer ude fra Bornholms kyst. Det er samme platform hvorfra Copenhagen Suborbitals Nexø II raket bliver affyret i juli/august 2017. Foto: Thomas Pedersen

En anspændt morgen i april 1961 sad raketingeniør Sergei Korolev og fulgte bekymret med i nedtællingen til verdens første bemandede rum-mission. Han var nær et nervesammenbrud, havde stærke smerter i brystet og han havde ligget søvnløs hele natten forinden. Som chefingeniør på det sovjetiske rumprogram, havde Korolev nemlig bygget en raket som skulle føre en astronaut rundt om jorden og tilbage igen – et arbejde så stressende, at det ville slå ham ihjel få år efter. Der var da også nok at være nervøs for. I løbet af det sovjetisk-amerikanske rumkapløb havde raketterne nemlig kun omkring en tredjedel sandsynlighed for succes. Men hvis man spørger en af dem som meget vel kan blive verdens første amatør astronaut i rummet, er det netop den slags odds man må acceptere, hvis man vil vinde et rumkapløb.

Selvom de danske missioner hverken skal i kredsløb eller ud, hvor intet menneske har været før, skal der nok komme nerver på, når den første amatør sætter sig til rette i en hjemmebygget raket

– De fløj med en sandsynlighed på cirka en tredjedel for at få en succesfuld mission. Cirka en tredjedel for at måtte aborte og altså foretage en nødlanding. Cirka en tredjedel for ikke at komme hjem. Det er den model, jeg kører efter. Så sikkert skal det være for mig, fortæller Peter Madsen, som arbejder på at sende sig selv op i rummet.

Han ejer RML Spacelab, som er et af to rumprogrammer i Danmark, der i øjeblikket kæmper for at gennemføre dét, der for godt et halvt århundrede siden var et statsligt prestigeprojekt for verdens mest magtfulde nationer. De vil nemlig sende en astronaut ud til grænsen mellem atmosfæren og det ydre rum. Selvom de danske missioner hverken skal i kredsløb eller ud, hvor intet menneske har været før, skal der nok komme nerver på, når den første amatør sætter sig til rette i en hjemmebygget raket, for derefter at blive skudt ud mod intetheden.

Naboerne på Refshaleøen
Verdens to største amatør-rumprogrammer ligger begge på Refshaleøen, kun adskilt af et pigtrådshegn. Det ene er Peter Madsens selvejede RML Spacelab, som har det ambitiøse mål at sende en pilotstyret raket i rummet allerede i 2019. Peter Madsen som selv skal bemande raketten, arbejder derfor i døgndrift for at virkeliggøre målet.

-Det er ikke så meget på teknologien, at de store forskelle er. Det er meget mere et spørgsmål om filosofi. Min filosofi for at arbejde i det her er, at man gør det meget, man gør det syv dage om ugen og man gør det 16 timer i døgnet, fortæller Peter Madsen målrettet om sit projekt.

Det andet rumprogram er Copenhagen Suborbitals, som består af langt flere mennesker. De har blandt andet deres egen støtteforening, en yderst produktiv web- og mediegruppe og hele tre kandidater til den bemandede mission. Derudover har de mange teknisk kyndige tilknyttet, og den dag de sender deres bemandede raket afsted, vil den have support fra et større kontroltårn på jorden. Men de kender Peter Madsen særdeles godt.

-Peter er jo en enmandshær på mange måder. Vi er en forening, der har en bestyrelse og så knap 50 frivillige, som alle sammen har forskellige områder, og en del af os arbejder med raketforskning til hverdag, fortæller Mads Wilson som er bestyrelsesmedlem og presseansvarlig for Copenhagen Suborbitals

De to nabo-projekter arbejder i dag hver for sig. Selvom ingen af dem ser deres rummission som en egentlig konkurrence, er de begge klar over, at midlerne og interessen følger det projekt, som bevæger sig hurtigst fremad. Derved får det betydning, hvem der udvikler sig hurtigst.

-Der er ingen tvivl om, at vi konkurrerer et eller andet sted om de samme støtter og opmærksomheden, fortæller Mads Wilson fra Copenhagen Suborbitals men påpeger, at det også har fordele, at der findes to rumprogrammer, fordi de holder hinanden ved ilden.

På hver sin vej mod rummet
Et kapløb om at sende personer i rummet forbinder man almindeligvis med kæmpestore rumagenturer, magtfulde stater og astronomiske budgetter til at udvikle nye teknologier. Men selvom det danske rumkapløb på mange måder er anderledes, er det ikke helt uden sammenligning, når de to uafhængige organisationer forsøger at sende en astronaut over den såkaldte kármánlinje, 100 kilometer over havets overflade.

– Vi har jo ikke fundet på raketmotorens principper. Det har vi ladet de voksne om. Men at gøre det for en lille amatørorganisation i Danmark vil være ligeså svært, som det var for hele det samlede amerikanske aerospace establishment at sende mennesket på månen i 60’erne. Derfor kan det sammenlignes i sværhedsgrad set fra individets synspunkt, fortæller Peter Madsen, som i øvrigt mener, det vil være ligeså farligt.

De to organisationer der startede som et enkelt hold, opsendte flere forskellige slags raketter sammen.

I løbet af det sovjetisk-amerikanske rumkapløb blev der opfundet flere forskellige raketteknologier, som skulle effektivisere raketterne. Nogle raketter skulle eksempelvis føre et helt hold af astronauter til månen og tilbage igen. Det krævede meget mere kompliceret teknologi, end de to danske organisationer arbejder med. Men det ene program forsøger sig alligevel med en mere kompliceret teknologi end det andet.

De to organisationer der startede som et enkelt hold, opsendte flere forskellige slags raketter sammen. De sidste to var relativt store raketter på over halvandet tons som fungerede med henholdsvis fast og flydende brændstof. Ingen af disse teknologier fungerede dog fejlfrit i første omgang.

Den første nåede 1400 meter op i luften, men ifølge Mads Wilson fra Copenhagen Suborbitals brændte den så uregelmæssigt, at det ville have slået en astronaut ihjel, hvis der havde været nogen om bord. Det er den raketmodel som RML Spacelab arbejder på at udvikle, da Peter Madsen mener, at den er mere modstandsdygtig overfor fejl og mindre sandsynlig for at springe i luften hvis den endelig fejler.

Heat-2X viste os, at der var nogle fundamentale ting som var forkert ved den måde som vi havde bygget dens motor på

Den anden raket brændte simpelthen ved opsendingen. Den fungerer ved en teknologi, som er langt mere kompliceret at få til at fungere, og alt på raketten skal være indstillet perfekt for, at den virker, men ifølge Mads Wilson er den også meget lettere at styre, når brændstofreguleringen er på plads.

-Heat-2X viste os, at der var nogle fundamentale ting som var forkert ved den måde som vi havde bygget dens motor på. Og i stedet for at prøve bare at bygge sådan en stor motor igen, så valgte vi at sige, at der er nogle grundlæggende ting – specielt omkring styringen – som vi må have styr på først, fortæller Mads Wilson fra Copenhagen Suborbitals.

De valgte derfor at bygge to mindre raketter, hvoraf den ene blev opsendt i juli sidste år, og den anden bliver opsendt omkring samme tid i år. Men der er mere fremtid i den mere besværlige teknologi, ifølge Mads Wilson. Han forklarer blandt andet at hvis det senere lykkedes at opsende en raket til 100 kilometers højde med denne teknologi, står Copenhagen Suborbitals med et produkt som for eksempel vil kunne sende satellitter i kredsløb rundt om jorden.

Hovedet på brættet
Det kan umiddelbart lyde som det rene vanvid, når en flok amatører pludselig snakker om at sende en astronaut i rummet uden, at det viser en egentlig teknologisk udvikling. Men spørger man fagfolk indenfor rumforskning, giver missionerne rigtig god mening.

Jeg har meget respekt for begge hold. Jeg synes virkelig at de gør et fantastisk stykke arbejde. Specielt når man ser på de ressourcer, de har til rådighed, hvor meget tid de ligger i det

Per Lundahl Thomsen som er chefkonsulent på Institut for Rumforskning og Rumteknologi ved DTU Space mener, at netop disse missioner kan få stor betydning, selvom de ikke har nogen forskningsmæssig værdi i sig selv. De virker nemlig langt mere inspirerende end de fleste egentlige forskningsprojekter.

– Selvom de er rangeret som amatører, så skaber det rigtig meget opmærksomhed omkring teknik og naturvidenskab. Det er jo super vigtigt, når man skal rekruttere unge mennesker til de naturvidenskabelige fag, siger han og roser initiativerne.

Han mener derudover, at det faktisk godt kan lade sig gøre for projekterne at sende en person sikkert i rummet og tilbage

– Jeg har meget respekt for begge hold. Jeg synes virkelig, at de gør et fantastisk stykke arbejde. Specielt når man ser på de ressourcer, de har til rådighed, hvor meget tid de ligger i det, og hvor langt de faktisk når – det må man sgu tage hatten af for, fortæller han.

Han mener derudover, at det faktisk godt kan lade sig gøre for projekterne at sende en person sikkert i rummet og tilbage, hvis de fortsætter i samme tempo, som de har haft indtil nu. Men det vil kræve både mod og nerver af stål, hvis de skal nå i mål.

-Det er bestemt muligt, og med den kreativitet som de har vist i andre sammenhænge, så tror jeg bestemt, at det nok skal lade sig gøre på et eller andet tidspunkt. Men det afhænger meget af, når det så kommer til stykket, at der er én der lægger hovedet på brættet og siger ’okay, nu gør jeg det kraftedeme!’, siger han.

Forsiden lige nu:

Johan Olsen modtager hæderspris 

– Han forener et aktivt forskerliv og et musikerliv i bandet Magtens Korridorer med en bred populær forskningsformidling, siger professor Anja C. Andersen.

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.