Hvis du er forsker ved et universitet, har du sikkert prøvet at modtage emails fra folk, der opfordrer dig til at publicere din forskning i netop deres tidsskrift.
– Så sent som her til morgen slettede jeg fire emails. Og jeg aner oprigtigt talt ikke, om de er rigtige tidsskrifter, eller om det er falske. Jeg har heller ikke tænkt mig at bruge tid på at finde ud af det, for det kan tage rigtig lang tid, siger Susan Wright, professor i pædagogisk antropologi ved Aarhus Universitet.
Man skal se sig for, inden man beslutter for at publicere i et medie, man ikke er bekendt med i forvejen. For der er tusindvis af falske tidsskrifter, som kan være decideret skadelige for ens karriere, hvis ens navn ender i en artikel her.
– Jeg vil i hvert fald undre mig, hvis jeg så en kollegas navn på en artikel i et sådant tidsskrift. Man får straks tanken, at vedkommende måske har været presset til at levere publikationer. Eller at vedkommendes dømmekraft ikke er god nok, og uanset hvad kan det skade dit renommé, siger Rachel Douglas-Jones, der er lektor ved IT Universitetet.
Et falsk tidsskrift udmærker sig ved at have meget ringe eller slet ingen peer-review af sine artikler. Men hvorfor eksisterer de overhovedet?
Du kan som forsker umuligt kende alle ”gode” tidsskrifter.
Årsagen er enkel: Der er millioner af dollars at hente på det marked, og det er i voldsom vækst. I 2010 blev antallet af falske publikationer anslået til at være omkring 53.000. Fire år senere var det antal vokset til 420.000. I gennemsnit betalte folk 178 dollars per publikation, svarende til ca. 480 mio. kr. samlet.
Hvorfor er de så svære at gennemskue?
420.000 fup-artikler skal ses i forhold til antallet af ”ægte”. Det er – også – svært at anslå, hvor meget der reelt publiceres under god peer-review hvert år, men nogle har gjort forsøget. Således er et ”kvalificeret” gæt, at der i 2009 blev udgivet 2,5 mio. artikler med peer-review.
Også antallet af tidsskrifter med peer-review er svært at oplyse nøjagtigt. Men i 2014 blev det på verdensplan anslået til at være 28.100, og der kommer nye til hvert eneste år. Det er tal, der gør markedet meget svært at overskue.
– Du kan som forsker umuligt kende alle ”gode” tidsskrifter. Nogle af de falske tidsskrifter gør ligefrem det, at de opfører nogle anerkendte forskere på deres hjemmeside som værende redaktører – uden at forskerne er klar over det. Så er løgnen blot endnu sværere at gennemskue, siger Rachel Douglas-Jones.
Peer-review tager tid og let mere end et halvt år. Hvis et falsk tidsskrift er tilstrækkeligt “lusket”, kan de trække tiden med peer-review og kun sende få kosmetiske rettelser tilbage til forskeren efter nogle måneder.
– Nogle gange er man heldig, så man ikke får så mange rettelser tilbage, siger Rachel Douglas-Jones.
Dermed er forskeren stadig i god tro – særligt fordi det ikke er alle tidsskrifter, som har en åben “review”-proces. Det vil sige, at man ikke kan se navnet på den eller de forskere, som leverer peer-review.
Danske forskere betaler næppe for at blive publiceret i de underlødige tidsskrifter; måske derfor kommer hele 75 pct. af forfatterne til de falske artikler fra Afrika og Asien.
Samtidig er det heller ikke alle publikationerne, der er “svindel” og dårligt arbejde. Nogle falske tidsskrifter stjæler gode artikler, som er udgivet under open access, og lægger dem ud på sin side som værende deres arbejde.
– Det gør bare hele billedet af tidsskriftsmarkedet endnu mere mudret, siger Susan Wright.
Pres for at publicere
Danske forskere betaler næppe for at blive publiceret i de underlødige tidsskrifter; måske derfor kommer hele 75 pct. af forfatterne til de falske artikler fra Afrika og Asien. Men – der er et men.
– Hvis du er en ung ph.d.-studerende, som snart skal ud og lede efter et job, kræver det, at du har nogle publikationer at fremvise. I Storbritannien kræves f.eks., at du har minimum to med dig som førsteforfatter, hvis du vil i betragtning til en fast stilling på et universitet. Videnskabelig peer-review tager tid, og det er ikke alle, der kan vente på det, siger Rachel Douglas-Jones.
Den vurdering er professor Susan Wright enig i, og tilføjer:
– I Danmark tror jeg næppe, der er nogen, der kunne blive fristet til at betale sig fra at få noget publiceret. Men det er meget svært at gennemskue, hvilke tidsskrifter der er fup, og hvilke der er ægte. Så selvfølgelig er det muligt, at der er nogle, der falder i, siger hun.
Hvis deres arbejde ender i et sådant tidsskrift, kan det være medvirkende til at give det falsk akademisk prestige og troværdighed. Det giver virksomheden mulighed for at “sælge” mere spalteplads til forskere, der er villige til at betale for den.
De falske har købt sig ind i Elfenbenstårnet
De store summer, som de falske tidsskrifter tjener, sendte sidste år chokbølger gennem markedet for medicinske publikationer. Det indiske selskab Omics International købte to af Canadas velrenommerede forlag, Pulsus Group og Andrew John-Publishing.
Det nemmeste er selvfølgelig bare at holde sig til BFI-listen, men vi er konstant på udkig efter nye steder at publicere vores forskning.
Omics International er under efterforskning af de amerikanske myndigheder for “falske påstande” og for at føre akademikere bag lyset.
– Det er ikke til at sige, om det får nogen betydning. For hvis deres artikler stadig udgives under streng peer-review, er der i princippet ikke noget problem. Men det siger noget om, hvor stor industrien for falske tidsskrifter er blevet, siger Rachel Douglas-Jones.
Den ufuldendte liste
I Danmark har man en liste over anerkendte videnskabelige tidsskrifter, som er pointgivende for et universitet. Den liste kaldes Den Bibliometriske Forskningsindikator (BFI) og sorterer under Uddannelses og Forskningsministeriet.
– Det nemmeste er selvfølgelig bare at holde sig til BFI-listen, men vi er konstant på udkig efter nye steder at publicere vores forskning. Det er jo det, vi gør, og derfor vi eksisterer. Derfor er det med at se sig for i denne jungle af nye tidsskrifter, siger Rachel Douglas-Jones.
Nogle tidsskrifter er mere prestigefyldte end andre, og derfor giver det flere point til det pågældende universitet at publicere disse. Hvert år konverteres disse point til ekstra penge til universiteterne. Jo flere publikationer et universitet producerer, desto flere penge får de gennem BFI-indikatoren.
– Men nogle gange finder man en journal, man skal bruge, men som ikke er på listen, og så arbejder man på at få den ind. Det har jeg selv gjort et par gange, siger Rachel Douglas-Jones.
Den oplevelse har Susan Wright også, og med de falske journaler i omløb har hun blot ét godt råd til akademikere, der leder efter nye steder at publicere.
– Man skal se sig for i denne jungle. BFI-listen er god, men ikke fuldstændig. Hvis man falder over noget, der lader til at være for godt til at være sandt, så er det sikkert også det, siger Susan Wright.
