Science Report er Danmarks dybdegående medie om dansk forskning. Vi beskæftiger os med det vigtigste i den danske forskningsverden, både hvad angår det politiske, pengene og resultaterne. Vi er et digitalt medie og udkommet løbende på sciencereport.dk, men samtidig lægger vi vægt på hver uge at give vores læsere overblik over ugens vigtigste nyheder.
Vi er i rivende udvikling og mangler en praktikant til at hjælpe os.
Så, synes du det kunne være sjovt at sætte nye standarder for videnskabsformidling i Danmark? Og interesserer du dig for forskning og videnskab? Så er det måske dig vi søger som praktikant til Science Report.
Sideløbende med nyhedsbreve og artikler laver vi også flere og flere podcast og har i efteråret 2019 blandt andet produceret podcasten Forsiden af Medaljen for DR. Vi forventer, du også har mod på at prøve kræfter med lydproduktion.
Vi er en lille redaktion, med store ambitioner om at skabe landets mest toneangivende medie om forskning og videnskab, så der er nok at lave. Vi har brug for en praktikant, der kan hjælpe med alt fra research og artikelskrivning til udvikling af vores tilstedeværelse på forskellige platforme.
Vi forventer, at du har viden om forskning og videnskab og fingeren på pulsen hvad angår sociale medier og nyhedsformidling på nettet.
Du kan til gengæld forvente en alsidig arbejdsdag og et praktikforløb, hvor du både vil stifte bekendtskab med klassisk journalistisk arbejde, medieudvikling og forskning i alle afskygninger.
Vi lægger vægt på, at du er:
- Selvstændig og innovativ
- Velskrivende og præcis
- Vidende, idérig og nysgerrig
Science Report er støttet af Kulturstyrelsens innovationspulje. Redaktionen tæller folk med mange års journalistisk erfaring fra bl.a. DR og det uafhængige produktionsmiljø.
Skriv en ansøgning hvor du fortæller hvorfor det lige præcis er dig vi skal ansætte som praktikant.
Vi forventer at du kan starte primo 2020 og være hos os hele forårssemestret.
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Tor Arnbjørn – tor@sciencereport.dk – tlf. 2094 2073
Send din ansøgning senest fredag d. 23. oktober til tor@sciencereport.dk