Kunstig intelligens, cybersikkerhed, big data, IoT, data intensive cyber physical systems … Digitaliseringen af vores samfund kører for fuld turbo uden synlig udløbsdato, og Aalborg Universitet fremtidssikrer nu sit højt profilerede forskningsmiljø med stor bevilling fra Poul Due Jensens Fond
Takket være en bevilling på 17 millioner fra Poul Due Jensens Fond kan Aalborg Universitet udvide Institut for Datalogi med to nye internationale professorer hver med fire postdoc-årsværk til disposition. De to professorater kommer til at høre under hver sin forskningsenhed på instituttet.
Gennem de seneste ti år har Institut for Datalogi haft en markant vækst i antallet af studerende, og med de nye professorater ønsker universitetet dels en generel styrkelse dels en fremtidssikring af området. Det forklarer dekanen på Det Tekniske Fakultet for IT og Design, Henrik Pedersen, som ser frem til oprustningen og mener, at den kommer på et godt tidspunkt:
– Vi ønsker at fremtidssikre og at styrke de to forskningsenheder, så de konsoliderer og videreudvikler deres status som verdensklassemiljøer inden for hver deres respektive forskningsområder. Vi forventer at have nytte af de nuværende ledere af forskningsgrupperne mange år endnu – så man kan godt tale om rettidig omhu.
Læse mere hos Aalborg Universitet
