links

Civilingeniør bliver professor i knoglebiologi

Af - 13. september

Jesper Skovhus Thomsens vej ind i den biomedicinske forskning kan virke lidt kringlet, men karrierevejen giver god mening for den nyudnævnte professor selv. Teknik har nemlig hele tiden været omdrejningspunktet. Nu er det bare kroppens teknik, specielt knoglerne, der optager ham.

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Ny professor Jesper Skovhus Thomsen fra Institut for Biomedicin forsker i knoglebiologi. Han undersøger knoglernes struktur og styrke, og hvordan de ændrer sig med alderen hos henholdsvis kvinder og mænd. Særligt patienter med knogleskørhed, slidgigt og leddegigt har glæde af Jesper Skovhus Thomsens forskningsresultater.

Den nyudnævnte professor er oprindeligt uddannet civilingeniør, og den baggrund fornægter sig ikke i Jesper Skovhus Thomsens sundhedsvidenskabelige forskning. Han har blandt andet undersøgt kosmonauters knogleforandringer efter 370 døgn i konstant simuleret vægtløshed. Her fandt Jesper Skovhus Thomsen ud af, at en kombination af et lægemiddel mod knogleskørhed og 1-2 timers daglig motion kan modvirke knogletabet. I øjeblikket undersøger han blandt andet, hvordan nye lægemidler kan modvirke tab af muskel- og knoglevæv i forbindelse med fysisk inaktivitet.

Tags:

Science Report