links

Novo Nordisk Fonden støtter vaccinationsindsats i Mellemøsten

Af - 22. marts

Syriske flygtninge i Jordan og Libanon samt store dele af den syriske befolkning er ramt hårdt af COVID-19-pandemien. Deres livsbetingelser er blevet drastisk forværret som følge af pandemiens konsekvenser samtidig med, at adgangen til sundhedsydelser og ikke mindst en vaccine er begrænset. Derfor er det afgørende, at verdenssamfundet har fokus på at bistå med vaccineleverancer i disse områder. Novo Nordisk Fondens støtter nu organisationerne UNICEF, Røde Kors og World Diabetes Foundation, som på hver deres område arbejder for at forbedre vilkårene for flygtninge og andre udsatte grupper i Jordan, Libanon og Syrien.

Det oplyser Novo Nordisk Fonden i en pressemeddelelse.

– Det er utrolig vigtigt, at vi sikrer, at også flygtninge i udsatte områder kan blive vaccineret mod COVID-19. Først og fremmest selvfølgelig for at hjælpe de mennesker, som er i risiko, men også i et globalt perspektiv er der behov for en fælles indsats, hvis vi skal lykkes med at trænge pandemien tilbage. Derfor er jeg også glad for, at vi med disse tre projekter bidrager til det mål, ikke mindst via det arbejde som COVAX og andre gode kræfter har sat i gang, siger Hanna Line Jakobsen, Senior Vice President i Novo Nordisk Fonden.

Opbygning af infrastruktur

Støtten til UNICEF indgår i COVAX-samarbejdet og er møntet på at opbygge den infrastruktur, som gør modtagerlandene parate til at udrulle vaccineprogrammer. Herudover støtter UNICEF også udrulning af diagnostik og behandling i udsatte områder. COVAX forventes at levere minimum to mia. vaccinedoser i 92 forskellige lande, og det er en logistisk krævende opgave at udrulle et vaccinationsprogram af denne størrelse.

UNICEF har som en af de få organisationer i verden erfaring med at håndtere en opgave af dette omfang. UNICEFs Supply Division og humanitære lager i København er til daglig omdrejningspunktet for verdens største lager og distribution af vacciner, og det er erfaringerne herfra, som bliver brugt i projektet.

Støtten til Røde Kors understøtter de nationale vaccineprogrammer, hvor Libanon og Syrien begge står på COVAX-initiativets liste over modtagere af vacciner. Røde Kors’ indsats skal hjælpe med at mobilisere lokalbefolkningerne til at lade sig vaccinere og være med til at sikre, at korrekt information om vaccinerne når ud til selv tyndt befolkede områder.

Indsatserne fokuserer på kommunikationsindsatsen i Libanon og Syrien i forbindelse med vaccinationsprogrammerne og på at undgå misinformation om vaccinernes effekt og bivirkninger. Projektet hjælper også med at registrere personer med særlige behov samt levering af vaccinerne i konvoj til konfliktområder i Syrien.

Fokus på personer med kroniske sygdomme

Projektet med World Diabetes Foundation skal biddrage til at sikre COVID-19 vaccination af personer i høj risiko for sygdom og død som følge af COVID 19, og støtten vil således indgå i den jordanske regerings vaccinationsprogram.

Projektet har særligt fokus på personer med kronisk sygdom blandt både flygtninge og andre sårbare grupper i lokalsamfundene. Jordan var et af de første lande i verden til at vaccinere flygtninge, men har også en af verdens højeste andele af flygtninge set i forhold til lokalbefolkningens størrelse. Derfor er der behov for at supplere regeringens igangværende indsats, og projektet støtter med både indkøb, registrering og administration af vaccinerne.

Bevillingen på 20,5 mio. kr. er fordelt med 6 millioner kroner til Dansk Røde Kors, 7 millioner kroner til World Diabetes Foundation og 7,5 millioner kroner til UNICEF. Novo Nordisk Fondens vaccinestøtte går udelukkende til WHO-godkendte vacciner.

Tags: