Anmeldelse: En letlæselig fortælling om alt

I bogen ”Fortællingen Om Universet – fra Big Bang til mennesket i dag” omformulerer astrofysikeren Tina Ibsen det kendte filosofiske spørgsmål ”hvem er jeg?” til det mere håndgribelige spørgsmål ”hvad er jeg?”.

Når vi som mennesker bliver spurgt, hvor vi kommer fra, så plejer vi at fortælle i hvilken by eller på hvilken egn her på Jorden, vi er født og vokset op. Men det er i bedste fald kun en brøkdel af den allersidste linje i det afsluttende afsnit af din selvbiografi. Ifølge Tina Ibsen skal vi dels tilbage til universets dannelse for 13,8 milliarder siden, dels ind i de dybeste dele af stjernerne og de voldsomme supernovaeksplosioner for at få det bedst mulige svar.

Forskeren bruger vores medfødte interesse for vores egen næsetip og navle, til at berette om hvordan universet er opstået, og hvordan det har udviklet sig, til det vi ved om det i dag. Det er et pædagogisk greb, der kan få os selvoptagede mennesker til at spidse øre til den mest omfattende og komplicerede historie af alle – universets opståen og udvikling frem til lige nu.

Med et åbent og nysgerrigt sind, kan den opmærksomme læser godt følge med i denne version af fortællingen om alt

To tredjedele af kroppen er flydende vand. Resten er kulstof, fosfor, kvælstof og en smule forskellige metaller. Og hvor kommer de molekyler så fra? Ja, de består af atomer med kerner, som igen er bygget op af protoner og neutroner, som alle blev skabt af kvarker, da universet omkring ét sekund efter Big Bang var koldt nok til, at det kunne lade sig gøre – det vil sige kun 10 milliarder grader. Så alt det som alt i hele universet består af blev dannet i løbet af ét sekund. Stjernerne sørgede senere for at bruge disse protoner og neutroner til at danne mere komplicerede molekyler, som indgår som små men uundværlige dele af menneskeproppen.

Og hold da op læseren suser nemt igennem fortællingen om skabelsen af alting. Efter de første 50 sider er man på forbilledlig og enkel vis belært om singularitetsteorien, seks forskellige slags kvarker, protoner, neutroner, elektroner, universets fire kræfter, Planck-æraen, mørkt stof, den eftertragtede og fraværende ”teori om alting” og meget mere. Og det skal tilføjes, at siderne er små og ikke tætskrevne.

Det er ikke nemt, at skrive en nem tekst

Med et åbent og nysgerrigt sind, kan den opmærksomme læser godt følge med i denne version af fortællingen om alt. Og skribenten her påskønner, at den formentlig travle astrofysiker Tina Ibsen ikke bare har afsat tid til at bringe sig ned på lægfolks niveau, men også arbejdet så grundigt med stoffet, at det faktisk bliver relativt letbegribeligt. Det er ikke nemt, at skrive en nem tekst.

Bogen får os også til at forstå, hvad vi ikke forstår. Og det er mindst ligeså vigtigt, for at få et billede af, hvor astrofysikken står i dag og hvilke spørgsmål, der kæmpes med i laboratorierne og i fysikernes hjerner.

Først 380.000 år efter Big Bang havde protoner og neutroner og de deraf dannede elektroner samlet sig nok til, at det lys, som blev skabt ved Big Bangs energiudladning kunne trænge igennem ”tågen” af partikler. Der var tomrum nok til, at lyset kunne undslippe.

Der er derfor den dag i dag intet lysende spor af tiden før 380.000 år efter Big Bang. Men ikke nok med det. Hurtigt blev universet atter helt mørkt og forblev sådan i minimum 100 millioner år. Og når der ikke er lys, så kan teleskoperne ikke dokumentere universets udvikling.

Fortællingen om universet er udgiver af forlaget People’s Press.

Vi får indsigt i konflikten mellem de store teorier. Bohrs kvanteteori og Einsteins idé om, at universet før Big Bang var en singularitet – altså befandt sig i et enkelt punkt uden udstrækning i tid eller rum. Om Bohr eller Einstein har ret ved ingen. Forfatteren foreslår, at sandsynligvis har ingen af dem ret, og at svaret først kommer med en helt tredje teori, som endnu ikke er udtænkt.

Og ja, det er afgørende at forstå grænsen for forskernes viden, for rigtig at kunne begribe, hvad de faktisk ved. Men bogens egentlige styrke, er at forfatteren ubesværet sætter sig ned og kigger læseren i øjnene, mens hun med oprigtig opmærksomhed fortæller, hvad hun og hendes kollegaer i forskellige faggrene af astrofysikken har spekuleret over og fundet ud af de seneste omtrent 100 år. Herligt.